Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Video: Skidt manøvre og ødelagt elektronik - Brint-hydrofoil udgår fra kapsejlads

Illustration: Delft University

En uheldig manøvre var desværre afgørende for en flok hollandske studerendes videre færd i dette års kapsejlads Monaco Energy Boat Challenge med båden Hydro Motion.

Under en kapsejlads på dag to, hvor det gjaldt om at sejle hurtigst, sejlede Hydro Motion pludselig skævt ned i en bølge og fik sendt en masse vand indenbords.

Efter manøvren var det umuligt for de tre personer ombord at genstarte motoren, og besætningen blev evakueret og båden trukket ind i havn.

Hydro Motion var bygget til at vinde rekorden for at sejle længst på en optankning brint - en sejlads, der først skulle finde sted på tredjedagen. Båden var designet med hydrofoil, der gør den i stand til at ‘svæve’ 40 centimeter over vandoverfladen ved hastigheder på over 22 km/t.

Til normal fremdrift bruger båden en 30 kW brændselscelle, der forsynes med brint fra en tank på 350 liter. Og under manøvren, hvor båden skal skubbes op på sine foils, får den hjælp fra en mindre batteripakke.

Læs også: Brint-hydrofoil vil vinde kapsejlads: Sejler 200 km på en tank

Ifølge de studerendes i Solarboatteam, ser problemet ud til at være koncentreret omkring den strømstyringsenhed, EMS (energy management system, red.), der styrer spændingen til motoren. De studerende omtaler den som en såkaldt troldmandsboks, der er kernen i det elektroniske system. Det er endnu uklart om problemet var skyld i, at båden styrede skævt ned i en bølge - eller vandet, der kom indenbords, var årsag til boksen gik i stykker.

Men på en video lagt op af de studerende, ser man dem rense boksen med vatpinde - og i nogle af de studerendes opdateringer omtaler de også, at bølgerne var højere end de var vant til, så det var svært at holde båden i balance, hvilket gjorde det nødvendigt at lave justeringer af trimsystemet. På Twitter omtaler gruppen også, at en af bådens foils blev vredet skæv og ramte propellen.

Brintbåden Hynova vandt guldet - og den kan købes

Trods anstrengelser natten igennem på at reparere boksen, så måtte de studerende til sidst sande, at de ikke ville have tid til at skaffe de nødvendige reservedele.

Hydro Motion nåede at deltage i den første kapsejlads, der handlede om at vise bedste manøvreegenskaber ved afsejling og tillægning til kaj - og båden nåede også kort at være med i kapsejladsen om at sejle hurtigst. Båden vandt, som forventet, ingen af de to sejladser, idet den alene var bygget til at vinde langdistancesejladsen, hvor udregninger viste, at den burde kunne sejle 200 kilometer på 350 liter brint - hvilket skulle være rigeligt til at slå konkurrenterne.

Hydro Motion er en ombygget udgave af en solcelledrevet båd, som de studerende vandt kapsejladser i tilbage i 2019. På twitter skriver gruppen, at de er skuffede, men stolte.

Vinderen af langdistancesejladsen blev brintbåden Hynova fra det franske firma Hynova Yachts.

Vinder af langdistancesejladsen blev båden Hynova 40. Illustration: Hynova Yacht

Hynova er en 12 meter båd (40 fod), der i modsætning til Hydro Motion, ikke giver udtryk af at være ren eksperimentel, men henvender sig til potentielle købere. Lige i hælene på Hynova kom den elektriske hydrofoilbåd Candela, der er ved at blive serieproduceret.