Verdens første flyvende tæppe er i luften
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Verdens første flyvende tæppe er i luften

Et flyvende tæppe er ikke længere en fiktiv genstand, der kun findes i gamle persiske fortællinger som dem i '1001 nat'. Nu findes en prototype, som kan holde sig svævende over et laboratoriebord, og den næste version skal kunne flyve frit.

Tæppet, som i virkeligheden er et tyndt stykke plastic med indlejrede, piezoelektriske aktivatorer og elektroniske sensorer, er konstrueret af ph.d.-studerende Noah Jafferis på Princeton University i New Jersey, USA, skriver BBC News.

Egentlig skulle Noah Jafferis have lavet et yderst respektabelt ph.d-projekt om at printe elektroniske kredsløb med nanoblæk. Men ved et tilfælde kom han til at læse en 'syret', teoretisk afhandling fra Harvard University om, hvordan en fleksibel, tynd plade bør kunne bevæge sig gennem et strømmende medium. Afhandlingen konkluderer direkte, at der ikke burde være noget i vejen for at konstruere et 'flyvende tæppe', der virker.

Hans vejleder i mikroelektronikgruppen, professor James Sturm, erkender, at tæppeprojektet indimellem har virket lidt dumdristigt.

»Det svære var at styre plasticarkets præcise opførsel, når det deformeredes ved høje frekvenser. Hvis ikke man kan forudsige nøjagtigt, hvordan det vil bøje sig, kunne vi ikke sende de rette styresignaler, så fremdriften virkede,« siger Noah Jafferis til BBC News.

Styringen krævede to års studier

Derfor brugte han to hele år på at positionere elektroniske sensorer overalt på arket, så det blev muligt at fintune bevægelserne ud fra sensorernes signaler. Og da han endelig fik styr på den opgave, begyndte 'tæppet' at opføre sig som forudsagt i Harvard-teorien.

Bølgerne, der løber hen over plasticarket, flytter det underliggende luftlag bagud. Resultatet er fremdrift, helt uden jetmotor, propel, aksler og anden tung mekanik.

Noah Jafferis er dog lidt ked af betegnelsen 'flyvning', for det associeres med fri bevægelse i hele lufthavet. Og hans svævende transportmiddel kan ikke løfte sig op i store højder. Det skal blive tæt ved jordoverfladen, nøjagtigt som en luftpudebåd.

Den første model, der kan holde sig i luften, er yderligere begrænset af ledninger ned til de batterier, der forsyner tæppet med den nødvendige energi. Så den kan ikke flyve længere end nogle få centimeter, før ledningernes længde standser den. Men Noah Jafferis er allerede i gang med at konstruere en version med indbyggede solceller. Den skal kunne svæve frit - men altså tæt på jordoverfladen.

2.500 kvadratmeter for at bære et menneske

Selv denne begrænsning kan give praktiske anvendelsesmuligheder, dog ikke inden for persontransport, som er den første tanke, når man hører om et flyvende tæppe. For med de nuværende materialer skal et tæppe, der kan løfte et menneske, være 50 meter på hver led.

En bedre anvendelse kunne være at bygge en flyvende Mars-rover, der kan udforske vores naboplanet hurtigere end de nuværende, små køretøjer. Beregninger viser, at Mars' tynde atmosfære er tyk nok til piezo-elektrisk tæppe-flyvning.

Se BBC's video med det flyvende tæppe

Dokumentation

Artikel i BBC News med demo-video
Læs Noah Jafferis' forskningsartikel om det flyvende tæppe (koster cirka 180 kroner)

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først