Vi skal leve - ikke overleveSøren Langvad er pragmatiker, men plejer

sin livslange interesse for filosofi. Han er ateist, men erkender at der er mennesker, der ser dybere end han selv. Han har stemt kommunistisk, men har altid troet på, at det er det enkelte menneske, der gør forskellen Af Hanne Sindbæk &-redaktion@ing.dk Man skulle ikke tro det, men Søren Langvad har faktisk haft et hjerte af sten. Det er ikke årene, der har mildnet det, men et temmelig omfattende ki rurgisk indgreb, der indebar en femdobbelt bypass af de forstenede årer og en reparation af en utæt hjerteklap.

Nu lever han på tillægstid og er dybt taknemmelig. Var du bange, da det skulle ske? Ikke rigtigt. Jeg er lidt af en fatalist og mener, vi er sat på jorden for at leve - ikke for at overleve. Man kan jo ikke gøre noget i den situation - det er i andres hænder. Aftenen inden jeg skulle opereres, kom lægen ind for at snakke med mig, og jeg spørger, hvad han har tænkt sig at lave - foreslår lidt forsigtigt en dobbelt bypass? Det ved jeg ikke. Nu må vi se, når jeg får lukket dig op. Men det kan jeg sige dig. Hvis du ikke havde besluttet dig for at lade dig operere nu, var du død inden for tre til seks måneder! Sådan! Jeg tog hjem og spiste en bøf med min kone og drak et glas rødvin. Så tog jeg tilbage til hospitalet ved ti-tiden, og havde et par mærkelige timer. Klokken halv ni næste morgen går lyset ud for mig, og jeg vågner ved, at en dame siger: Så hr. Langvad, nu skal De trække vejret selv - det var dygtigt hr. Langvad!. Hvad tænkte du aftenen inden? Tjaa, lyset går ud, og enten vågner du, eller også gør du ikke. Men de par timer dér om aftenen, tænkte jeg på min familie - det var en kedelig aften, kølig og blæsende. Jeg tænkte på de gode stunder, jeg har haft med dem. Skrev et par breve, hvis nu...Men man er inde i en maskine, og man er ikke selv herre over, hvad der skal ske. Der var en sød sygeplejerske, der spurgte, om jeg var bange. Nej, hvad skulle jeg være bange for? Er det ikke lidt kækt? Nej det er faktisk rigtigt. Prøv at tænke det igennem. Hvad er det man er bange for? At dø! Jamen hvis du er død, hvad så? Jeg tror simpelthen, at når du dør, så er du væk - færdig med det! Der er ikke mere. Så længe du er her og nyder det hele og har det godt, så er det fint. Hvis du så ikke kan leve længere, så er det beklageligt...Det kunne ellers være sjovt at få en uge, en måned, et år til. Der er da ikke meget ved bare at være væk! Nej, jeg må da også sige, at jeg foretrækker livet på jorden - det er pragtfuldt. De gode filosoffer Har du altid været ateist? Da jeg kom i første klasse på Ny Carlsberg Vejen skole, startede man gudhjælpemig med at bede morgenbøn. Jeg vidste ikke engang, hvad det var! Og der var en masse bibelske billeder og undervisning i religion. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med religiøse aspekter, og det interesserede mig ikke så meget. Min naturvidenskabelige baggrund gør, at jeg ikke rigtig kan forestille mig en fortsættelse i en anden dimension. Men jeg har meget stor glæde af at læse de store filosoffer, og uden deres betragtninger ville det her være en ørken at leve i. Jeg er blevet lidt halvgammel og husker ikke så godt mere. Jeg husker alt fra ungdommens vår og frem, men det kniber mere at huske, hvor jeg var til selskab i sidste uge. Det er ikke behageligt. Det undrer mig især, at når jeg læser en bog og nyder det - så kan jeg dårligt nok huske indholdet en uge senere. Så kan man sige, det er lige meget, for nu er jeg jo snart færdig, men man vil jo gerne udvikle sig, så længe man går på Jorden. Filosoffernes, også de religiøses, synspunkter om, hvorledes man etisk skal opføre sig over for hinanden - dem følger du, hvad enten du er troende eller ej. Det er en del af ens liv, og det er glimrende. Hvad skulle man gøre uden dem? Tro kan være en trøst! Ja, og jeg respekterer dem, der tror - det er deres måde. Men hvad er meningen med livet? Hvorfor er vi her? Og hvor går vi hen? Kan