Vi selv er det største mysterium
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Vi selv er det største mysterium

På en måde er selvet et af de mærkeligste emner at studere. Vi lever vores selv hvert sekund af vores liv. Vi befinder os midt i det, og derfor sætter vi som regel ikke spørgsmåstegn ved det.

Samtidig har vi kun vores egen subjektive oplevelse af selvet og ikke nogen præcise eller strukturerede - måske filosofiske - overvejelser om, hvad selvet egentlig er.

Netop derfor er det selvfølgelig også et af de mest interessante emner at studere. Selvet har egenskaber, lovmæssigheder og funktionsmåder, og der er en voksende forhåbning om, at dele af det kan studeres med naturvidenskabelige metoder - og at det kan bidrage til forståelser af os selv.

Det er først de seneste 30 år, at selvet igen er kommet på den videnskabelige og filosofiske dagsorden efter en lang periode præget af behaviorisme. Og kun de seneste 10 år har det været et centralt forskningsobjekt.

»Det skyldes, at man i mange år ikke mente, at det var muligt at studere bevidstheden - det var for subjektivt, og man havde ikke videnskabelige data,« forklarer professor i filosofi Dan Zahavi fra Københavns Universitet. Han er leder af Center for Subjektivitetsforskning, der er finansieret af Danmarks Grundforskningsfond, og hans arbejde er blevet belønnet med adskillige priser, senest Carlsbergfondets store forskningspris på en million kroner dette efterår.

Holdningen til studier af bevidstheden skiftede imidlertid med en udvikling i teknologien til at måle hjernen. Det gav mange forskere blod på tanden i forhold til at undersøge bevidsthedsfænomener igen, forklarer Zahavi, der dog mener, at der kom for meget fokus på at kæde bevidsthedsfænomener sammen med naturvidenskabelige fænomener i hjernen.

Forskningsområdet er i eksplosiv vækst, men reelt er man kun lige startet. Selvom oplevelsen af selvet er akut og meget virkelig for os alle, så er selvet vanskeligt at definere.

Man er enige om nogle centrale elementer: Subjektiviteten, det at vi altid oplever i vores eget selv, og at de oplevelser aldrig kan komme uden for det. 'Sense of agency' - følelsen af at være den, der handler. Meget ny forskning viser også, at det sociale er dybt integreret i vores biologiske system.

Et særligt element er bevidsthed. Det er en integreret del af selvet. Det er også sit eget store selvstændige forskningsområde, og her er man også kun i gang med at definere, hvad bevidsthed er for noget.

Det betyder, at der er intense diskussioner af, hvordan man skal definere selvet. På konferencen var der blandt andet en diskussion mellem narrativister og minimalister. Narrativisterne mener, at selvet bliver skabt som et forløb - en fortælling af elementer i personens liv, som danner et sammenhængende hele.

En idé som giver mening, hvis man overvejer, at stort set alt, hvad vi foretager os, er betinget af de ting, der er gået forud. Der er ikke en sætning, en bevægelse eller en tanke, der ikke fører tilbage til noget, der er sket før.

Minimalisterne derimod mener, at der findes et selv på et meget mere simpelt niveau. Groft sagt er der tale om et selv, så snart en organisme sanser noget - det vil sige, at så snart en organisme kan mærke noget uden for sig selv, så mærker den det i sit selv. Det betyder, at f.eks. babyer og dyr skulle have et selv.

Det sociale selv

Netop i diskussionen af, hvornår der kan optræde et selv, kom et af konferencens mest interessante øjeblikke. Det var italieneren Vittorio Gallese - berømt for at være medopdager af spejlneuronerne - der fortalte om en undersøgelse, der forsøgte at finde ud af, hvor tidligt vi er sociale.

Netop hans opdagelse af spejlneuronerne er det måske vigtigste argument for, at det sociale er dybt integreret i vores biologi. Spejlneuronerne er en særlig type nerveceller, som aflæser andre personers handlinger og sender en slags spejlsignaler ud i hjernen, som om vi selv havde gjort disse handlinger.

Nogle af forskerne på konferencen gik så vidt som at sige, at selvet bliver skabt i mødet med andre. Og at det sociale dermed er en central og helt integreret del af selvet.

