VIDEO: Slangerobot højtryksspuler borehoveder 50 meter under jorden
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

VIDEO: Slangerobot højtryksspuler borehoveder 50 meter under jorden

Foto: OC Robotics

Hvad gør man, når man er en af verdens absolut største teknologivirksomheder med masser af milliarder på kistebunden, og man ser sig lun på et stykke engelsk robotteknologi?

Jo, hvis man er amerikanske General Electric, finder man checkhæftet frem og køber virksomheden bag teknologien rub og stub.

Det var i hvert fald tilfældet tidligere på måneden, da GE Aviation – General Electrics luftfartsdivision, der i sig selv omsatte for over 133 milliarder i 2015 – opkøbte den engelske robotvirksomhed OC Robotics for et uspecificeret beløb.

OC Robotics har siden 1997 udviklet en særlig robotteknologi i form af en mekanisk slangerobotarm, der kan benyttes til inspektion, rengøring eller bearbejdning på steder, der er svært tilgængelige – og typisk også farlige – for mennesker.

Selve robotarmen kan være op til tre meter lang og har en hul kerne, hvorigennem wirer, kabler og andet udstyr trækkes fra motor og styring og ud til værktøjet for enden af armen. Hvert led har to bevægelsesfriheder, hvilket gør armen i stand til at slange sig gennem et miljø.

Udstyret med højtryksrenser, kamera og laser

OC Robotics’ teknologi benyttes blandt andet i Hongkong, hvor bystyret er i gang med at etablere en over fire kilometer lang vejtunnel 50 meter under havoverfladen.

Her benyttes slangerobotterne til at inspicere og højtryksspule boremaskinernes borehoveder – der i parentes bemærket har en diameter på 17 meter – via en specialmonteret højtryksspuler. Derudover er der også monteret kamera og laser, så slangerobotterne kan måle slid på borehovedet.

En video af robotten på arbejde dybt nede i Hongkongs undergrund kan ses her:

Hjemme i England har OC Robotics som en del af projektet LaserSnake været med til at videreudvikle på teknologien, så robotten, via en 5 kW-laserskærer monteret for enden af armen, kan anvendes til at demontere komponenter på procesanlægget Sellafield, der producerer atombrændstof.

På fire uger skar laseren en 5 ton tung og 3,8 centimeter tyk ståltank ud i mindre stålplader a 20 kilo. Ifølge OC Robotics ville det have taget manuel arbejdskraft adskillige år at gøre det samme – og hver enkelt medarbejder ville skulle udstyres med en over 16.000 kroner dyr beskyttelsesdragt.

Flyreparationer er blot begyndelsen

Hos General Electric satser man imidlertid i første omgang på at benytte slangerobotterne i forbindelse med reparationer på flymotorer.

Håbet er, at de smidige robotter kan bane vejen for flere motorreparationer udført på selve flyet – altså uden at man først behøver at fjerne motoren fra flyet, hvilket kan tage flyet ud af service i ugevis.

Men på længere sigt er det tilsyneladende GE’s plan, at teknologien også kan benyttes til inspicering af eksempelvis kraftværker og tog.

»Luftfartsapplikationer vil bare blive udgangspunktet for denne fantastiske teknologi,« udtaler en af GE Aviation Services’ ledende medarbejdere, Lance Herrington, til GE’s hjemmeside.

Giganterne konsoliderer sig

Fra et forretningsmæssigt perspektiv er GE’s opkøb af OC Robotics interessant, da det kan ses som endnu en indikation på, at de helt store spillere er ved at konsolidere sig på robotmarkedet – akkurat som man også ser det på markederne for kunstig intelligens og cloud-løsninger, hvor giganterne IBM, Microsoft m.f. forsøger at finde fodfæste.

Google har siden 2013 opkøbt en stribe robotvirksomheder, ligesom Kuka – en af verdens førende producenter af industrirobotter – i 2014 opkøbte SwissLog, en schweizisk producent af mobile robotarme.

Nævnes her kunne også Terradynes opkøb af danske Universal Robots i 2015, og Omron Electronics køb af robotproducenten Adept Technology for 200 millioner kroner i 2016.