Verdens højeste storskærm-opløsning: 220 millioner pixels

En forskergruppe på University of California i San Diego har fremstillet en storskærm, der fylder en hel væg og består af ikke mindre end 220 millioner pixel, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Til sammenligning har en flot, stor fladskærm på 22" til en computer en opløsning på ca. 1,6 mio. pixel.

Den nye superskærm har fået navnet Highly Interactive Parallelised Display Space (HIPerSpace). Den høje opløsning adskiller den fra andre storskærme, således at detaljer kan ses meget tydeligt, selv når man er tæt på skærmen,

Skærmvæggen, der er fremstillet af 80 almindelige fladskærme fra Dell, drives af et tilsvarende antal grafikkort fra Nvidia.

Skærmen befinder sig i California Institute for Telecommunications and Information Technology, men er forbundet med et fiberlink til en anden storskærm i Irvine, der består af 200 millioner pixels.

»Vi har ingen planer om at stoppe her,« siger professor Falko Kuester i pressemeddelelsen.

»Vi planlægger en enkelt skærm med en halv milliard punkter og en distribueret løsning, hvor vi når helt op på en milliard pixels«.

Emner : Skærme