Verdens største net af wifi-hotspots i New York baseres på cirkulær økonomi
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Verdens største net af wifi-hotspots i New York baseres på cirkulær økonomi

Det er en af den cirkulære økonomis mest markante udfordringer: Hvordan sikrer man en cirkulær tilgang til ny teknologi, når mange teknologier allerede nærmest er forældede i det øjeblik, de rammer markedet?

Det er den nød, bystyret i New York City forsøger at knække i forbindelse med udrulningen af over 7.500 gratis wifi-hotspots med gigabitforbindelser – døbt LinkNYC – som i disse år skyder op af The Big Apples fortove som erstatning for byens ikoniske telefonbokse.

For hvordan sikrer man sig, at disse hotspots også er nogenlunde moderne om to, fem og ti år i en verden, hvor elektronikprodukter – bare se på smartphones – typisk kun har ét til to års levetid, før næste generation sender dem i døden?

Kunsten har med andre ord været at sørge for, at LinkNYC ikke ender samme sted som telefonboksen og allerede om få år fremstår som en håbløs anakronisme, lyder det fra byens innovationschef, Jeff Merritt.

”Hvis vi virkelig skal tale om cirkulær økonomi, er vi nødt til at se teknologi som ikke bare en katalysator for cirkulær økonomi, men også som noget, der kan transformeres og ændre sig over tid,” sagde Jeff Merritt, da han tidligere på ugen var en af panelisterne på en session om nye teknologier som katalysator for cirkulær økonomi på Smart City Expo-konferencen, der finder sted i Barcelona i disse dage.

Bygget til morgendagens behov

LinkNYC er grundlæggende en smal aluminiumskonstruktion, der er udstyret med wifi-hotspot, telefonoplader, tablet, infoskærm, nødopkaldstelefon, jackstik, mikrofon og højtaler samt indbygget lys. Altså en enhed, der, i modsætning til telefonboksen, er multifunktionel og dermed i sin grundidé flugter med principperne i cirkulær økonomi.

Men også i designet har man forsøgt at skabe noget, der har så lang levetid som muligt, forklarer Jeff Merritt.

Den indbyggede tablet er eksempelvis Android-baseret og dermed open-source. Tilsvarende er designet på samtlige standere modulært, så de enkelte komponenter løbende kan udskiftes. Endelig skal hver stander kunne levere wifi på gigabit-niveau, cirka 200 gange hurtigere internet end det gennemsnitlige offentlige hotspot i dag - også selvom mange forbrugere slet ikke har brug for den slags hastigheder endnu, og meget forbrugselektronik ikke er bygget til den slags hastigheder.

”Men vi får brug for gigabit-hastigheder i fremtiden. Så disse standere er bygget til morgendagens behov, ikke nutidens,” forklarer Jeff Merritt.

”I sidste ende handler det om at finde en balance mellem at benytte teknologier, der giver højere effektivitet og et bedre udbytte, uden at de samme teknologier fuldstændig underminerer ideen om en cirkulær økonomi.”

Ny forretningsmodel

Udrulningen af LinkNYC skal ske over de næste 12-15 år, og ifølge Jeff Merritt betaler bystyret ikke én krone i etableringsomkostninger.

Installation og drift varetages således af den private udbyder, der fik opgaven. Forretningsmodellen er bygget op på, at hver standers skærm – takket være de data, der kommer fra brugerne – kan levere hyperlokale reklamer, der er skræddersyet de borgere, der benytter standen eller bor i området. Indtægterne fra disse reklamer deles 50/50 mellem den private udbyder og bystyret.

Jeff Merritt uddybede i øvrigt, at New York Citys postkasser meget vel kunne blive næste ikon, der står foran at skulle udraderes fra gadebilledet. I en tid, hvor ingen stort set sender traditionelle breve, men derimod kun pakker, har de ligesom telefonboksen udtjent deres værnepligt. Spørgsmålet er bare, hvad de i stedet kan bruges til.

Smart City Expo er verdens største konference om smarte byer. Årets udgave i Barcelona er den femte af slagsen, og den forventes at samle over 14.000 gæster og over 350 oplægsholdere. Flere danske kommuner og Clean-klyngen er repræsenteret på en dansk pavillon.

Ingeniøren er inviteret til World City Expo af Siemens, som har betalt alle udgifter.

Se firmaets e gen præsentation af løsningen her:

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg synes det er en fantastisk idé!

Så dyrt som internet er i Danmark, samtidig udbyder næsten ingen steder offentlig tilgængeligt internet, så du skal have dit eget, så synes jeg det er en virkelig god idé som NYC har fået sig her.

Det kunne man lærer meget af i Danmark!

Hvis man skal tro Samlino.dk og deres artikel her: https://www.samlino.dk/blog/bredbaand-her-... (Hvilket jeg ikke er sikker på man skal) Så er det jo, ja undskyld mit sprog, pisse dyrt!

Danmark er af lave!

  • 1
  • 3

Så dyrt som internet er i Danmark, samtidig udbyder næsten ingen steder offentlig tilgængeligt internet, så du skal have dit eget, så synes jeg det er en virkelig god idé som NYC har fået sig her.

@ John Persson Jensen

John har du hørt om 3G og 4G? Der er ikke brug for offentligt tilgængeligt WiFi, og slet ikke hvis det skal betales over skatten.

Ladestationer til de glemsomme er der måske et begrænset behov for. Men næppe i fremtiden, hvor batterier skal række betydeligt længere.

Og så er det et storby-fænomen. Nok er der private virksomheder som vil udbyde sådanne services i en by med 18 millioner indbyggere, men konseptet har ingen chance for folk udenfor metropolerne.

Generelt er jeg imod det offentlige skal "betale" for internet til sine borgere. Vi skal jo blot betale det over skatten, også selvom vi ikke bruger det. Selv venstrefløjen ønsker brugerbetaling (betalingsring) for bilisterne. Det er mest fair, at dem som bruger tjenesterne også betaler for dem. Og her findes altså masser af private tilbud, og i øvrigt dør man ikke uden konstante opdateringer af facebook.

  • 6
  • 3

Som jeg læser det, er der tale om en informationsinfrastruktur, der betales af reklamer på standerne og af den information om brugerne og deres bevægelser, der samles ind.

Og bliver den cirkulær, blot fordi enkeltelementer kan smides væk og erstattes med nyt, når det bliver forældet eller defekt?

Er JFDecaux buslæskærme også blevet cirkulære, fordi glasset i dem kan udskiftes, når der er brug for det, og reklamerne skiftes, når det er tid til nye budskaber?

  • 11
  • 0

Det er rigtigt: Artiklen slynger om sig med vendingen "Cirkulær" uden at gøre sig nogen anstrengelser for at fortælle hvad der menes. Forventes det mon at være indlysende?

  • 9
  • 0

Det er vel smart nok om det så holder 10 år eller 100 år. Er der kunder nok til at det på en eller anden måde kan betale sig. For det er vel et tilbud på linje med bycykler?

  • 0
  • 0

Det er et wifi hotspot. Måske et ok smart et.

Det har ikke noget som helst med cirkulær økonomi at gøre. Der er meget lidt "smart city" i det. Der er til gengæld bullshit i lårtykke stråler.

  • 8
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten