Verdens største 3D-printer skal bygge lavprisboliger

Ved et arrangement i Italien blev Big Delta i weekenden præsenteret for omverdenen. Den 12 meter høje 3D-printer bliver af Wasp, som er virksomheden bag printeren, beskrevet som verdens største af sin slags.

Wasp står for World’s Advanced Saving Project, og det er et navn, virksomheden stræber efter at leve op til. Formålet med printeren er nemlig at bygge lavprishuse, der skal komme den globale boligmangel til livs. Det skriver flere medier - blandt andet teknologisiden Gizmag.

Læs også: Kontorbygning med alt inventar skal 3D-printes

Husene skal printes så energieffektivt som muligt, hvorfor de skal bestå af materialer fra lokalområdet - eksempelvis mudder eller ler.

Hvor bombastiske visionerne for Big Delta end lyder, har målet hold i virkeligheden. FN spår således, at der på globalt plan er behov for næsten hundrede tusinde nye hjem om dagen i de næste 15 år.

Få tekniske detaljer

Wasp arbejder med 3D-print i forskelige formater og størrelsesordener. Sidste år fremviste de en 4 meter høj printer, der kunne printe strukturer af simple, men alsidige materialer som eksempelvis mudder og ler, og nu er de gået skridtet videre og har bygget den 12 meter høje Big Delta.

Printeren består af en metalstruktur med en diameter på 6 meter. Det roterende strålerør fungerer ud over printer også som mikser, der sikrer et homogent print, samtidig med at den efter sigende kun behøver meget få watt for at fungere. Tekniske detaljer om printeren er dog hidtil yderst sparsomme.

Læs også: 3D-print-hypen er ved at dø

Ifølge Gizmag er der allerede interesse fra lokalområder i Italien. Landsbyen Iglesias på det sydlige Sardinien har efter sigende lagt billet ind på at blive det første sted i verden, Big Delta sætter sit aftryk.

Klippet nedenunder viser den 12 meter høje Big Delta set fra luften.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fin lydeffekt, flotte trækroner, godt overblik over nogle søjlestrukturer og et læskur, flere trækroner.

Hvad i himlen skulle det videoklip give af information ?

Skal den globale boligmangel sprøjtes ud af mudder og ler ?

Det er ikke 1st. april endnu.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten