Vi er alle dårlige til at navigere gennem byen

Et eksempel fra studiet. De observerede fodgængeres ruter er vist i rødt, den 'mest direkte rute' er vist i gul og den korteste rute er den hvidprikkede. Illustration: Massachusetts Institute of Technology

Betonjunglen er ikke nem at navigere i for mennesket. Når vi skal kortlægge den hurtigste rute til det lokale bibliotek eller kiosken, forsøger vi at holde destinationen foran os - en adfærd der ikke giver den hurtigste rute.

Jo længere ruten er, jo større bliver afvigelsen fra den optimale rute. Tidligere forskning har forklaret det med, at vi bruger diverse kendetegn i byen som pejlemærker, og at vi konstant fejlvurderer længden af gader.

I et nyt studie, der er bragt i det videnskabelige tidsskrift Nature Computational Science, analyseres et datasæt bestående af 552.478 semi-anonymiserede menneskelige ruter foretaget af 14.380 fodgængere i to større amerikanske byer - Boston og San Francisco.

Med den data kunne forskerne udvikle en model, der var i stand til at forudsige de irrationelle ruter, deltagerne tog i deres dagligdag.

Resultatet viste, at den mest forudsigelige model, der altså repræsenterede den mest almindelige måde at navigere gennem byen, ikke var den hurtigste. I stedet forsøgte den at minimere vinklen mellem den retning, en person bevægede sig, og linjen fra personen til destinationen. Forskerne kalder det “the pointiest path”, der kan oversættes i stil med “den mest direkte rute”.

Det mønster kunne ses både for borgere i Boston, der er kendt for at have snørklede gader, og i San Francisco, der har et rigidt, gitter-lignende gadesystem.

Hold øje med løverne!

Strategien kendes som ‘vektor-baseret navigation’ og er en måde at opbygge en rute baseret på vinkler, der gør det muligt at have front mod destinationen, mens man er i bevægelse. Det er også observeret i studier af dyr - fra insekter til primater.

Holdet bag studiet foreslår, at denne måde at navigere på er fordelagtig, fordi den optager mindre hjerneaktivitet, end det ville tage at udregne den korteste rute, og derved frigiver plads i hjernen til andre opgaver.

»Der lader til at være en afvejning, der tillader vores hjerneaktivitet at blive brugt til andre ting. For 30.000 år siden kunne det være at undvige en løve, mens det i dag kunne være at undvige en vildfaren bil,« siger Carlo Ratti i en pressemeddelelse fra Massachusetts Institute of Technology, hvor han er professor i urbane teknologier.

»Vektor-baseret navigation giver ikke den korteste rute, men det er tæt nok på og er meget simpelt for hjernen at beregne, forklarer han«

Vi er ikke optimale navigatører

En anden observation fra studiet er, at fodgængere har tendens til at vælge to forskellige ruter, når de bevæger sig fra hjem til destination og tilbage igen. Det skyldes ifølge forskerne, at en vektor-baseret navigation fører til en asymmetrisk rute gennem gadesystemet i byer.

Studier af dyrs adfærd og hjerneaktivitet, særligt i hippocampus, har også vist, at hjernens strategier for navigation er baseret på at udregne vektorer. Det adskiller sig meget fra computerens algoritmer, der bruges af vores smartphones eller GPS-enheder, der, baseret på de kort, de har lagret i hukommelsen, kan udregne den korteste rute mellem to punkter nærmest fejlfrit.

De kort har dyrehjernen ikke adgang til, og derfor bliver den nødt til at finde på alternative strategier. Forskerne pointerer, at navigation ved hjælp af referencepunkter, landemærker og vinkler er en meget naturlig måde at bygge en algoritme til at orientere sig og beregne fart på. Det baserer sig alt sammen på de erfaringer, dyret tidligere har gjort sig, når det har bevæget sig rundt i verdenen.

Summasummarum er, ifølge Carlo Ratti, at mennesket ikke er de optimale navigatører.

Emner : Forskning
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

bestod vore forfædres verden, da de havde opgivet livet i træerne, jo ikke af en labyrint a la en by. Man kunne overskue en del (bortset fra dem, der gemte sig i græsset). Der var ikke så meget, man skulle gå uden om (træer, klipper, slugter, vandhuller og sådan noget). Så at opsøge nærmestye vandhul var rimeligt ukompliceret.

Hvorimod vi nok i dag meget sjældent har et detaljeret kort i hovedet. Vi mangler det overblik, der kunne lede til en beregning af ruten.

For en taxachauffør ser verden nok helt anderledes ud.

Der er dyr, der siges at være ret gode til at navigere i labyrinter. Rotter er standardeksemplet, men nogle skildpadder skal være meget bedre.

  • 6
  • 0

Også er der forskel på mænd og kvinder: Mænd finder oftere vej ved at sætte en retning, kvinder finder oftere vej ved at gå efter ting de genkender.

Det giver god mening, dengang i Afrika, hvor mændene efter at have løbet et dyr ind skulle finde vej tilbage til lejren. Kvinderne, som typisk har været samlerne, skulle finde tilbage til "de gode svampesteder".

Et helt andet element er træning. Med GPS er der rigtig mange, der ikke øver at finde vej, og dermed ikke kan finde vej.

  • 11
  • 1

Nu kunne der også være andre forklaringer idet jeg antager at folkene bag undersøgelsen har taget ting som at ikke alle veje er lige lette (fysisk) for fodgængere i USA. F.eks. kan gader i mange byer mangle fortorv.

Der kunne også være ting som trykhed - mange gange er et kvarter på "den anden side af gaden" ret forskelligt fra det man befinder sig i nu. Måske fodgængere forsøger at undgå et mere utrygt kvarter - eller vil holde sige til store gader fordi der er mere trafik her?

  • 11
  • 0

Da jeg bil pendlede til provinsen, lagde jeg gladeligt 25% til distancen for at undgå at køre mindre stop and go.

Og det var for at spare hjerne energi med at forsøge at finde en løsning ud af trængslen.

Da jeg fandt løsningen kunne jeg vende tilbage til den korteste rute, og fraværet af trængslen frigav hjernen til at beskæftige sig med lige det som faldt mig ind.

Den energi blev med det samme brugt på at forbedre det nye trængsels opløsende transportmidel (el-cyklen) så den blev komfortabel at køre på, da jeg bor i en by/land med en antikvariske tankegang når det gælder cykel transport. Det lod sig heldigvis gøre, og nu kan jeg køre der hvor ingen andre kommer.

Nu er min daglidag ind mod kbh city og jeg vælger mellem 20-30 forskellige kombinationer af omveje, bare fordi min hjerne godt kan lide den slags stimulation, og jeg kan vælge der hvor larm og grim lugt er mindst.

Når jeg kommer til en ny by i Danmark eller udlandet, skal jeg bare bede google map om at huske hvor min bil er parkeret, også er det bare afsted på opdagelse.

Hvor er vi privilegerede i 2021

  • 3
  • 0

folk navigerer i "det kendte" og i "det sikre rum", derfor er vejen ikke den korteste, men de når frem som de havde planlagt. En lige streg på globussen er jo heller ikke logisk.

  • 3
  • 0

For det første er det selvfølgeligt en fejl i studiet kun at se på, hvor lang en given rute er (eller hvor lang tid det tager at følge den) uden også at medregne den tid det tager at navigere.

Hvis jeg skal bruge ekstra tid på at måle forskellige ruter op på et kort inden jeg tager afsted skal den tid regnes med i den samlede rejsetid.

Det samme gælder tid jeg skal bruge på at læse vejskilte undervejs og først og fremmest den tid jeg eventuelt skal bruge på at finde tilbage på en ny optimal rute efter at jeg har navigeret forkert.

Kortet i artiklen viser en strækning i Boston på ca. 1km, hvor max forskel mellem de viste ruter er ca 100m I følge Google Maps er den "spidseste" rute faktisk den hurtigste at spadsere (10min) mod 11 minutter for den "korteste" https://www.google.com/maps/dir/42.3559482...

Den simpleste af ruterne (High street - Sommer street) tager "hele" 12 minutter at gå.

Der skal ikke megen fejlnativation til for at 1-2 minutter er spildt.

  • 5
  • 0

Flere steder bliver man også nærmest sluset igennem en given rute i butikken, så man lettere får lokket kunderne til at se hele udvalget. Der er sådan set fair nok, men ikke altid praktisk i relation til det man har tænkt sig at købe. Jeg kan snildt løbe ind og hente præcis det jeg skal bruge og så ud igen. Men kvinder kan godt have tendens til at stå og "hygge" lidt ved "eventyrhylderne" i f.eks Netto, med diverse tilbud på ting.... man ikke altid har brug for. Og helt enig i at en kortere rute bestemt ikke er ensbetydende med at den føles kortere. Nu bruger jeg lige Netto eksemplet igen. For når folk maser sammen om parkeringspladserne tættest på indgangsdøren til butikken. Så er der heldigvis masser af plads 5-10 m længere væk... hvor man lettere kan parkere uden så mange chancer for buler/ridser i lakken. Man kan jo heldigvis nogle gange benytte sig af de muligheder, som kommer frem, ved de til tider spøjse ideer, som majoriteten benytter sig af.

  • 3
  • 1

Jeg vil nu stille mig meget skeptisk overfor, om man kan udlede sådanne konklusioner ud fra den slags data, medmindre man har bedt alle forsøgsdeltagerene om altid at forsøge at vælge den korteste rute fra A til B under dataindsamlingens løbetid. For mig lyder det dog som om, at forfatterene blot har antaget, at mennesker forsøger at distanceoptimere, og derpå konkluderer, at det kan de ikke finde ud af. Men hvis ikke man ved, om forsøgspersonerne overhovedet har forsøgt at distanceoptimere, så kan kan man jo ikke konkludere, at de ikke kan finde ud af det. Som andre har nævnt kan der være massevis af rigtig gode grunde til ikke at distanceoptimere, og selv til fods er distanceoptimering ikke altid ækvivalent med tidsoptimering. Det kan godt være, at forfatterne påstår, at de kan se i data, at det ligner, at folk forsøger at holde målet foran sig, men vil man ikke altid kunne se sådanne tendenser, uanset valgt strategi? Det vil i hvert fald være mærkeligt, hvis målet kommer til at ligge bag en i særligt mange tilfælde, og i en grid-by, så må “foran sig” jo rimeligvis dække over alt indenfor en vinkel på 45 grader, hvis man bevæger sig fra hjørne til hjørne.

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten