Video: Her sender fejlramt sensor Soyuz-raket ud af kurs
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Video: Her sender fejlramt sensor Soyuz-raket ud af kurs

En ulykke kommer sjældent alene. Men som regel er der én grundlæggende årsag – og således også i tilfældet med opsendelsen af Soyuz-raketten den 10. oktober, hvor to astronauter, Nick Hauge og Alexey Ovchinin, måtte skydes væk fra raketten med 6-7 G.

Det grundlæggende problem her opstod før den 10. oktober, nemlig ved samlingen af én af de fire løfteraketter – såkaldte strap-on-boosters – og Soyuz-hovedmotoren i Baikonur Cosmodrome i Kazakhstan. Det fortæller det russiske rumagentur Roscosmos i en pressemeddelelse. Dermed flugter den officielle forklaring nu med de svirrende rygter om, at en mekaniker var for hårdhændet under samlingen af den ene løfteraket.

Læs også: Uheldsramt Soyuz-raket: Mistanke om fejl ved afkobling af hjælpemotor

Se video udgivet af Roscosmos i forbindelse med offentliggørelsen af den officielle forklaring:

Låg over dyse nægtede at åbne sig

Under samlingen af den ene løfteraket blev en stang på den sensor, der er involveret i separationen fra løfteraketten, bøjet en anelse. Helt præcist 6,45 grader. Det førte til at Soyuz, efter en ellers perfekt opsendelse, kom ud af kurs i det øjeblik seperationen af løfteraketterne fandt sted efter 1 minut og 58 sekunder .

Læs også: Nasa-astronaut om Soyuz-fejl: Turbulent fald med påvirkning på 6-7 G

På grund af den fejlramte sensor skete separationen ikke som planlagt, da et låg til dysen ved tanken med oxidationsmiddel ikke åbnede sig. Og mens de tre andre løfteraketter blev sprængt rent af, så ramlede den ene løfteraket ind i Soyuz-rakettens hovedtrin og skabte en dekompression, der fik raketten ud af kurs, skriver Roscosmos.

Næste bemandede opsendelse 3. december

Soyuz-raketten, der også sendte den danske astronaut Andreas Mogensen op til Den Internationale Rumstation (ISS), har vist sig særdeles stabil og sikker “arbejdshest” som flere rumeksperter benævner den. Vi skal helt tilbage til 1983, før astronauter sidste gang måtte skydes væk fra raketten.

Roscosmos er nu ved at undersøge om en lignende fejl, under samlingen af løfteraketterne, er sket på de næste Soyuz-raketter, der skal sendes op til ISS. Det drejer sig om en Soyuz-raket med en russisk Glonass navigationssatellit den 3. november, samt en Soyuz-raket med en MetOp C vejrsatellit, der skal op den 6. november.

Næste bemandede opsendelse med en Soyuz-raket til ISS er planlagt til den 3. december, hvor Oleg Kononenko, David Saint Jacques og Anne McClain er ombord.