Status

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

VIDEO: Nasas månekapsel bestod sikkerhedstest

Illustration: NASA TV

Går det galt med den store, flotte SLS-raket, som NASA har på bedding til kommende Måne- og Marsrejser, så burde astronauterne være i sikkerhed.

I går testede rumorganisationen det såkaldte abortsystem på Orion-rumkapslen, som skal ud på sin jomfrurejse med astronauter i 2022 i en forbiflyvning af Månen. Den skal i 2024 følges op med en mission, hvor astronauterne lander på Månen som en del i Artemis-programmet.

Kapslen blev i går eftermiddags sendt til vejrs på Cape Canaveral i Florida på toppen af førstetrinnet af et ombygget ballistisk Peacekeeper-missil, og da den nåede knap 10 km op, blev abortsystemets motor startet.

Med 1780 kN fremdrift drønede kapslen væk fra raketten med anslået 1.300 km/t, og efter 80 sekunder blev kapslen – i ca. 13 km højde – hægtet af abortsystemet og begyndte at falde mod Jorden.

Læs også: Så fik Nasa sin nye Orion-kapsel i kredsløb

Hård landing

Landingen blev noget hård. Med 500 km/t knaldede den ned i Atlanterhavet og sank ødelagt mod havets bund, hvilket selvfølgelig ikke er så smart i en virkelig nødsituation. Derfor vil de senere modeller blive udstyret med faldskærme, skriver space.com.

Men i første omgang handlede det altså primært om at få testet, at kapslen frigav sig korrekt, og at få et større indblik i de temperaturer og niveauer af tryk kapslen bliver mødt med, når den bliver skudt væk fra raketten. 900 sensorer stod for at måle på stort set alt, så nu er der masser af data for udviklerne at se på.

Det var anden test af Orions abortsystem, hvor det første fandt sted helt tilbage i 2010, da Orion-kapslen blev udset som det nye fragtsystem efter rumfærgerne. Indtil videre er det dog kun blevet til diverse testflyvninger.

Se hvordan testen foregik i videoen nedenfor – det er et imponerende syn!