Det forsøg, Gallese omtalte, havde undersøgt, hvordan tvillinger berører hinanden, mens de ligger i livmoderen. Umiddelbart kunne man tro, at de kun laver tilfældige berøringer af hinanden.

Men Gallese viste en video, hvor 14 uger gamle fostre berørte hinanden på ansigt og overkrop på en måde, der fuldstændig lignede den, som små børn bruger, når de rører hinanden - altså en nærmest demonstrativt forsigtig berøring. En grundig analyse af mange timers video viste en markant forskel på børnenes bevægelsesmønster, når de rørte sig selv i modsætning til, når de rørte den anden. En kraftig indikation af, at vi er sociale som 14 uger gamle fostre og dermed har socialitet som en neurologisk basis.

Det kan helbrede sygdomme

Diskussionen af selvet kan til tider virke som en nytteløs akademisk diskussion. Men faktisk er der tegn på, at man ved at analysere selvet kan få indsigt i nogle af vores psykologiske problemer og på den måde angribe psykiske sygdomme på en ny måde.

For eksempel mente psykologen Daniel Stern fra Genève, at traditionel psykoterapi var håbløs, fordi den bygger på, at terapeuten skal holde sig neutral. Han mente, at terapeutiske ændringer kun kan ske, hvis terapeuten engagerer sig i et personligt forhold til klienten.

Alzheimers er en sygdom, som kan blive omfortolket, når den møder forskning i selvet. Professor Stan Klein fra University of California fortalte om en undersøgelse, hvor forskerne havde udspurgt en kvinde, der led af Alzheimers, om hendes billede af sig selv.

Hendes selvbillede var af en venlig og social person. Da de spurgte personalet om deres opfattelse af hende, var det helt anderledes - mere i retning af en arrig og anstrengende person. Men så spurgte forskerne de personer, der havde kendt hende tidligere. Det viste sig, at det billede, hun havde af sig selv, stemte fint med deres billede af hende.

Der var flere skridt i analysen, men resultatet var, at Alzheimers måske ikke skal beskrives som en ødelæggelse af hukommelsen. I stedet kan det bedre beskrives som en manglende evne til at opdatere personens billede af sig selv. Det er en forståelse, der giver nye veje til behandling, og som måske også kan gøre det lettere for de pårørende at forholde sig til sygdommen.

Der er mange andre sygdomme, som måske vil blive forstået bedre, hvis de bliver analyseret som en skade på individets evne til at danne et selv. For eksempel har undersøgelser vist, at skizofrene mangler en helt fundamental neurologisk reaktion, der har at gøre med erkendelsen af deres egen krop.

Forskerne fandt kun på at undersøge det via overvejelser om selvet. Endnu ved ingen helt, hvordan det skal tolkes, men alle er enige om, at det er en påfaldende interessant iagttagelse.

Mange andre sygdomme synes at være relateret til dannelsen af selvet på en eller anden måde. Nogle af dem er indlysende - for eksempel anoreksi, der også har et socialt element.

Andre er eksotiske sygdomme - Dan Zahavi selv er dybt fascineret af sygdommen Anarchic Hand Syndrome. Den kaldes også Dr. Strangelove Syndrome. Det er sygdommen, hvor en persons ene hånd handler - om man så må sige - på egen hånd. Det fascinerende er, at hånden tilsyneladende har sine egne intentioner - betyder det så også, at der er et andet selv til stede?

Konferencen gav samlet set et billede af et enormt og diffust forskningsområde, der strækker sig fra Kierkegaards overvejelser til præcise ultralydsanalyser af 14 uger gamle fostres bevægelser i livmoderen.

Klare svar var der ikke mange af på konferencen - derimod en klar fornemmelse af et gigantisk og spændende forskningsprojekt:

»Udforskningen af selvet er et af de store forskningsprojekter i stil med udforskningen af genomet. Men i modsætning til det, tror jeg ikke, at vi på samme måde kan komme til endelige konklusioner,« mener Dan Zahavi. Derimod tror han på, at der kan komme nye indsigter og resultater, der vil være brugbare også på områder uden for de psykiske sygdomme.

Dokumentation

Læs mere om Dan Zahavi og Center for Subjektivitetsforskning her

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten