»Vi skal være meget mere ambitiøse og meget mere offensive, når det gælder digitalisering«
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

»Vi skal være meget mere ambitiøse og meget mere offensive, når det gælder digitalisering«

»Jeg tror, at vi i Danmark i 2030 vil have globalt førende virksomheder inden for specifikke områder. Vi vil være kendt for at være kreative og komme med nye løsninger. Der vil være stor efterspørgsel på de kompetencer, vi har udviklet gennem mange år. Det er for eksempel vores evne til at udfordre det bestående og vores evne til at skabe banebrydende design i industriprodukter. Jeg tror, at vi til den tid kan være et foregangsland for, hvordan digitalisering ikke bare kan skabe dygtige mennesker og nye muligheder, men også et bæredygtigt samfund med høj livskvalitet.«

Ordene er Jim Hagemann Snabes og visionen og troen på, at det kan lade sig gøre, fejler bestemt ikke noget, da Ingeniøren møder ham på formandskontoret hos A.P. Møller – Mærsk på Esplanaden i København.

Men at nå visionen bliver ikke en sejlads i smult vande. For der er masser af udfordringer, som ikke bare Danmark, men også de lande, vi konkurrerer med, skal løse på vejen.

Læs også: »Hver gang der kommer ny teknologi, stiger vores produktivitet, og menneskets kompetencer bliver mere efterspurgte«

Jim Hagemann Snabe blev i marts måned bestyrelsesformand for A.P. Møller – Mærsk og indtog dermed positionen som en af dansk erhvervslivs mest magtfulde personer.

Men årsagen til Ingeniørens besøg er først og fremmest hans medlemskab af regeringens digitale vækstpanel og internationale platform som kommende bestyrelsesformand for Siemens AG, tidligere topdirektør i softwaregiganten SAP SE og rådgiver for den tyske regering omkring Industri 4.0.

Den tyske frontløber

Det er nemlig uomtvisteligt, at Tyskland har været frontløber, når det gælder forståelsen af den fjerde industrielle bølge. Den proces har Jim Hagemann Snabe helt konkret arbejdet med i SAP, men mere om det senere.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind sagde for nylig, at fremtiden er digital, men hvad forstår du ved det?

»Vi står faktisk midt i den anden bølge af digitalisering. Den første bølge erstattede fysiske produkter som musik, film og penge. De blev overflødige, fordi der kom et bedre digitalt produkt. Den fase blev primært vundet af de digitale virksomheder som Netflix, Apple og Spotify. Men i den næste fase bliver de fysiske produkter ikke erstattet. I stedet udvikles de i en digital dimension. Det bedste eksempel er en vindmølle, som i dag er fyldt op med sensorer, der gør det muligt at optimere produktionen og udføre proaktivt vedligehold. På den måde kan vindmølleproducenterne ændre deres forretningsmodel og sælge kWh i stedet for møller. Så den næste fase af digitaliseringen vil blive vundet af de virksomheder, der både mestrer den fysiske og digitale verden og evner at kombinere dem på nye måder.«

Hvad kommer det til at betyde for Danmark?

»Jeg tror, vi har større muligheder i fremtiden, end vi har haft hidtil. Det skyldes, at de forrige industrielle revolutioner handlede om optimering af masseproduktion. Det var en fordel for de lande, som havde et stort hjemmemarked og lave lønninger. I den næste fase vil der være fokus på kundernes individuelle behov, og her vil lande, som er hurtige på tæerne og dygtige til at forstå kundernes forskellige behov, få en fordel. Det er lige netop det, vi er gode til i Danmark. Samtidig er vi gode til at tage ny teknologi til os.«

Læs også: »Den største sundhedsrisiko bliver informations-overload«

10-25 års uddannelse ikke nok

Men der er også udfordringer?

»Ja, vi skal være meget mere ambitiøse og meget mere offensive, når det gælder digitalisering. Det var også det, vi lagde vægt på i de 33 anbefalinger, Digitalt Vækst­panel kom med i foråret. For eksempel skal vi tænke helt ander­ledes, når det gælder uddannelse. Det er ikke nok bare at uddanne sig i 10-25 år; i stedet skal vi udvikle vores færdigheder hele livet. Sammen med den danske flexicurity-model kan vi udvikle noget, som jeg kalder for creagility – altså vores evne til at være kreative og hurtigt kunne omstille os.«

Jim Hagemann Snabe ser den netop indgåede aftale om registreringsafgifter for biler som et lidt trist eksempel på, at vi mentalt har svært ved at se os selv som et foregangsland:

»Aftalen viser med al tydelighed, at vi i stedet for at udfordre og tænke nyt blot vælger at optimere lidt på det bestående. Der er for mig ingen tvivl om, at elbilen bliver fremtidens køretøj, så det er ærgerligt, at vi ikke som Norge vælger at tage en førende rolle i udbredelsen af elbiler og den tilhørende infrastruktur.«

Hvis danske virksomheder skal være så godt med i 2030, hvordan kommer de så i gang?

Læs også: »Der er så mange aspekter af menneskelig intelligens, vi ikke er i nærheden af at kunne efterligne«

»Jeg er netop ved at skrive en bog om ledelse i en digital tid, som kommer til at hedde ‘Dreams and Details’. Dreams handler om at definere en ambitiøs og inspirerende rolle for virksomheden i fremtidens marked. For hvis man optimerer ud fra det afkast, man oplever i dag, er der en tendens til at overinvestere i de nuværende cash cows. I stedet bør man forestille sig, hvordan verden udvikler sig de næste fem-ti år og på baggrund af det definere, hvilken rolle man vil spille i fremtiden. Ud fra det kan man regne baglæns og lave en innovations- og investeringsstrategi. For nu at bruge vindmølleproducenten som eksempel igen: Hvilken rolle vil man spille i energimarkedet, når solceller går hen og bliver billigere end vindenergi?«

»Details henviser til, at for at det skal lykkes, så skal vi være i verdensklasse inden for de områder, som er afgørende for at nå drømmen. Det tror jeg kan gøres i alle virksomheder. Måske er det ligefrem nemmere i små virksomheder end i store, for dér er der ikke så meget med, at ‘det plejer vi at gøre’. Det kan være sværere at lave de store forandringer i store virksomheder. Under min ledelse tog det i SAP fire år at få 22.000 softwareingeniører til at arbejde på en ny måde. Men det betød, at vi blev dobbelt så hurtige og væsentlig bedre til at udvikle it-systemer. Løsningen var at slippe den menneskelige kreativitet fri og holde fast i virksomhedens historie og kerne.«

Produkter er ikke statiske

Hvad med sikkerheden, når virksomheder bliver mere og mere digitale? Maersk Line har jo selv lige været udsat for et voldsomt cyberangreb.

»Jeg er ikke i tvivl om, at niveauet for cyberkrimalitet konstant bliver højere og mere komplekst, og at de fleste virksomheder skal blive langt bedre til at forsvare sig. Jeg er alligevel optimistisk, for når det gælder den type kriminalitet, så har den i praksis altid eksisteret, hvad enten det er i den digitale eller fysiske verden. Derfor skal virksomheder og offentlige institutioner beslutte, hvor deres sikkerhedsniveau skal ligge. Vi skal være ambitiøse, så sikkerhed i den digitale verden bliver styrket.«

Jim Hagemann Snabe vender i samtalen flere gange tilbage til Tesla som et eksempel på en virksomhed, der er helt i front, når det gælder integration af den fysiske og den digitale verden. Han kører selv Tesla og oplever i lighed med alle andre Tesla-ejere, at natlige opdateringer af bilen løbende forbedrer produktet:

»Vi skal væk fra at se det, vi fremstiller, som et produkt, der er færdigt, når det forlader fabrikken. I stedet skal vi se det som noget, der kan forandre sig over tid. Det betyder også, at vi – både når det gælder ledelse og konkrete opgaver – skal væk fra lange og statiske specifikationer og i stedet omstille udviklingsprocesserne til en lang række iterationer, hvor vi hurtigt kan ændre retning. Hvis vi gør det, så tror jeg, vi i fremtiden kan overlade alt det kedelige og farlige arbejde til maskinerne, så vi kan bruge vores kreativitet til at finde nye og bedre løsninger.«