Verdens største solvarmeanlæg på vej ved Silkeborg
Med sine 12.436 solfangere bliver anlægget på Sejling Hede ved Silkeborg verdens største af sin slags og kommer med sine 80.000 MWh årligt til at dække 20 procent af det årlige varmeforbrug i Silkeborg svarende til 4.400 husstande.
Anlægget opføres af fra Arcon-Sunmark fra Skørping og er første led i Silkeborg Kommunes målsætning om udelukkende at producere CO2-neutral varme i 2030.
En større plan
Solvarmeanlægget og effektiviseringen af byens kraftvarmeværk, hvor også et røggaskondenseringsanlæg er i støbeskeen, er første del af en større plan for at omlægge varmeforsyningen i Silkeborg.
Læs også: Markant sporskifte: Fjernvarmeværker går fra naturgas til sol
Udover målsætningen om at være CO2-neutral i 2030, er en af hovedårsagerne til investeringerne i Silkeborg også at det såkaldte grundbeløb, som gasfyrede kraftvarmeværker får for at stå til rådighed som elproducent, bortfalder ved udgangen af 2018.
Imødekommer udgift på 100 millioner
Med tiltaget imødekommer og neutraliserer Silkeborg Forsyning således en stigning i omkostningerne på 100 millioner kroner, som ellers ville have ramt borgerne i 2019, vurderer kommunen. Kommunen håber, med opførslen af solvarmeanlæget, fremadrettet at kunne sikre kunderne en stabil udvikling i fjernvarmeprisen.
Det 156.694 m2 store solvarmeanlægget opføres i totalentreprise af Arcon-Sunmark og vil være i drift med udgangen af 2016.
