Britiske Rolls Royce er nu officielt gået i gang med at samle verdens største jetmotor på sin demonstrations-fabrik i Derby i Storbritannien.
Motoren, kaldet Ultrafan - UF001, får en diameter på 3,5 meter og ventes færdig i slutningen af i år, hvor den skal testes på Rolls Royce nye teststed kaldet Testbed 80, som firmaet har brugt knap en milliard kroner på at bygge.
Og hvad er Ultrafan så for en størrelse?
Jo, først og fremmest er der tale om er videreudvikling af firmaets Advance-koncept, der bød på en række forbedringer af firmaets succesrige Trent-motorer. På flere områder blev der i Advance-motoren arbejdet med nye materialer i form af eksempelvis særlige keramiske lejer. I Advance-motoren blev der også indført flere trin i højtrykskompressor- og turbinedelen, ligesom kølingssystemet blev ændret.
Ultrafan-motoren vil ligesom Advance-motoren og de nyeste Trent-motorer være med et såkaldt trespolet design (tri-aksialt), men i tilfældet med Ultrafan-motoren vil den midterste IP-turbine drive højtrykskompressoren og fanen via et gear. Gearingen gør det muligt at få IP-turbinen til at snurre hurtigere, så turbinen kan bygges mindre og mere kompakt. Og endelig, så giver det mulighed for, at Rolls Royce helt kan fjerne den bagerste lavtryksturbine i motoren.
Justerer fanbladene under flyvning
Hvor Advance-motoren har introduceret kulfiber i form af blandt andet en motorindkapsling i kulfiber, så tager Ultrafan-motoren det er skridt videre ved at udskifte de hule titanium fanblade med kulfiberblade. Det gør at Rolls Royce kan spare 340 kilogram per motor i kombinationen med en række andre materialeforbedringer, fremgår det af firmaets pressemateriale, som man kan gå på opdagelse i her.
Læs også: Jumbojet letter med kulfiberblade i jetmotoren
En helt afgørende teknologisk forbedring er, at motoren kan vinkle sine fanblade under flyvningen, så de arbejder optimalt og kan justres til de forskellige faser af flyvningen. Med de nye teknologier mener Rolls Royce at kunne lykkes med en hidtil uset overordnet tryk ratio på 70:1, der er udtryk for forskellen mellem trykket foran og bagved kompressoren.
På samme tid er den såkaldte bypass ratio, der er udtryk for, hvor meget luft, der passerer gennem kernen, oppe på 15:1. De nye forbedringer giver ifølge Rolls Royce en brændstofbesparelse på 25 procent i forhold til de tidlige Trent-motorer fra 90’erne. Og en fem procents forbedring fra Advance til Ultrafan-motoren, der også har videreført arbejdet med ny materialeteknologi i form af nye keramiske dyser, lejer og nye nikkellegeringer.
Gearboks på 50 MW
På fabrikken i Derby venter man nu på de første nøgleelementer. Fra Dahlewitz i Tyskland ankommer den 50 MW kraftige gearboks, mens Bristol i Storbritannien leverer fan-systemet. Og til den første test vil motoren køre på 100 procent såkaldt SAF-brændstof, der er udvundet af planterester og leveret af SkyNRG. For Rolls Royce ser for sig en fremtid, hvor motorer med flydende brændstof er uundværlige:
»Gasturbiner vil fortsætte med at være fundamentet for længere flyvninger i mange år endnu,« lyder det i en pressemeddelelse, der også forudser en transition til mere bæredygtige brændstoftyper, »som på den korte bane vil være dyrere end traditionel jetbrændstof«.
Rolls Royce levere i dag motorerne til Boeings nye 787 Dreamliner og Airbus’ endnu nyere A350 XWB, i form af motorerne Trent 1000 og Trent XWB. Rolls Royce er med serien af Trent-motorer i dag verdens næststørste leverandør af store turbofan-motorer til civil luftfart, kun overgået af General Electric.
