værd at vide

Videnskab 2017: Sender ny teori for tyngdekraften mørkt stof ud i kulden?

Så tog vi fat på et nyt år, hvor forskerne igen uge efter uge vil præsentere os for nye resultater, hvoraf nogle vil være vigtige, andre kuriøse og en del ligegyldige - krydret med en række, som vil vise sig at være helt forkerte.

Det vil jeg igen forsøge at holde øje med i denne klumme i årets løb. Forskerne rundt omkring i verden ser dog ud til at have taget sig en lang jule- og nytårsferie. Så jeg lægger ud med nogle emner, som jeg håber kan blive besvaret i år.

Fysikkens store mysterium

For næsten fem år siden skrev jeg, at vi nærmede os tidspunktet, hvor det mørke stof for alvor ville komme frem i lyset - og vi måske ville opdage de første partikler af mørkt stof inden for nogle få år.

Læs også: Jagten på mørkt stof nærmer sig målet

Sådan gik det ikke. Fysikerne har ledt og ledt med større og større detektorer og eksperimenter, og de har snart gennemsøgt hele det område, hvor den mest oplagte kandidat til mørkt stof i form af såkaldte wimps (weakly interacting massive particles) kan tænkes at gemme sig - og ingen fundet.

Der er stadig et par kroge i fysikkens store hus, hvor sådanne partikler kan skjule sig. Men vi nærmer os et tidspunkt, hvor man må opgive tanken om wimps, selv om jeg igen erindrer om, at 'absence of evidence is not the evidence of absence'.

Læs f.eks. interviewet i Quanta Magazine med Elena April, der leder et af de store eksperimenter, der leder efter wimps.

Der findes andre kandidater til mørkt stof, men man ikke helt afvise muligheden af, at mørkt stof slet ikke eksisterer. Og vi skal overveje, at mørkt stof kan være opfundet for at forklare bevægelserne blandt stjerner og galakser. For det kunne jo tænkes, at tyngdekraften ikke opfører sig 100 pct. som Newtons gravitationslov foreskriver.

Gennem mange år har en konkurrerende form for beskrivelse kaldet MOND for Modified Newtonian Dynamics lanceret af den israelske fysiker Mordechai Milgrom været på banen. MOND har jeg omtalt ved flere lejligheder, bl.a. i en ti år gammel artikel.

Læs også: Hullet i Newtons lov

Den hollandske forsker Erik Verlinde lancerede i 2016 en ny variant af MOND, hvor tyngdekraften ikke er en fundamental kraft, men et fænomen, som opstår ud fra rumtiden. Den gør den også i Einsteins generelle relativitetsteori, vil nogen sikkert tilføje, men Verlindes teori er noget anderledes.

I en artikel i Monthly Notices of the Royal Astronomical Society fra december 2016 viste en forskergruppe anført af Margot Brouwer fra Leiden-observatoriet i Holland, at Verlindes teori kan forklare opførslen af godt 33.000 galakser. Det er godt nyt for Verlinde og hans teori.

En nylig artikel peger desuden på, at det også med Gaia-satellitten, der foretager præcisionsmålinger af stjernerne i Mælkevejen, vil være muligt at teste MOND.

Mange fysikere tager altså de alternative teorier seriøst. Det sikreste væddemål er nok stadig at holde på, at mørkt stof findes i form af partikler. Hvis det ikke er wimps, kan det være axioner eller noget helt andet, men man skal nok ikke satse hele formuen herpå.

Læs også: Nyt forslag: Mørkt stof skal findes med simpelt elektrisk kredsløb

Læs også: Ny dansk teori: Mørkt stof består af ekstremt supertunge partikler

Jeg tror stadig på, at mysteriet om det mørke stof nærmer sig sin afklaring. Det kan blive i 2017, men jeg har lært at styre min optimisme.

Inden for fysikkens verden nærmer vi også tiden, hvor teorien for supersymmetri kan dømmes helt ude.

Læs også: Slipper vi nogensinde af med supersymmetri?

Jeg kan efterhånden godt forstå, hvorfor mange fysikere klæber sig til teorien, for den forklarer på elegant vis mange forhold i partikelfysikken. Men selv om elegance kan være en god rettesnor, så er det i sidste ende naturen selv, som definerer, hvad der er elegant - og ikke enkelte fysikere. Det vil være en sensation, hvis LHC i Geneve finder så meget som en antydning af supersymmetriske partikler i år. Jeg tror det ikke.

Hvornår får vi et nyt matematisk gennembrud?

Inden for matematikken kunne jeg godt snart ønske mig at se et nyt stort gennembrud. Noget i stil med beviset for firefarve-teoremet i 1976 og det skudsikre bevis for Fermats sidste sætning i 1994, for hvilket Andrew Wiles i 2016 modtog Abelprisen.

Læs også: Andrew Wiles får Abelprisen for beviset for Fermats sidste sætning

Det seneste matematiske gennembrud i denne kaliber kom, da den excentriske russiske matematik Grigorij Perelman i 2003 beviste Poincare-formodningen, som var et af de syv store matematiske problemer udpeget af Clay Mathematics Institute i 2000 som Millenium-problemerne.

Læs også: Matematikkens skarpeste hjerne

Der har nok været aktivitet inden de andre seks problemer. Men de er åbenbart svære at tackle.

I 2013 beviste Harald Andrés Helfgott i en 133 sider lang artikel Goldbachs formodning, som formuleret i 1742 siger, at ulige tal større end 5 kan skrives som en sum af tre primtal.

Læs også: Beviset for Goldbachs primtalsformodning fylder 133 sider

Får vi nogensinde bevist nogle af de andre millenniumproblemer, som Riemannformodningen, der har forbindelse til primtal, eller om P=NP, som har relation til hvilke problemer, der er lette og svære at løse på en computer?

Læs også: Indisk matematiker får på puklen for at sige P er ikke lig NP

Det vil jeg gerne vide.

Hvad vil jeg ellers gerne vide?

Gennem mange år har fysikerne haft godt styr på fænomenet superledning i konventionelle materialer, men teorien for ‘almindelige’ superledere, hvor temperaturen er under ca. 30 kelvin, kan ikke forklare, hvorfor materialer kan være superledende ved temperaturer, der kan opnås med temperaturer over kogepunktet for flydende nitrogen (77 K).

Der foreligger flere teorier for højtemperatur superledning, men ingen er bredt accepteret. En sådan vil jeg gerne kende.

Derudover kan jeg pege på problemet med Månens dannelse, hvor den mest accepterede teori siger, at det skete i forbindelse med et sammenstød mellem den unge Jord og en protoplanet kaldet Theia. Som jeg tidligere har beskrevet har denne teori dog visse svagheder, som andre teorier forsøger at forklare. I en ny artikel i Nature Geoscience i næste uge præsenteres endnu et alternativ til den store sammenstødsteori. Det sidste ord er ikke sagt om Månen og dens dannelse.

Inden for andre områder vil jeg gerne vide, hvorfor mennesker (tilsyneladende) har en fri vilje, når man let kan argumentere for, at noget sådant ikke burde eksistere. På den helt store bue vil jeg også gerne vide, hvad liv egentligt er - ikke mindst i relation til at finde liv andre steder i Universet, hvor andre kemiske reaktioner måske kan være dominerende, og i forståelsen af, hvad man skal kalde for kunstigt liv.

Det er noget af, jeg gerne vil vide mere om i 2017. Hvad vil du gerne vide, og hvor forventer du at se af store naturvidenskabelige fremskridt i år?

Emner : Værd at vide
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

...om der er en specifik underliggende årsag til den revolution, vi har set mange steder i den vestlige verden. Utallige ord og begreber har været i spil: Oprør mod eliten, populisme, postfaktuelle tider, nostalgi, globaliseringen, en reaktion mod neo-liberalismen o.s.v.

Kunne det være en naturlig menneskelig reaktion, når centraliseringen opnår et vist niveau ? Vi er måske for individuelt formede til at ville stræbe hen mod en stram organisering, som vi eksempelvis ser i myretuen ? Hvis babelstårnet bygges for højt, bliver vi destruktive. Hvor er romerriget og Sovjetunionen i dag ?

  • 2
  • 2

Verlindes teori kan forklare opførelsen af godt 33.000 galakser.

"Opførelsen" dannelsen? Eller galaksernes opførsel? (Eller begge dele)

  • 4
  • 0

Fysikerne har ledt og ledt med større og større detektorer og eksperimenter, og de har snart gennemsøgt hele det område, hvor den mest oplagte kandidat til mørkt stof i form af såkaldte wimps (weakly interacting massive particles) kan tænkes at gemme sig - og ingen fundet.

Der er stadig et par kroge i fysikkens store hus, hvor sådanne partikler kan skjule sig. Men vi nærmer os et tidspunkt, hvor man må opgive tanken om wimps, selv om jeg igen erindrer om, at 'absence of evidence is not the evidence of absence'.

Fysikerne vil og kan bare ikke se skoven for bare træer. Det mørke stof er jo lige foran næsen på dem i form af den æter, som de ikke vil acceptere eksisterer.

PS. Vi har diskuteret æterteori rigelig her på ing.dk, så det orker jeg ikke mere. Interesserede kan bare søge og læse de gamle tråde og så danne sig sin egen mening.

  • 3
  • 12

Det er rigtig nok let at argumentere for, at mennesker ikke hare n fri vilje. Eftersom alt hvad vi mennesker består af, og får af input, er styret af naturlove efter årsag-virkning-princip, så er der ikke umiddelbart plads til en sådan joker som den frie vilje i regnestykket.

Men det er måske alligevel for konventionel en tankegang. For holder årsag-virkning-fysikken også i kvanteverdenen? Og hvad med radioaktivitet? Er der nogen årsag til at et bestemt atom henfalder radioaktivt på et bestemt tidspunkt? Vist ikke noget man kender til – det er rent statistisk bestemt. Så eftersom det måske ikke er alle ”virkninger” der har en fysisk årsag, er der vel principielt plads til menneskets frie vilje i naturvidenskaben.

Ikke fordi det er nemt at se, hvad der i dagligdagen skulle være sammenhængen mellem kvantefysik, radioaktivitet og den frie vilje. Jeg kender heller ikke til eksperimenter, der skulle kunne afgøre spørgsmålet. Men det er bare rart at kunne tro på, at vi faktisk har sådan en. Hele det menneskelige selvbillede falder lidt sammen uden fri vilje. Uden fri vilje kan vi vel ikke have ansvar elle skyld? Og hvad ville retsfølelsen og andre sociale mekanismer sige til det?

Det er meget muligt at menneskets frie vilje er en illusion, en forestilling der er dannet i vores art som et værktøj, mere sofistikeret end smerte og sult, men som på samme måde simpelt hen tjener til hensigtsmæssig adfærdsregulering.

Det er bare ikke særlig sjovt at være menneske uden at tro på den frie vilje. Så jeg vælger at tro, at jeg har en fri vilje. I hvert fald bilder jeg mig ind, at jeg selv vælger det!

  • 7
  • 2

På den helt store bue vil jeg også gerne vide, hvad liv egentligt er - ikke mindst i relation til at finde liv andre steder i Universet, hvor andre kemiske reaktioner måske kan være dominerende, og i forståelsen af, hvad man skal kalde for kunstigt liv.

Efter at have læst at en fyr som Mandelbrot ikke selv havde en formel definition af hvad et matematisk begreb som fraktaler er, selvom han selv fandt på ordet, se f.eks.

https://en.wikipedia.org/wiki/Fractal

så har jeg lidt opgivet definitionsspekulationer. Nogle ting skal måske bare opleves i stedet for at beskrives. Kærlighed er et andet godt eksempel.

  • 0
  • 0

For mig er bevidsthed det største mysterium af dem alle, hvordan er materien blevet i stand til at undre sig over sig selv?

  • 5
  • 0

Tomrummet, er det Levende, Rummet og Materien er 'bevægelse i forklædning', Jeg'et, Tomrummet og Evigheden, er 'det samme uforanderlige noget'. Ur-begæret er Livet's drivkraft, og sult- og mættelses-princippet er Livet's kompas. I pagt med Kredsløbs-princippet/udviklings-kredsløb, er graden af fri vilje i bevægelse fra minimum til maksimum. Det er udviklings-niveau'et der afgør graden af fri vilje.

Jeg'et, Bevidstheden og Materien/legemer, er sider af det samme 'evige noget'. Det er Jeg'et der med bevidstheden undrer sig over materien, Jeg, vil altid være Jeg, Bevidsthed, vil altid være Bevidsthed, og Materie/stof, vil altid være Stof/materie. Foruden, at Bevidsthed også er stof, Tanke-stof, der er af fin- el. over-fysisk natur, men al det skabte, fx tanker, er bevægelse i forklædning.

  • 0
  • 6

Det er rigtig nok let at argumentere for, at mennesker ikke hare n fri vilje. Eftersom alt hvad vi mennesker består af, og får af input, er styret af naturlove efter årsag-virkning-princip, så er der ikke umiddelbart plads til en sådan joker som den frie vilje i regnestykket.

Det er også min mening. Jeg synes oprindeligt det var et svært spørgsmål, men jo mere jeg har tænkt over det, jo mere tydeligt er det at der ikke kan findes nogen 'fri vilje'. For hvad skulle denne frie vilje sætte af på? Alt hvad jeg nogensinde gør, herunder tænker, er en reaktion på en påvirkning udefra, eller noget jeg tidligere har gjort (og tænkt). Dette 'noget' som jeg tidligere har gjort/tænkt, er så igen en reaktion på en påvirkning udefra, eller noget jeg tidligere endnu har gjort. Etc. Dette system ender på et eller andet tidspunkt uden for mig selv, i hændelser jeg ikke har nogen inflydelse på. Vi forestiller os at vi har en fri vilje, når vi vælger at gøre noget vi ønsker at gøre. Men spørgsmålet bliver: 'Hvem eller hvad gav dig lyst til at gøre det?'. Jeg vælger f.eks. at spise en ostemad og ikke en rullepølsemad, fordi jeg kan lide ost, og ikke kan lide rullepølse. Men jeg har jo ikke selv bestemt hvad jeg skal kunne lide. Den krølle sender vi lige i maven på diverse religioner, for når Gud gør noget fordi han har lyst, hvem eller hvad gav ham så lyst til at gøre det? Den som kan styre hvad Gud har lyst til, han styrer Gud. Argumentet kan være, at Gud naturligvis selv kan bestemme hvad han skal have lyst til, men det ender jo et sted hvor Gud til at begynde med ikke skulle have lyst til noget. Heller ikke at give sig selv lyst til noget. Og så strander den dér...!

Jeg fandt på en sætning som (mener jeg) sætter et punktum for om den fri vilje eksisterer eller ej: "Man kan ikke gøre noget som man ikke har lyst til at gøre, for at opnå et resultat men ikke ønsker at opnå."

Til dato har jeg ikke kunnet finde et holdbart modargument.

Men det er måske alligevel for konventionel en tankegang. For holder årsag-virkning-fysikken også i kvanteverdenen? Og hvad med radioaktivitet? Er der nogen årsag til at et bestemt atom henfalder radioaktivt på et bestemt tidspunkt?

Det er det rigtig gode spørgsmål. Selv vælger jeg at bevare ideen om årsag-virkning på den måde, at der er 'noget' som får 'lige præcis dét her atom til at henfalde lige præcis nu'. Denne årsags natur kan vi bare ikke afdække (endnu), da vores måleinstrumenter ikke er nøjagtige nok. Vi skulle jo egentlig have ét atom som vi målte på konstant, indtil det henfaldt. Og måske er der tale om noget, der slet ikke lader sig måle med de instrumenter vi har til rådighed.

  • 1
  • 4

Selv vælger jeg at bevare ideen om årsag-virkning på den måde, at der er 'noget' som får 'lige præcis dét her atom til at henfalde lige præcis nu'.

Du forudsætter dermed at du som observatør af atomet ikke påvirker det. Det er vist det man ud fra en naturvidenskabelig vinkel kan kalde gammeltænkning.

Noget andet et at kausalitet - hvor logisk det end er - i sin yderste konsekvens bryder sammen (eksistensen er "mystisk" dvs rationelt uforklarlig) eller, alternativt, udelukker en begyndelse men kræver en uendelig række af årsager. Det sidste betyder at det altid vil være principielt umuligt at kende fortiden (ved at arbejde sig baglæns i årsag - virkning forløbet) og derfor også fremtiden uanset de to er kausalt forbundne og at årsag altid kommer før virkning.

  • 2
  • 1

Det Levende, udgør 'det uskabte' = 'Den årsagsløse årsag', al bevægelse (fx atomer) hører til 'Det skabte'/skabelse der er underkastet årsag og virkning, og foranderlighed. Der er Evige realiteter, og midlertidige realiteter, som er begrundet i, og virkning af, evige realiteter. Det er den skelnen ml. evige og midlertidige realiteter, der er nødvendig for virkeligt at forstå, udfra et urokkeligt fundament. Enhver kan iagttage det evigt uforanderlige noget, ved Os selv, men Vi er så vant til at det foranderlige og uforanderlige altid har hængt uløseligt sammen, at denne skelnen er udvisket. 'Det Evige Nu og Her, og den evige strøm af nu'er, bevægelse'.

  • 0
  • 7

nden for andre områder vil jeg gerne vide, hvorfor mennesker (tilsyneladende) har en fri vilje, når man let kan argumentere for, at noget sådant ikke burde eksistere. På den helt store bue vil jeg også gerne vide, hvad liv egentligt er - ikke mindst i relation til at finde liv andre steder i Universet,

Disse to sidste spørgsmål er i virkeligheden mest et spørgsmål om definition. Især når det drejer sig om spørgsmålet om fri vilje, så er det værd at bemærk, at folk har vidt forskellige målestol for hvornår de vil tale om fri vilje. Særligt har religiøse gemytter det med at mene, at fri vilje kræver eksistens af sådan en eller anden ikke-fysisk personlig kerne (en sjæl).

Mht. til spørgsmålet om liv, så er det vigtigt først at gøre sig klart, at der er to separate spørgsmål, som folk, der ikke har tænkt dybt over lige dette emne, ofte får blandt sammen. Nemlig - Hvad er liv? og - Hvad vil det sige at en entitet er levende. Det sidste er en spørgsmål på individniveau. Det første er et spørgsmål på systemniveau. Det er det første spørgsmål der er rigtigt interessant.

Jeg synes egentlig at NASA's (på nogle punkter ganske løse) arbejdsdefinition på hvad liv er, rammer ganske tæt på målet. Den ligger nemlig ret tæt på hvad jeg selv er kommet frem til, så helt dumme er NASA åbenbart ikke :) Det særlige ved livet er dets evne til at skabe kompleksitet ex nihilo. Denne evne skyldes en særlig proces, nemlig Darwinistisk evolution. Det eneste der rigtigt giver mening er derfor at koncentrere sig om et systems evne til Darwinistisk evolution som det helt centrale ved liv. Sagt på en anden måde. Det, der adskiller liv fra andet kemi er, at liv er kemi med historie. Den kemi der foregår i livsprocesser er betinget/begrænset af og bærer med sig, den historiske udvikling som dens forgængere har været igennem. Dette til forskel fra f.eks. en krystal der dannes og har struktur præcis som for 4,5 mia år siden, helt uafhængigt af hvad krystaldannelse der er sket på jorden siden jordens skabelse.

Dette er naturligvis blot et yderst kort resume af en argumentation der er langt større.

  • 2
  • 0

Mørks stof/energi er et meget interessant mysterium. Man kan ikke se det, men man kan måle effekten. Uden mørk energi ville galaksernes hastighed være aftagende, hvilket ville ende i et Big Crunch, som burde være det logiske, enten der er utallige universer eller kun et enkelt.

Mørk energi er overalt, men kan ikke detekteres, man ser kun effekterne, galakserne fjerner sig fra hinanden med stigende hastighed, galaksens hastighed er større end den burde være etc. Med den mængde "mørk stof", som man regner med findes, burde det vel samle sig i klumper? Der burde være utallige klumper af mørks stof eller "sorte soel". Det sker tilsyneladende ikke, men man må da håbe forskerne finder ud af dette problem.

Det varer nok nogle år inden det sker.

  • 0
  • 0

MOND er ikke andet en meget hypotetisk matematisk model som er bygget alene på observation. Hypotesen er ikke i sig matematisk velfunderet. Derfor er denne hypotese i en videnskabelig sammenhæng ret og slet ikke andet end ren spekulation.

Ud over dette vil en ny model komme i konflikt med den generelle relativitets teori, - som i hvert fald når det gælder tidens deformation i et tyngdefelt har vist sig at være en meget pålidelig model.

Når mørkt stof mysteriet skal løses, bør man frem for konstante snævre lappeløsninger i det mindste være åben overfor om der kan tænkes at der findes en overset fællesnævner der i et langt større perspektiv løser en lang række kinematiske mysterier, på en meget enkelt måde, som samtidig bringer helhed ind i det man kan kalde et ret så usammenhængende paradigme..

Kan det tænkes at der findes en overset fælles årsags-virkning sammenhæng for ; - flyby anomalierne, - den betydelige rest af Pioneer anomalierne der ikke er opklaret, - hot Jupiter der ikke burde eksistere, - hvorfor nogle galakser kollapser og får såkaldte sorte huller og andre ikke, - eller fx denne artikel fra videnskab.dk i sidste måned http://videnskab.dk/naturvidenskab/mysteri... - eller denne lidt ældre artikel http://arstechnica.com/science/2014/07/mys...

Og sådan kunne jeg fortsætte derudad.. Såkaldt mørkt stof kommer bare på toppen på en lang liste af lignende mysterier ...

Helt ny fysisk, som bringer helhed, - kan ganske enkelt være overset.. Og netop i den forbindelse, og navnlig nu hvor man kan sige at MOND reelt udfordrer den generelle relativitetsteori, - hvorved endnu et kinematisk mysterium kan vise sig alligevel ikke at være opklaret, - nemlig Merkurs perihelion præcisions anomali, - må man vel vist sige at vores verdens billede i den grad kommer mere og mere under pres, - hvilket tydeligt understreger at der måske er behov for at vi starter helt forfra..

Men hvor skal man starte ? Det burde ikke kunne komme helt bagpå os at en modificeret relativitets teori nemt kan blive nødvendig. I flere år har mine tanker bevæget sig i den retning´.

Netop nu i 2017 kan det vise sig at blive det år hvor vi for første gang må indse at relativitetsteorien kun kan forstås i en absolut bevægelses reference ramme.. Og netop ved en sådan erkendelse vil universet se noget anderledes ud og rigtig meget falde på plads ret så automatisk, - Læs mere her...

http://pubs.sciepub.com/faac/2/1/3/

  • 1
  • 3

Kunne du ikke udgive din "nye" relativitetsteori på bogform, med den nødvendige matematik, for at vi andre dødelige kunne forstå hvad dit ærende er !

  • 0
  • 0

Hvorfor ikke bare holde fast ved Einsteins relativitetsteori?

Fejlene skyldes jo sikkert ikke den - men noget helt andet!

  • 1
  • 1

Den matematik du skal bruge er vist i artiklen. Men lad nu være med at fortabe dig i ren matematik. En dag om ikke så længe vil du (som jeg ser det) helt sikkert se tilbage på hvor stort spild af tid som for eksempel relativitetsteorien har været årsag til.

Det er ikke nok at kunne regne den ud, - når dit verdensbillede til syvende og sidst slet ikke hænger sammen. Konstant konfronteres vi med mysterier der igen og igen truer et paradigme som vi har anset som matematisk perfekt, og dermed næsten godkendt af Vor Herre selv.

Et af de store gigantiske mysterier er Mørkt Stof, et andet er for Dark Flow. Når man tillader sig at frigøre sig fra tvangstanken om at universet ikke har et centrum, men tvært imod er et selvstændigt tyngdefelt, så åbner der sig straks et helt andet univers, med tilhørende tyngdeacceleration.

Spørger du dig selv om den enorme mængde viden og observation vi har gjort de sidste årtier alt sammen er brikker der nemt kan samles på en måde så de hver især vidner om et sådant univers, i stedet for det som massiv propaganda har tæsket ind i hovederne på folk og fæ i 100 år, - så kan du jo så småt i dit stille sind begynde at vælge hvad er bedst, - sammenhæng, - eller tyrkertro.

Når du matematisk vil forholde dig til det jeg skriver så må du først vælge hvad vil du koncentrere dig om. Og her er ISS det mest åbenbare fordi test af relativitetsteorien skal ske ombord netop i år. Det jeg mener, er, - her får vi ret hurtigt syn for sagen.

Jeg forudsiger at vi tvinges at forstå at via det der bare skulle være test af relativitetsteorien ombord på ISS, i stedet fuldstændig uventet resultere i at vi tvinges til at forstå at Dark Flow er et faktum og at i første omgang at den specielle relativitetsteori rystes i sin grundvold, hvorved relativitetsteorien må modificeres, - akkurat som jeg skrev i artiklen.

Herefter vil det begynde at gå stærkt. Det er misforståelsen af hvad relativitet er, som er hovedårsagen til vores ynkelige verdensbillede.

Kort sagt rummet krummer ikke, - der er ingen usynlige skinner i rummet der på mystisk og uforklarlig vis diktere en planets eller stens rute. Dette er rene abstrakte tanker Einstein gjorde sig, som godt nok er matematisk velbegrundet, men som vi snart vil forstå ikke var andet end matematisk underbygget fantasi.

Rummet er derimod elastisk, såvel som elastisk forbundet med stof. Det er korrekt at tiden deformeres men tidens deformation er altid proportional med meterstokken deformation. - I denne påstand (som ganske nemme tankeeksperimenter indiskutabel leder til) ligger nøglen til mangt og meget for den der går planken helt ud.

  • 1
  • 3

Netop nu i 2017 kan det vise sig at blive det år hvor vi for første gang må indse at relativitetsteorien kun kan forstås i en absolut bevægelses reference ramme..

Absolut bevægelsesreferenceramme (i et ord om jeg må be). Det er der du vil hen. Gode gamle Newton genoplivet. Der kunne du da have sagt straks.

Og så kunne du da godt forklare hvorfor det skulle løse alle de nævnte problemer

  • 3
  • 3

[quote id=Jens Madsen] Hvorfor ikke bare holde fast ved Einsteins relativitetsteori? Fejlene skyldes jo sikkert ikke den - men noget helt andet! [/quote]

METERSTOKKEN er ikke end invariant, men altid proportional varierende med tidens deformation, det har en meget lang række konsekvenser, herunder at kredsløbs radius aldrig er hvad vi tror det er, et fakta der nemt kan skjule sig i meget cirkulere kredsløb.

Fx vil en observatør på Merkur måle en anden afstand til Solen end vi gør. Vi snydes dermed til at tro at Merkur er tættere på Solen end en observator på Merkur ville måle. Er det sandt vil der afsløres som anomalier i stærkt elliptiske kredsløb, og dermed årsags til Merkurs perhelion præcisions anomali såvel som flyby anomalierne. Årsagen er at perhelion hastigheden øges mere end forventet når radius til fx Solen er mindre end hvad vores nuværende paradigme forudsiger, tilsvarende accelerer sonder mere end forventet når de ved flyby kommer tættere på Jorden end nuværende beregningerne forudsiger. - - - - - - - - - - - - RELATIVISTISK DEFORMATION som følge af hastighed, er ikke bare misforstået men slet ikke forstået, - end ikke på et abstrakt plan. Der er tale om en proces hvor både tiden og afstande deformeres proportionalt.. Dette sker afhængig af om der sker en øgning eller reducering af absolut bevægelse, relativ til en observatør i absolut hvile. Det er denne del vi vil begynder at forstå i år, som følge af ISS test af relativitetsteorien - - - - - - - - - - - - RUMMET KRUMMER IKKE men er elastisk. Stof absorbere elastisk rum, dette er årsagen til rummets, tidens (og stofs) deformation, såvel som tyngdekraftens årsag. Dermed strækkes det elastiske rum mod (rum-absorberende) stof. Når et tyngdefelt opløses, frigøres den elastiske spænding i rummet. Dette er hvad såkaldt mørk Energi i virkeligheden er. Stof med høj hastighed involveres stærkere i rummets elastiske struktur, hvorved muligheden for konstant acceleration begrænses. Fordi GR og SR effekter er modsætninger udligner de hinandens effekter, fx i vores solsystem, derfor ser man kun en decelererende effekt når SR effekten dominerer, - eller med andre ord, fx når et objekt med relativ høj hastighed forsøger at forlade fx solsystemet. (Pioneer sonderne). - - - - - - - - - - - - TO UKENDTE KRÆFTER Et objekt der accelerer mod universets centrum vil således kun kunne opnå en bestemt hastighed, som forklaret i artiklen. Absolut bevægelse og dermed øget SR effekt sker i alle retninger der øger et objekts hastighed relativ til en observatør i absolut hvile. Så vi har med 2 hidtil ukendte kræfter at gøre. Dels en naturligt og ret så markant tyngdeacceleration rettet formentlig mod universets centrum, og dels modstand mod høj absolutte bevægelse.

Det er disse to kræfter, - som alt afhængig af kredsløbs inklination relativ til kræfternes retning, - vil periodevis dels tilføre en galakse langt mere kinetisk energi end hvad en galakses egen tyngdekraft forudsiger, - og dels medvirker til at forhindre at stof i en galakse stikker af.

Alle typer kredsløb er indbefattet, herunder gasplaneternes ringe, mystisk påvirkning af solsystemets ydre planetkredsløbs inklination, hot Jupiters osv..

Man kan faktisk med god ret gå så langt til at stille spørgsmål ved om Jorden ikke er en måne, - der engang kredsede omkring en hot Jupiter, som styrtede på solen og hvor få af i alt hundredtals af måner overlevede (Merkur, Venus, Jorden og Mars samt Kuiperbæltet) . Og man kan gå endnu længere, - nemlig at Jorden indfangede en lille Hot Jupiter måne som vi idag kender som vores måne. Dermed blev vand ikke blev bragt til Jorden men Jorden (med is) blev bragt tættere på Solen af en gigant.

Som man kan se, - er der mange årsager til at man kan mistænke relativitetsteorien for at bære hovedansvaret for at have spændt ben for en dybere forståelse af universets kinematik.

  • 1
  • 3

Og man kan gå endnu længere, - nemlig at Jorden indfangede en lille Hot Jupiter måne som vi idag kender som vores måne.

Så er man gået forkert. At Månen er resultatet af et sammenstød med et stort himmellegeme og Jorden må vist siges at være bevist med tilstrækkelig sikkerhed. Om vort solsystem har en hidtil ukendt planet, der forårsager lidt ravage har intet med mørk stof/energi at gøre. Mørk energi er den eneste der forklarer rummets opførsel, nemlig at rummet ekspanderer fortsat med stigende hastighed. Måske finder man ud af, at det skyldes noget helt andet, men man pt. ingen anden forklaring. I følge gravitationsloven skulle galaksernes hastigheden vær aftagende, men realiteten er, at galakserne øger hastigheden. Det er sammen med et evt. multivers vel nok de mest spændende ting at få opklaret ved vort univers.

  • 3
  • 1

At Månen er resultatet af et sammenstød med et stort himmellegeme og Jorden må vist siges at være bevist med tilstrækkelig sikkerhed.

Nej du, det er ren spekulation fra ende til anden. Man antager at der var dit og dat og antager at sammenstødet skete sådan og sådan, - og med den og den hastighed osv... og så modellerer man flere antagelser sammen indtil man får noget der kan bruges..

Det er tale om et sammenkog af flere ren hypotetiske antagelser, uden noget der bare minder om bevis.... Bevis er noget ganske andet. Tænk om man førte en retssag på samme måde.

  • 1
  • 2

Jorden og månen har identisk isotop sammensætning af de grundstoffer som ikke er udsat for fordampning. En sammensætning som f.eks. er væsentligt forskellig fra andre planeters. Det er et glimrende bevis for en fælles oprindelse.

Hvilket også ville være tilfældet dersom Månen og Jorden engang har været måner omkring en gigantisk hot Jupiter som styrtede på Solen..

Så selv lige foran øjnene af os er der en ting der altid går igen, nøgleordet er mangel på et sammenhængende verdensbillede.

Hver gang der er et nyt mysterium skal der opfindes en ny forklaring..

I stedet for at i det mindste at være åbne overfor at at oversete naturlove, som påvirker alt, lige fra sonder, planeter og til galakser, meget nemt kan være overset

  • 0
  • 2

Hvilket også ville være tilfældet dersom Månen og Jorden engang har været måner omkring en gigantisk hot Jupiter som styrtede på Solen..

Uden at medtage månerne??? Og uden ringeste bevis for din påstand??? Så tror jeg hellere på julemanden...

I stedet for at i det mindste at være åbne overfor at at oversete naturlove, som påvirker alt, lige fra sonder, planeter og til galakser, meget nemt kan være overset

Et sandsynligt gæt: oversete fordi de ikke kan hverken måles eller observeres, og derfor ikke eksisterer overhovedet.

  • 2
  • 0

Nej du, det er ren spekulation fra ende til anden. Man antager at der var dit og dat og antager at sammenstødet skete sådan og sådan, - og med den og den hastighed osv... og så modellerer man flere antagelser sammen indtil man får noget der kan bruges..

@Bjarne, du har ikke selv nogen teori, men det har andre.

http://www.nbi.ku.dk/spoerg_om_fysik/astro...

I prøver fra Månen har man fundet samme titanisotoper som på Jorden, men det er selvfølgelig ikke noget bevis, men en indikation. Der er andre indikationer der bekræfter muligheden, men jeg er enig i, at det endelige bevis ikke er fundet. Men meget tyder på, det er sådan, det er sket.

  • 0
  • 0

Et sandsynligt gæt: oversete fordi de ikke kan hverken måles eller observeres, og derfor ikke eksisterer overhovedet.

Så snart du bort jager fanatisk religion lignende tvangstanker fra videnskaben, - så vil universet omgående se noget anderledes ud..

En meget sandsynlig konsekvens, - er (omgående) at universet er en begrænset størrelse, og dermed underforstået at universet har en retningsbestemt tyngdeacceleration.

Det vi sige alt i universet er påvirket af samme acceleration, og derfor vil det være umuligt at måle denne i forholdt til et referencepunkt i hvile.

Men der er netop én eneste undtagelse hvorved en sådan acceleration kan måles og dermed bevises. Det pudsige et at netop lige præcist et sådan bevis foreligger og er bekræftet af ufattelige mange målinger, og er kendt som Allais Effekt.

Hertil kommer at Pioneer anomaliers årsag er langt fra fuldstændigt opklaret, - også her vender man det døve øre til, - kun fordi det ikke passer til et næsten fanatisk / religiøst paradigme der i meget høj grad er bygget på forudindtaget tro.

Så du har faktisk allerede beviserne, - man vil blot ikke erkende det.

For at forstå hvad jeg mener, kan du læse mere i denne artikel http://pubs.sciepub.com/faac/2/1/3/

  • 0
  • 3

I prøver fra Månen har man fundet samme titanisotoper som på Jorden, men det er selvfølgelig ikke noget bevis, men en indikation. Der er andre indikationer der bekræfter muligheden, men jeg er enig i, at det endelige bevis ikke er fundet. Men meget tyder på, det er sådan, det er sket.

Når Jorden og Månen har været nabo-måner der en gang kredsede omkring en Hot Jupiter, kan dette bidrage til at se en større helhed. Mange mysterier kan nemt gå op i en højere enhed..

  • Dels hvor vandet kom fra (tænk på Europa månen, en måne med et kæmpe ocean dersom den ikke var kold, og som meget nemt kunne ligne Jorden dersom den kom tættere på Solen )
  • Dels hvor kom Månen fra

Den dag du kan frigøre dig et øjeblik fra den herskede tro's undertrykkelse, er det kun naturligt at kredsløbs kollaps sker periodevis, rent faktisk overalt, - (kun et spørgsmål om kredsløbs inklination i relativ til universet tyngdeacceleration ) den dag behøver du slet ikke hokus pokus fantasier

Og derfor stopper historien ikke - - det løser også hvorfor andre Hot Jupiter trækkes mod deres stjerner, på tidpunkter de i henhold til den herskende tro ikke burde eksistere, - - og det løser hvorfor kun nogle galakser kollapser og får såkaldte sorte huller, - - - og meget meget mere.

  • 0
  • 2

For at forstå hvad jeg mener, kan du læse mere i denne artikel http://pubs.sciepub.com/faac/2/1/3/

Peer reviewed af en åbenbart ukendt person eller slet ikke reviewed. Skrevet af Bjarne Lorenzen. Og fyldt med det værste vås.

Du har i årevis påstået at næste års eksperimenter vil falcificere relativitetsteorien. Det skete bare aldrig, og jeg ser ingen grund til tro på det denne gang heller.

Når Jorden og Månen har været nabo-måner der en gang kredsede omkring en Hot Jupiter, kan dette bidrage til at se en større helhed. Mange mysterier kan nemt gå op i en højere enhed..

        Dels hvor vandet kom fra (tænk på Europa månen, en måne med et kæmpe ocean dersom den ikke var kold, og som meget nemt kunne ligne Jorden dersom den kom tættere på Solen )    
        Dels hvor kom Månen fra  

Måner omkring en hot Jupiter bliver nok svedet ret grundigt af, så de har næppe ret meget vand efterfølgende. Og du mangler stadig at forklare hvorfor de skulle ende med identisk isotopsammensætning.

Den dag du kan frigøre dig et øjeblik fra den herskede tro's undertrykkelse, er det kun naturligt at kredsløbs kollaps sker periodevis, rent faktisk overalt, - (kun et spørgsmål om kredsløbs inklination i relativ til universet tyngdeacceleration ) den dag behøver du slet ikke hokus pokus fantasier

Rækker din fantasi til at forklare energiregnskabet i et banekollaps? Potentiel energi i banen må omsættes til kinetisk energi. Hvor bliver den af?

  • 1
  • 1

Du har i årevis påstået at næste års eksperimenter vil falcificere relativitetsteorien. Det skete bare aldrig, og jeg ser ingen grund til tro på det denne gang heller.

Starten på dette eksperiment, eller rettere målinger er udsat til i år.. https://directory.eoportal.org/web/eoporta...

Måner omkring en hot Jupiter bliver nok svedet ret grundigt af, så de har næppe ret meget vand efterfølgende. Og du mangler stadig at forklare hvorfor de skulle ende med identisk isotopsammensætning.

Det materiealle de indre små planeter er bygget af, så vel som måner der kredser om disse, kan nemt være identisk dersom de er dannet som naboer omkring den samme hot Jupiter der en gang meget sandsynligt har kredset omkring solen og derefter afgået ved styrt mod solen.

I en sådan process vil de fleste af gigantens måner kollidere enten med giganten selv eller med andre måner eller med Solen. Det kan ske lang tid før giganten bliver "hot"

Dette skyldes den stigende kombinerede tyngdekraft fra både giganten og Solen, som vil sende dens måner ud i meget elliptiske baner og som regel i sidste ende mod kollision.

Ligesom ved flyby vil nogle få overlevet. Afhængig af hvor tær de kommer på Solen ved perihelion og hvor længe, vil alt aller en stor del af vandet fordampe.

Rækker din fantasi til at forklare energiregnskabet i et banekollaps? Potentiel energi i banen må omsættes til kinetisk energi. Hvor bliver den af?

Potentiel gratviaions energi omsættes til kinetisk energi, det er der ikke noget odiøs i.

  • 0
  • 2

Det materiealle de indre små planeter er bygget af, så vel som måner der kredser om disse, kan nemt være identisk dersom de er dannet som naboer omkring den samme hot Jupiter der en gang meget sandsynligt har kredset omkring solen og derefter afgået ved styrt mod solen. I en sådan process vil de fleste af gigantens måner kollidere enten med giganten selv eller med andre måner eller med Solen. Det kan ske lang tid før giganten bliver "hot" Dette skyldes den stigende kombinerede tyngdekraft fra både giganten og Solen, som vil sende dens måner ud i meget elliptiske baner og som regel i sidste ende mod kollision. Ligesom ved flyby vil nogle få overlevet. Afhængig af hvor tær de kommer på Solen ved perihelion og hvor længe, vil alt aller en stor del af vandet fordampe.

Det er langt mere spekulativt end den teori du vil modbevise.

Potentiel gratviaions energi omsættes til kinetisk energi, det er der ikke noget odiøs i.

Du snakker udenom.

Scenarie:

  1. en endnu ikke hot Jupiter kredser i stor afstand fra sin stjerne. Banen rummer en betydelig mængde potentiel energi.

  2. du postulerer et banekollaps med det resultat at jupiteren kommer nær stjernen og bliver hot.

  3. i den nye bane nær stjernen har den meget mindre potentiel energi.

Spørgsmål: 1. hvor blev energien af? 2. er energien bevaret? 3. kan du redegøre for energiregnskabet? 4. eller kan du ikke redegøre for energiregnskabet? 5. er energisætningen (energiens bevarelse) overholdt i et banekollaps? 6. er de banekollaps du postulerer nogen sinde observeret?

  • 1
  • 1

Når en potentiel Hot Jupiter trækkes mod solen, vil den øge dens hastighed, den potentielle gravitation energi omsættes som jeg skrev til kinetisk energi. Jeg forstår ikke hvorfor jeg skal gentage det

Fordi det er rablende vås du her kommer med!

Forøgelse af kinetisk energi medfører forøget hastighed, hvilket igen slynger planeten tilbage i en højere bane! Hvis planeten skal ned i en lavere bane må du forklare hvor tabet af potentiel energi bliver af!

PRØV AT SÆTTE DIG IND I NEWTONS FORMLER!

  • 2
  • 0

  1. er de banekollaps du postulerer nogen sinde observeret?

Der er observeret mange hot Jupiter på tidspunkter i meget gamle solsystemer, som betyder at disse giganter i henhold til den herskende (begrænsede) forståelse, slet ikke burde eksister (længere), fordi tidkraften har haft rigelig tid, og burde have fået dem til at styrte millioner / milliarder af år forinden.

Selv i vores solsystem er der noget der tyder på at der historisk m å have været noget der har trukket i vores Jupiter, i og med at Jupiters atmosfære MÅ være skabt længere borte fra Solen. http://www.reasons.org/articles/jupiter-s-...

  • der noget har bragt påvirket de ydre objekters ( i vores solsystem) i og m,ed at vi har markante elliptiske kredsløb + afvigende bane inklination som er i strid med modellerne for et solsystems dannelse..

På samme måde vand på jorden MÅ være kommer længere ude fra (sammen med Jorden ( - og selvfølgelig sammen med Månen)

Det burde være indlysende tydeligt at vores viden ikke er tilstrækkelig...

  • 0
  • 2

Fordi det er rablende vås du her kommer med!

Forøgelse af kinetisk energi medfører forøget hastighed, hvilket igen slynger planeten tilbage i en højere bane! Hvis planeten skal ned i en lavere bane må du forklare hvor tabet af potentiel energi bliver af!

PRØV AT SÆTTE DIG IND I NEWTONS FORMLER!

Dit perspektiv er for snævert, men tag det ikke personligt, det er jo ikke din skyld.

Når noget bevæger modsat det jeg her kalder universet tyngdeaccelerations retning (eller i andre sammenhænge kalder, - Dark Flow Hastigheden) så reduceres Dark Flow hastigheden. for netop dette objekt.

Dark Flow Accelerationen og Relativistisk Modstand mod Bevægelse er modsætninger som ”normalt” udligner hinanden.

Men i det ovenfornævnte eksempel så øges det du kan kalde en effektive dark flow acceleration i takt med at den Dark Flow Hastigheden reduceres. Det er i sig selv et ”potentiale”

I stedet for Dark Flow Hastigheden kan du også bruge ordet , den absolutte bevægelses hastighed

Men for at få det rigtig ind under huden er du nød til både at læse og forstå artiklen.. http://pubs.sciepub.com/faac/2/1/3/

Det er ikke længere nok med en ren Newtonisk mekanisk forståelse.

  • 0
  • 1

Rent vrøvl at postulere dark flow og relativistisk modstand når ingen af delene kan observeres!

Du mangler stadig at redegøre for energiregnskabet ved et banekollaps. Men det evner du vel ikke?

Til din første påstand, må jeg bare sige at vi vil se i år at den specielle relativitetteorien fejler når den nu i år langt om længe for første gang skal ordentlig testes ( ombord på ISS).

Hele grundlaget for den specielle relativitetsteori er bygget på påstand om at der ikke er nogen absolut bevægelses referenceramme. Denne del ramler sammen (i første omgang). Selvom dette er alvorlig kan et par kraftige slag med den store forhammer til trods banke teorien på plads igen selvom den i alvorlig grad ændrer karakter. Jeg forventer slet ikke at nogen forstår dette nu, men nu er det sagt, så kan vi jo tales ved.

I forlængelse af min sidste post, ... Når en test-partikel bevæger sig frem og tilbage uden indflydelse af gravitation på Dark Flow Accelerationsaksen, så vil den set i et sådant absolutte bevægelses perspektiv ikke tabe energi, men konstant vekselvirke mellem maksimalt mulig kinetisk energi og når den absolutte hastighed reduceres, - en type potentiel energi , - som det nok er forud for sin tid at gå i detaljer med her, men som du kan læse om i artiklen.

Når bevægelses (mere eller mindre lineært på DFA aksen) og samtidig sker i et tyngdefelt , så vil SR effekten periodevis dominere, - som følge af bidrag fra både gravitationfeltet såvel som fra det jeg overfor beskrev som fra den effektive dark flow acceleration., (læs om nødvendig denne post igen)

Sagen er den at så snart SR effekten dominerer, så forskydes balancens mellem på den ene side DFA accelerationen og dens modstykke Relativistisk Modstand mod Bevægelse. (RMB) . Som fx også sker når en sonde med høj hast vil forlade solsystemet. Det er den dominante SR-effekt der som en side-effekt også øger RMB der til syvende og sidst er skyld i et kredsløbs kollaps bliver resultatet.

Så tabet (konverteringen) af potentiel gravitationsenregi er lidt af en kompliceret sag, - fordi det er først når potentiel gravitationsenregi bliver forsøgt genvundet at der sker en konvertering af en del af denne energi, - til en energiform vi også i nær fremtid bliver tvunget til at overveje.

En Kvasar et er kredsløb i kollaps, her (linket nedenfor) ser du så opdagelsen af mystiske magnetfelter knyttet til disse. Hvor tror du denne energi kommer fra ?

https://www.scientificamerican.com/article...

.

  • 0
  • 1

Sagen er den at så snart SR effekten dominerer, så forskydes balancens mellem på den ene side DFA accelerationen og dens modstykke Relativistisk Modstand mod Bevægelse. (RMB) . Som fx også sker når en sonde med høj hast vil forlade solsystemet. Det er den dominante SR-effekt der som en side-effekt også øger RMB der til syvende og sidst er skyld i et kredsløbs kollaps bliver resultatet.

Intet af dette er nogen sinde observeret. RENT VRØVL!

Så tabet (konverteringen) af potentiel gravitationsenregi er lidt af en kompliceret sag, - fordi det er først når potentiel gravitationsenregi bliver forsøgt genvundet at der sker en konvertering af en del af denne energi, - til en energiform vi også i nær fremtid bliver tvunget til at overveje.

Du evner ikke at redegøre for energiregnskabet i det banekollaps så i stedet trækker du denne kanin op af hatten: til en energiform vi også i nær fremtid bliver tvunget til at overveje. Hvis potentiel og kinetisk energi kan konverteres til en ukendt tredje energiform skulle vi have set energisætningen overtrådt. NOGET SÅDANT ER ALDRIG OBSERVERET

En Kvasar et er kredsløb i kollaps, her (linket nedenfor) ser du så opdagelsen af mystiske magnetfelter knyttet til disse. Hvor tror du denne energi kommer fra ?

Fra tilvækstskiven omkring det massive sorte hul i galaksens centrum. Stoffet opvarmes pga. gnidningsmodstand når stof i forskellig afstand af det sorte hul har forskellige hastigheder. Det er en simpel følge af Newtons formler tilsat lidt relativitet. Ved høje temperaturer er stoffet ioniseret, og når ioniseret stof er i bevægelse danner det sædvanligvis magnetfelter. DET ER HELT ELEMENTÆRT!

Jeg spilder herefter ikke mere tid på dit dark flow og RMB. Ingen af delene er nogen sinde observeret, og er desuden i modstrid med alle kendte observationer.

Den store erkendelse du fabler om kommer altid næste år, og næste år er den udsat til næste år osv. Dvs. ALDRIG!

  • 1
  • 1

Intet af dette er nogen sinde observeret. RENT VRØVL!

Du evner ikke at redegøre for energiregnskabet i det banekollaps så i stedet trækker du denne kanin op af hatten: til en energiform vi også i nær fremtid bliver tvunget til at overveje. Hvis potentiel og kinetisk energi kan konverteres til en ukendt tredje energiform skulle vi have set energisætningen overtrådt. NOGET SÅDANT ER ALDRIG OBSERVERET

Den konvertering er slet ikke så mystisk, havde du læst artiklen (og hvad jeg skrev overfor) ville du vide at jeg taler om universet tyngdefelt med tilhørende potentiel gravitation energi, så der er faktisk ingen nye begreber. Dark Flow og Dark Flow Accelerationen er så universet egen tyngdeacceleration, - med deraf følgende hastighed, men det har du nok heller ikke forstået. Du har helt ret i at denne meget specielle konvertering mellem kinetisk energi og potentiel energi hverken er "observeret" eller forstået i det hele taget, men konsekvenserne er forudsagt i denne artikel http://pubs.sciepub.com/faac/2/1/3 Du vil indikte kunne måle dette ved at opdage en forskydnings anomali i tiden når ISS rejser nordpå. Det er det der bliver sjovt at følge her i 2017.. Alsammen fordi på en nord sydgående akse kan snart se de relativestiske konsekvenser af en absolut bevægelse referenceramme.. Så her i 2017 vær lidt forsigtig med din store sorte blokbostaver, det kan nemt give bagslag før du ved af det.

Fra tilvækstskiven omkring det massive sorte hul i galaksens centrum. Stoffet opvarmes pga. gnidningsmodstand når stof i forskellig afstand af det sorte hul har forskellige hastigheder. Det er en simpel følge af Newtons formler tilsat lidt relativitet. Ved høje temperaturer er stoffet ioniseret, og når ioniseret stof er i bevægelse danner det sædvanligvis magnetfelter. DET ER HELT ELEMENTÆRT!

Hvis det var så simplet så ville man vel næppe have brugt denne overskrift Galaxies' Mysterious Magnetic Fields Grew Up Fast

Ville man ?

  • 0
  • 2

Jeg savner noget meget vigtigt, og stort set totalt upåagtet. Der er jo ikke et eneste af disse af disse ønskede videnskabelige gennembrud, hvor det betyder noget om gennembruddet kommer 2017 eller om 10.000 år. Vi bruger masser af forskningsressourcer på at dokumentere hvad overbefolkningen betyder for klimaet. Vi bruger også nogle ressourcer på at hidse os op over faren for at kloden bliver ramt af selv en lille asteroide, men vi har ifølge min mening totalt negigeret forståelsen for hvad en polvending betyder for jordens civilisationer. Der har været polvendinger før i jordens historie, men på tidspunkter hvor den menneskehed der måtte have været, levede helt primitivt uden nogen former for kommunikationssystemer som kunne forstyrres. Sådan er det jo ikke i dag, og vi burde ifølge min mening i det mindste undersøge hvilke virkninger en polvending vil få hvis den sker over 1000 år, 100 år og fx. 10 år. I dag ved vi at polerne flytter sig med tilsyneladende accelererende hastighed, men vi aner ikke om disse bevægelser bare er nogle udsving som sker og hvor polerne igen bevæger tilbage mod de geografiske poler. Ifølge min mening burde man tage mere udgangspunkt den viden man har om solens polvendinger, som jo sker ca. hvert 11. år. Selv om jordens polvendinger sker med en helt anden hyppighed, er der ikke grund til at tro at selve processen vil forløbe anderledes i jordens kerne.

John Larsson

  • 1
  • 1

Walter Russell dumper Newton's tyngdekraft. 'Dette univers er ELEKTRISK af bevægelse, ikke et Newton'sk (en-vejs) tyngdekraft-univers' - W.R. havde heller ikke problemer med at forstå, hvad 'mørkt stof' er.

'Kunstigt liv', Nej, glem det, Livet er evigt, og kan aldrig nogensinde skabes. Livet har altid været Livet, det levende. Det samme gælder for Intelligens, et princip, der er lige så evigt som det levende.

Universer, kloder m.m. fødes også som levende væsener, lever og 'dør' osv. Månen er en død klode, et klode-lig, der er kommet hertil udefra. Men hvorfor Jorden, har Månen på slæb ? aner Jeg ikke.

Tid, Tid er bevægelses 'skygge', Vi rejser ikke i tiden, det er rejsen der tegner tiden, 'Tid er et åndeligt rum', fordi beskæftigelse, optagethed af tid, kun kan foregå i en bevidsthed. Mål af Tid, er mål af bevægelse, i forhold til anden bevægelse.

  • 0
  • 3

Du mangler stadig at redegøre for energiregnskabet ved et banekollaps. Men det evner du vel ikke?

Det er i øvrigt et problem du uanset har, - fx når et (såkaldt) sort hul der trækker et objekt ned i mørket, her har du også tab af potentiel tyngdekrafts energi.

At der så skal findes forklaring hvordan denne konverteres til anden energiform er derfor ikke et nyt problem / udfording, som bare jeg skal redegøre for, det skal det herskende paradigme sandelig også redegøre for..

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten