Verdens største sluseporte af glasfiber på plads i Holland

Verdens største sluseporte af glasfiber på plads i Holland

Verdens største sluseport af glasfiber er blevet installeret ved den hollandske Wilhelminakanaal. Glasfiberen giver en op mod tre gange så lang levetid som både træ- og stålporte, ligesom den kræver minimal vedligeholdelse.

To store sluseporte på hver 12,9 gange 6,2 meter er blevet installeret ved den hollandske Wilhelminakanaal nær Tilburg. Det er verdens største af slagsen udformet i glasfiber.

Portene er opbygget af et patenteret materiale ved navn InfraCore Inside, som er et stærkt fibermateriale, der vejer markant mindre end traditionelle materialer, hvilket ikke blot gør selve portene, men også installationen af disse betydeligt lettere.

De er opbygget i en sandwichkonstruktion, hvor øverste og nederste skal hænger uløseligt sammen, hvilket skulle gøre portene modstandsdygtige over for stort tryk.

Samme massefylde som vand

Portene er konstrueret af FiberCore Europe, og det fremgår af virksomhedens hjemmeside, at levetiden for fiberportene er op mod tre gange så lang som for stål- og træporte, der traditionelt er blevet brugt ved sluser.

Derudover kræver de minimal vedligehold, blandt andet fordi fiberportene har stort set samme massefylde som vand, og der derfor vil opstå mindre slidtage på drejepunkterne, oplyser FiberCore Europe.

Portene, der er designet til at kunne modstå en højdeforskel i vandstanden på 7,9 m, løb i 2014 med en Water Innovation Award på grund af deres bæredygtighed og lave omkostninger.

Sluseportene måler 12,9 gange 6,2 meter, men vejer markant mindre end traditionelle porte lavet af træ eller stål. Hvor meget de vejer, oplyser FiberCore Europe ikke. (Foto: FiberCore Europe)

Kommentarer (8)

... er jo så ikke ret meget større end min glasfiberbåd på 11,8 x 3,0 m.

Skroget er støbt i 1986, men er i en stand så det ligeså godt kunne være trykket ud af formen i går.

Den danske lystbådeindustri blomstrede med glasfiberen i 60-70-80-erne, men deres største problem i dag er at de både de byggede i 60'erne, stadig er som nye i dag, såfremt de bare er holdt nogenlunde tørre indenbords.

Vindmøllevinger laves i dag i over 80 m længe, så det var da på høje tid nogen fandt ud af at lave sluseporte i dette fantastiske langtidsholdbare materiale.

  • 10
  • 0

Det har længe undret mig, at man ikke har fabrikeret gang- og cykelbroer i glasfiber. Er det ikke muligt?

Men hvordan er det lige med bortskaffelse af glasfiber. Det kan vist ikke ske på en særlig miljørigtig måde?

  • 4
  • 0

er jo så ikke ret meget større end min glasfiberbåd på 11,8 x 3,0 m.

Denne port er dog forhåbentlig lidt mere massiv end din båd :)
og på det rent tekniske plan skulle den også gerne være lidt mere kompliceret end de håndoplagte skaller man bruge til lystbåde.

Jeg er en lille smule interesseret i hvordan det præcist fungerer, når de siger at der er lavet med "InfraCore Inside", men syntes ikke jeg bliver voldsomt meget klogere af deres hjemmeside.

  • 2
  • 0