du svare mig på det? Det er der ikke nogen, der har kunnet gøre. Så kan man filosofere over det, og hvis nogen føler trøst eller glæde ved en overbevisning om, hvor de går hen, så tillykke med det! Har du oplevet at stå over for ting, du ikke forstår? Ja, og derfor har jeg også dyb respekt for de mennesker, der kan se mere, end jeg kan se. For eksempel en arkitekt, der har en idé om, hvordan Pihl & Søns hovedsæde skal se ud? Når du møder et menneske som arkitekten Jan Søndergaard, så lytter du til hans ideer og bliver grebet af hans måde at fortælle på. Når det kommer til det praktiske, kan du sige, hov det der kan ikke være rigtigt! Men når han så forklarer, at det er bare dig, der ikke kan se det! Så må du nogle gange acceptere det, du ikke kan forstå, i tillid til at hans visioner på det punkt er bedre end dine. Er det ikke svært? Nej - det var det samme, da jeg blev opereret. Det er i andres hænder. Jeg synes, at når du her i tilværelsen træffer mennesker, du har tillid til, og de foreslår dig noget, du ikke helt kan gennemskue konsekvenserne af, så må du gøre op med dig selv i situationen, hvor stærk din tillid er. Tro og tillid er vigtigt Kan man sige sig fri for tvivl? Nej. Tvivlen gnaver altid. Men det er en afvejning af konsekvenserne af, at den beslutning, du træffer, er forkert. Hvis de er til at overskue, er det til at bære. Hvordan klarer du din tvivl? Som ingeniør og tekniker forsøger man at stille så mange cool facts op mod hinanden, som man nu kan skaffe sig. Tilbage står så et område, hvor du simpelthen må tro. Der er grænser for, hvor meget naturvidenskaben kan hjælpe dig, når det kommer til sådan noget som tillid, som at lytte til andre. Men når man så har besluttet sig, så er man ikke i tvivl mere. Så står man 100 procent bag sin beslutning. Det skal man som leder, ellers går det ikke. Bagefter kan det vise sig, at jeg idiot alligevel besluttede forkert, og så ærgrer jeg mig grænseløst. Men man skal ikke græde over spildt mælk. Kan man lade være? Det kan være svært. Men så længe du er interesseret i morgendagens begivenheder, lægger du det andet bag dig, fordi du bliver overvældet af nye begivenheder, nye muligheder. I mit erhverv dukker der nye opgaver op i en lind strøm, og de går ikke alle, som man forestiller sig. Der kan være store problemer - uheld, der kan få langtrækkende konsekvenser for firmaet. Hvis man ikke er i stand til at lukke det ude, når man kommer hjem, så kan man ikke overleve som leder. Man er nødt til at kapsle det ind. Så når noget går galt, så pist pist, vifter jeg det til side, og ja tak, næste nummer. Nye muligheder giver blod på tanden. Man har så mange bolde i luften - ni ud af ti fanger man aldrig, men den tiende kan vise sig at være en fan tastisk spændende opgave - og en forfærdelig byrde. Storebæltsbroen var for eksempel en frygtelig byrde, mens Øresund har været en fornøjelse. En byrde for dig personligt? Ja det er personligt en byrde - det belaster én, hvis man ikke kan finde forståelse for sine synspunkter. Nu står broen der, og jeg tænker på de mange tusinder, der har været involveret i at bygge den. Særligt på de ingeniører, som kun høstede vrøvl fra bygherren. Det er ikke sjovt. Man vil gerne have en vis anerkendelse, når man laver et godt stykke arbejde. Det kan være svært at kapsle ind? Det kan være vanskeligt. Sådan noget kan man godt tænke på om aftenen. Så tager man sig en ekstra whisky. Det er et glimrende middel til at udligne mindre differencer i nervesystemet. Tillid til den enkelte Hvad betyder kærlighed for dig? Det bliver værre og værre det her! Uden kærlighed kan du ikke leve dit liv - det ville være rædselsfuldt. Hvis ikke du for din kone, dine børn, venner og familie føler varme, forståelse og interesse, og de føler det for dig, så ville livet ikke være til at holde ud. Det er meget væsentligt. Er du politisk engageret? Jeg har aldrig været medlem af noget parti, men jeg støtter Venstre. Min politiske grundholdning er en tillid til det enkelte menneskes evne til at bestyre sit eget liv. Du får aldrig et udvalg til at barsle med en idé. En idé skabes inden i ét menneskes små grå celler under visse omstændigheder. Den største kreativitet ligger i det enkelte menneskes muligheder for at komme til orde og komme frem. Her i firmaet har vi en meget flad organisa tion. Der er tre direktører, og så er der en stribe ingeniører, som man sætter i teams alt efter opgaven. Selvfølgelig sker der nogle fejltagelser på den måde, men der sker noget. Har du flyttet dig politisk? Lige efter krigen stemte jeg på kommunisterne, men det var en reaktion på, at det gamle samfund havde spillet fallit. Men min grundholdning har egentlig været den samme. Statens opgave er at lægge rammer, ikke at lægge snærende bånd. Politikerne skal tage sig af hovedlinjerne, de skal fandeme ikke administrere vores liv. Jeg synes, det er gået alt for vidt. Der er ikke det område, hvor politikerne ikke blander sig. Det må ændre sig, for man kan ikke have et samfund, der kører på den måde. CO2-afgiften for eksempel - tror man, man kan regulere forbruget på den måde? Og det er uærligt at kalde det for en afgift, når det i virkeligheden er en ekstra skat. Synes du ikke, vi forbruger meget? Jo og hvad så? Til syvende og sidst er det hele jo stykket sammen af nogle kemiske grundstoffer. Kvantumet af dem bliver ikke ændret så forfærdelig meget - det er de samme grundstoffer, der bliver flyttet rundt på. Tror du, der er en balance i det? Det er klart, man kan bringe det noget ud af balance. Spørgsmålet er hvor meget. Jeg læste en bog forleden af Kristof Glamann, Time out hedder den. Han skriver, at hvis man tager tiden fra Big Bang, som fandt sted for 10-15 mia. år siden - og forestiller sig det som en årskalender, hvor Big Bang er 1. januar, så skal man helt frem til lige før jul, før de første pattedyr dukker op. Hvis man ser på homo sapiens' rolle, har den ikke varet meget længere, end det tager rådhusuret at slå 12 midnat 31. december. Så meget tid har vi haft, og så forestiller vi os gudhjælpemig, at vi seks mia. mennesker og vores virke skulle afstedkomme de store katastrofer. Det har jeg svært ved at forestille mig. Jeg har grebet chancerne Hvad har det betydet for dig, at du tilbragte krigs årene uden for Danmark? Det har jeg aldrig haft det godt med...det har jeg ikke. Da jeg var blevet student på Island, ville jeg melde mig som frivillig i England, men det syn tes mine forældre ikke, var en god idé, og jeg havde måske heller ikke det mod. Det har jeg ofte tænkt på siden, at jeg skulle have gjort anderledes. Har du ellers nået det, du ville i livet? Jeg har nået meget. Jeg tror ikke, man sætter sådan et program op. Det, man gør som ung ingeniør, er at man kaster sig ud i mulighedernes verden, og når man så får chancen for at kunne blive ved at udvide de muligheder og gør'et, ja så er man kommet hertil. Hvilke mål skulle man sætte sig? Være med til at bygge Storebæltsbroen, bygge sig et hus, få en større omsætning. De mål har jeg ikke sat mig. Det er kommet peu à peu. Jeg kan kaste op, når jeg hører virksomhedsledere sige, at de har lavet en strategisk plan. I vores tilfælde er det en successiv approksimation! Vi har løbende tilpasset os. Det væsentlige er at være levende og åben over for de muligheder, livet giver dig. Du kan lade være at lægge dig hen på sofaen, og i stedet gribe chancerne - det har jeg gjort. Ville din far være stolt af dig? Det tror jeg helt sikkert. Tænker du over det? Ja det gør jeg faktisk. Jeg besøger hans grav et par gange om året og tænker på den gode tid, vi havde sammen. Han lavede et kæmpe arbejde. 25 år hos Højgaard & Schultz, og så køber han det her, som var et lille murerfirma, med støtte fra banker, og han var heldig. Den, der er flittig, er også tit heldig? Ja, det følges nogen gange ad, men der er også mennesker, der er flittige og som er uheldige. Hvis du dratter om i morgen, vil du så sige, du dør lykkelig? Ja det må jeg sige. n