VIDEO: Sådan optager man 'Street View' på 900 meter høj bjergvæg

Bjerget El Capitan i Californiens Yosemite National Park er for tiden yderst populært blandt verdens største it-virksomheder. Mens Apple har valgt at opkalde den kommende udgave af styresystemet OS X efter den ikoniske klippe, har Google nu kortlagt den i Street View.

Klatrerne Lynn Hill, Alex Honnold og Tommy Caldwell, der alle er indehavere af diverse klatre-rekorder på El Capitan, har hjulpet Google med at transportere 360-graders fotoudstyr op ad den mere end 900 meter høje bjergvæg, og billederne skal give alle med en internetforbindelse muligheden for at følge i de kendte klatreres fodspor.

Det er selvsagt ikke helt ligetil at betjene kameraudstyr på en stort set lodret væg, men også her kom klatrernes erfaring projektet til gode.

Et intimiderende miljø

»El Capitan er et intimiderende miljø at eksperimentere i, men års erfaring med at fæstne reb viste sig at være meget anvendelig, når kameraerne skulle sikres og gøres klar til at indsamle Street View,« skriver Tommy Caldwell på Googles blog.

Ud over at man selv kan navigere rundt på den virtuelle udgave af El Capitan, har Google også sammen med klatrerne gjort det muligt at følge den enkelte klatrer op ad bjerget etape for etape. Ved hvert enkelt stop kan brugeren klikke sig rundt og lære mere om både bjerget og klatreteknik.

Du kan se mere om, hvordan Google har lavet det første vertikale Street View, i videoen herunder.