»Vi skal alle være glædespredere, ikke møgspredere«
»Man kan ikke bare forvente som arbejdstager, at det er chefens ansvar at skabe arbejdsglæde. Vi har allesammen et personligt ansvar for at være glædespredere og ikke møgspredere.«
Sådan lyder det fra den ene medforfatter til en ny bog, der definerer begrebet ‘medglæde’. Bogen, der simpelthen hedder ‘Medglæde’, er skrevet af Jesper Bay-Hansen og Sara Skaarup, der begge tidligere har udgivet selvhjælpsbøger om blandt andet lykke og parforhold.
Klik her, hvis du vil indenfor på et jobsite, der er målrettet ingeniører.
‘Medglæde’ er den modsatte følelse af misundelse og dækker slet og ret over kunsten at glæde sig på andres vegne. Bogen behandler begrebet i alle aspekter af livet, herunder også på arbejdspladsen, hvor duoen giver gode tips til, hvordan du sætter gang i medglæden på jobbet.
»Man skal ikke gå og vente på, at arbejdspladsen arrangerer en workshop eller sender folk på kursus. Man skal selv tage ansvar, og når først man begynder at udvise medglæde i det små, er det erfaringen, at det bliver en rullende snebold,« siger Jesper Bay-Hansen.
Helt konkret handler det i høj grad om at åbne op og italesætte små og store succeser i hverdagen både over for sig selv og hinanden. Men det er ikke nok med et halvforkølet ‘tillykke’.
For at skabe en god ‘medglæde-kultur’ er det nødvendigt at sætte sig ind i årsagen til kollegernes glæde og lykønske og rose dem fra ‘et autentisk sted’.
»Det er vigtigt, at alle lykønskningerne ikke bare ender i floskler og upersonlige skulderklap, men at man i stedet konkretiserer og målretter sin ros og komplimenter. Eksempelvis kunne man sige: ‘Tillykke med det nye hjørnekontor. Jeg ved, hvor meget du har kæmpet for det’,« siger Jesper Bay-Hansen.
Selvom medglæde også kræver, at danskerne gør op med jantelovsmentaliteten og bliver bedre til at fejre egne succeser, er Jesper Bay-Hansen ikke i tvivl om, at konceptet er klar til at indtage de danske arbejdspladser.
»Jeg får rigtig mange bookinger på foredrag inden for det her emne, fordi det har interesse for arbejdspladser som helhed. Mange tænker om arbejdsglæde, at det er en individuel ting. Det handler jo meget om teamwork og det at mødes i fællesglæden - det er dét, medglæde kan,« siger han.
