Vi fylder vores boliger med giftige flammehæmmere til ingen verdens nytte
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Vi fylder vores boliger med giftige flammehæmmere til ingen verdens nytte

Vi bliver udsat for farlige kemikalier til ingen verdens nytte, når f.eks. fjernsyn, computer, møbler, tekstiler og isoleringen i køleskabe indeholder en eller anden grad af bromerede flammehæmmere.

Adskillige forskere verden over er gået på barrikaderne og gør op med myten om, at flammehæmmerne gør vores hjem til et sikrere sted at opholde sig. Der findes simpelthen ingen uvildige undersøgelser, som konkluderer, at flammehæmmerne mindsker risikoen for at omkomme i en brand.

Industrien har ganske vist finansieret enkelte studier, som viser en effekt, men de bliver tilbagevist af uafhængige forskere. Blandt dem er den britiske professor Richard Hull fra University of Central Lancashire, der har skrevet over 100 videnskabelige artikler om brandkemi.

Han fastslår, at industrien tager fejl, når den tilskriver flammehæmmere en del af faldet i antallet af omkomne i brande i Storbritannien. Storbritannien har nogle af de skrappeste krav til at tilsætte flammehæmmende materialer til bl.a. møbler.

»Faldet i antallet af dødsfald begyndte allerede inden, de krav blev indført,« konstaterer han og henviser til en rapport udarbejdet af det belgiske konsulentfirma Arcadis for EU-Kommissionen.

Rapporten kortlægger brugen af flammehæmmere i Europa og udviklingen i antallet af tilskadekomne i brande. Konklusionen er, at der ikke er nogen forskel på lande med strenge krav om at benytte flammehæmmere og lande, som ikke har den slags krav.

Årsagen er, at flammehæmmere ikke forhindrer sofaen, fjernsynet eller køleskabet i at brænde, når først ilden har fået fat. Bliver temperaturen tilstrækkeligt høj, futter det hele af alligevel.

Flammehæmmerne kan primært forhindre en brand i at antændes af f.eks. en kortslutning, et stearinlys eller en tabt cigaretglød. Men det er i høj grad til debat, om det har nogen praktisk betydning i forhold til at forhindre dødsbrande.

Herhjemme findes heller ingen undersøgelser af, om flammehæmmerne har nogen betydning, fastslår formanden for Foreningen af Kommunale Beredskabschefer, Niels Mørup.

»Mange af de dødsbrande, jeg selv har set, og som jeg har hørt om, skyldes rygning. Effekten af den selvslukkende cigaret er nok større end effekten af at tilsætte flammehæmmere til sofaer og stole,« siger han.

Lektor Grunde Jomaas, der forsker i brandsikkerhed på DTU, er lidt forsigtig med at udtale sig, netop fordi der ikke findes undersøgelser.

»På den anden side er det svært at se argumentet for at tilsætte flammehæmmere, hvis ingen kan dokumentere, at de giver en bedre sikkerhed i hele brandforløbet,« siger han.

De mest miljøskadelige bromerede flammehæmmere er allerede forbudt, men en række nye midler vinder frem. Spørgsmålet er dog, om også de gør mere skade end gavn.

»Det er lidt ligesom med doping. Man kan ændre en lille kemisk binding, og så er stoffet formelt et helt andet, der ikke står på den forbudte liste. Men det er ikke sandsynligt, at det har en totalt anderledes effekt på brandsikkerheden,« siger Grunde Jomaas.

Britiske Richard Hull hæfter sig ved, at der findes mange helt ugiftige brandhæmmende midler. Men de fleste af dem er mere besværlige at benytte end brom-forbindelser, der virker hver gang, hvis blot koncentrationen er tilstrækkeligt høj.

Han svarer derfor uden betænkningstid ja til, at bromerede flammehæmmere gør mere skade end gavn.

»Vi ved, at de bromerede forbindelser er skadelige, og at det let kan tage op til 40 år at fjerne dem fra miljøet,« siger han.

De fleste forskere er dog enige om, at nogle steder, f.eks. i offentlige bygninger, fly, tog, busser m.v., vil følgerne af en brand være så store, at brandsikkerhedsfordelene opvejer den øgede miljøbelastning. Det gælder blot ikke produkter hjemme i stuen - ud over måske komponenter, der er i direkte kontakt med elektroniske kredsløb, argumenter de.

Kemiingeniør Tom Nisted fra Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut er ikke lige så skråsikker. Han påpeger, at flammehæmmere i nogle tilfælde kan forhindre en brand i at udvikle eller brede sig. Desuden er nogle bromerede flammehæmmere vævet ind i polymeren og frigives derfor ikke til indeluften.

»I nogle tilfælde kan det være en rigtig god idé med bromerede flammehæmmere set fra et brandsynspunkt, mens det toksikologiske er ad h ... til. Så det er virkelig umuligt at overskue. Men det er klart, at vi skal begrænse brugen mest muligt,« siger han.

Fakta: Bromerede flammehæmmere

Nationale myndigheder, EU og internationale standarder kan stille krav til, hvor længe produkter skal være om at antænde, og hvor hurtigt de må brænde. For at opfylde de krav, benytter mange producenter bromerede flammehæmmere.

Flammehæmmere findes i byggematerialer, elektronik og eludstyr, tekstiler, skummadrasser i møbler, papir, gummi- og plastartikler, forseglinger, maling og spartelmasse. I alt har konsulentfirmaet Acabis identificeret over 700 anvendelser af flammehæmmere. Der har været produceret mindst 75 forskellige bromerede flammehæmmere fordelt på 21 stofgrupper.

De mest undersøgte og mest skadelige bromerede flammehæmmere er polybromerede difenylætere (PBDE). De minder i deres kemiske opbygning om en af verdens farligste miljøgifte, PCB, og de er meget svært nedbrydelige. PBDE'erne er blevet forbudt eller udfaset i flere tempi og anvendes stort set ikke i nye produkter.

Det bedst undersøgte af alternativerne er HBCD (hexabromocyclododecane), som bruges i de største mængder i isoleringsmaterialer kendt som celleplast. HBCD skal udfases fra produktionen i EU fra 2015 og står desuden til at blive reguleret af Stockholmkonventionen om persistente miljøgifte.

Dertil kommer en stribe andre bromerede flammehæmmere, herunder den mest udbredte tetrabromobisphenol A (TBBPA). Den nedbrydes langt hurtigere, men er ikke desto mindre fundet i bl.a. modermælk.