Videnskabsjournalister holder sig på måtten - men det kniber med præcisionen

Var det et typisk eksempel på ren og skær journalistisk sensationshunger, der i 2005 fik en dansk avis til at citere miljøforskeren Wallace Broecker for at sige, at 'Den globale opvarmning kan meget vel blive skyld i en ny istid', selv om der ikke stod noget om det i hans forskningsartikel om emnet?

Det mener cand. public. Gunver Lystbæk Vestergård ikke efter at have undersøgt aviserne Politikens, Jyllands-Postens og Informations dækning af klimaforandringer i en periode over 12 år. Ingeniørens artikler var således ikke med i undersøgelsen.

Efter undersøgelsen konkluderer Gunver Lystbæk Vestergaard, at journalisterne ikke overdriver bevidst. Men de er derimod mere upræcise i deres gengivelse, end hun havde forventet. Og hun kan pege på, hvor de værste fejl opstår.

»Baggrunden for undersøgelsen var, at både hos forskere og lægfolk er der en udbredt opfattelse af, at journalister sidder og vrider forskningsresultaterne for at klemme sensationer ud af dem, og derfor kan man ikke stole på avisdækningen,« siger hun.

Kritikken er kommet fra forskere og internationale iagttagere. Der er brugt ord som sensationshungrende, dramatiserende, skævvredet og upræcis dækning. Og kritikken er blevet rettet mod hele den internationale presse.

Nogle få fejl kan sprede misforståelser i befolkningen

Gunver Lystbæk Vestergård har gennemgået i alt 88 dagbladsartikler om klimaforandringer fra perioden 1997-2009, som er blevet publiceret af Politiken, Jyllands-Posten og Information.

I undersøgelsen er der kun taget nyheder med, der oprindeligt stammer fra de anerkendte forskningstidsskrifter Science og Nature.

Lignende undersøgelser af denne art er foretaget i New Zealand i 1994, i USA i 2003 og England i 2003 og 2004. Her blev fejlene delt op i seks kategorier, og konklusionen blev i alle tre tilfælde, at hovedparten af de fejlbehæftede artikler kun var 'let upræcise'.

Nogle af forskerne pointerede dog, at der kan spredes alvorlige misforståelser i befolkningen med kun nogle få, forstyrrende artikler.

Fejl i 46 ud af 88 artikler

Trods en indledende hypotese om, at det nok ikke stod helt galt til, fandt Gunver Lystbæk Vestergård imidlertid 46 artikler med i alt 70 fejl af mere eller mindre graverende karakter i de 88 artikler. Det fremgår af hendes undersøgelse.

En trøst var måske, at fejlraten faldt nogenlunde jævnt fra 63 procent af de citerede forskningsartikler i 1997 til 38 procent i 2007 samtidig med, at mængden af artikler per år var stigende. Den maksimale nyhedsdækning i perioden var i 2005, hvorpå nyhedsinteressen faldt lidt.

Alvorligste fejlbidrag: Kildeforvirring

Fejlene i avisartiklerne blev inddelt i syv kategorier:

1) Faktuelle fejl (indeholdt i 16 procent af avisartiklerne), det vil sige forkert brug af videnskabelige udtryk eller begrebsforvirring. For eksempel blev 4,5 grader Fahrenheit til 4,5 grader Celsius i den danske version af historien.

2) Kildeforveksling (11 procent). Nogle gange angives forskningstidsskriftet som kilde, mens teksten i virkeligheden tages fra en pressemeddelelse eller en anden nyhedskilde, et direkte citat fra forskeren eller journalistens egen populariserende fortolkning. For eksempel sagde miljøforkæmperen Wallace Broeckers egen pressemeddelelse, at 'Global opvarmning kan meget vel medfører en ny istid', men det stod der ikke noget om i hans peer-reviewede forskningsartikel. De alvorlige citationsfejl af denne type tyder på, at pressen i høj grad forlader sig på pressemeddelelser frem for originalteksterne.

3) Udeladelse/tilføjelse (23 procent). Eksempelvis 'den varmeste vinter' (i et område), (menneskeskabt) drivhuseffekt, svindende ozonlag (over nordpolen). Udeladelsen eller tilføjelsen har forståelsesmæssig betydning for udstrækningen eller alvorligheden.

4) Overdrivelser (7 procent). En af artiklerne påstod, at klimaet ville blive 11 grader varmere i løbet af de næste 100 år, men forskningsartiklen sagde 4,2 grader. En anden mente, at temperaturen på den nordlige halvkugle var steget fem grader - forskningsartiklen sagde, at det kun var i nogle få landområder.

5) Meningsforstyrrende omskrivninger (2 procent). Gunver Lystbæk Vestergård fandt kun to af disse i samtlige 88 artikler. Hun mener, det kunne tyde på, at danske aviser følger en konsensus om, hvad man kalder tingene. For eksempel 'global opvarmning' og 'klimaforandring' i modsætning til for eksempel 'klimakatastrofe'.

6) Fejlkonklusioner (10 procent). En nyhedsartikel fra 2005 fastslår for eksempel, at det er bekræftet, at Golfstrømmen er blevet væsentligt svagere. Forskningsartiklen skriver kun, at den måske er blevet svagere.

7) Almindelig forvirring (5 procent). Kun fire artikler ud af 88 rummede så alvorlige misforståelser eller mange unøjagtigheder om den videnskabelige påstand eller om kilden, at avisartiklen var direkte vildledende.

Kildeforvirring er værst

Det overraskede Gunver Lystbæk Vestergård, at der var så mange fejl i den undersøgte artikelmængde. Især de fejl, som kom af, at der blev citeret fra pressemeddelelser frem for selve forskningsartiklerne.

»Modtageren bliver på en eller anden måde ført bag lyset. Fordi udsagn, som man troede, der var videnskabeligt belæg for og peer-reviewed gennem tidsskriftet, viser sig at være en fortolkning. Enten en journalistisk fortolkning eller noget, kilden har sagt mundtligt. Det bliver rodet sammen.«

Men hun foreslår som konsekvens af resultatet, at den gængse fordom om, at nyhedsjournalister dramatiserer og overdriver unødvendigt, bliver udskiftet med en mere nuanceret opfattelse af, hvordan videnskabelige nyheder opstår, og hvordan de når frem til læserne.

Typisk, skriver hun i forskningsartiklens diskussion, bliver nyheden i Science og Nature samlet op af bureauer som Reuters eller AP. Her opfanges de af lokale nyhedsbureauer som Ritzau, der formidler dem til redaktionerne. Det vil sige fire genfortællende led, før forskerens opdagelse ender hos læserne. Tidligere forskning har opgjort, at 82 procent af alle videnskabelige artikler i pressen stammer fra pressemeddelelser.

Hun ser imidlertid ikke de akkumulerede unøjagtigheder som det største problem. Det værste er, at det ofte ikke fremgår af den endelige artikel, hvilken kilde, der er brugt.

En tendens til at skjule kilderne betyder, at læserne berøves muligheden for selv at tjekke fakta.

Hvis jeg skal undgå at begå den fejl nu, så skal jeg altså ikke tro så meget på det, du fortæller mig nu - i telefonen - som på det, du har skrevet i den peer-reviewede forskningsartikel?

»Ja, faktisk. Når vi nu taler sammen, så er der jo gået lang tid, siden jeg afleverede den forskningsartikel, der er vel gået et halvt år. Jeg husker ikke detaljerne så præcist, som da jeg skrev dem. Sådan vil det også være for de naturvidenskabelige forskere,« siger hun.

Forskere kan selv overdrive

Hun understreger, at det er ok, at journalister tager forskernes ord for gode varer, når blot de citerer rigtigt, så man kan forstå, hvornår et udsagn er mundtligt, og hvornår det stammer fra en peer-reviewed forskningsartikel.

Vigtigheden af at være helt præcis med, hvor oplysningerne kommer fra, understreges af, at forskerne selv og deres universiteters pressefolk har vist sig at kunne forfalde til overdrivelser, når nyheden skulle ud, skriver hun med reference til tidligere forskning.

I den artikel, du selv har skrevet til universitetsbladet Aktuel Naturvidenskab, er der kun seks kategorier af journalistiske fejl. I din peer-reviewede forskningsartikel er der syv. Hvordan forklarer du det?

»Nå ja. Det er, fordi kategorien 'Almindelig forvirring' er en kategori, man ikke nemt kan opgøre i sådan en kvantitativ undersøgelse, så de tre fejl er ikke talt med. Og jeg har udeladt kategorien fra nyhedsartiklen, som også skulle være en kronik. Men i forskningsartiklen skal alt naturligvis med. I den kategori faldt fejl, som måske ikke var direkte manipulerende, men var så fejlagtige, at læseren blev stærkt vildledt. Det var faktisk min hypotese, at der var flere af den slags fejl, end der var,« siger hun.

Egentlig var det meningen, at der skulle have været nogle tabloidaviser med i undersøgelsen. Men Gunver Lystbæk Vestergård fandt ikke nogen klimaforskningsartikler i danske tabloidaviser i den nævnte periode, som refererede til enten Science eller Nature.

Den videnskabelige medieundersøgelse er nu publiceret i Journal of Science Communication.

Kom med eksemplerne

Gunver Lystbæk Vestergaard inddeler typiske fejl i syv kategorier. Kender du selv til eksempler, der falder ind under en af de syv kategorier? Deltag i debatten nedenfor.

Dokumentation

Læs Gunver Lystbæk Vestergårds forskningsartikel: From journal to headline: the accuracy of climate science news in Danish high quality newspapers, Jcom 10(02)(2011) A03.