Verdens formuer skifter hænder
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Verdens formuer skifter hænder

Af Mogens Korst Rige lande er på kort tid blevet skyldnere, mens andre er blevet kreditorer.

Rigdom forgår, eller skifter hænder. Det gælder også internationalt. Gennem 1980erne og frem til nu er der således indtruffet en stærk forskydning mellem de store industrilande, hvad deres formueforhold angår.

Størst er ændringen for USA, der i denne periode har skiftet position fra at være verdens største kreditor til nu at være verdens største skyldnernation: Endnu i 1980 havde USA et tilgodehavende (netto) over for udlandet, svarende til mere end 10
pct. af dets bruttonationalprodukt, BNP.

Formuen blev spist op i årtiets første halvdel; i 1986 var den nul, og siden da er USA's nettogæld over for omverdenen steget til 556 mia.-, svarende til 8,7 pct. af BNP. Dette er en medvirkende årsag til dollarkursens svaghed, jf. artiklen herom i nr.

44.

For enhver nation har den udenrigsøkonomiske status betydning. For en stormagt som USA drejer det sig om den internationale finansielle magtposition, men desuden som for alle andre det generelle forhold, at formue betyder renteindtægter, mens gæld
betyder udgifter. Eksempelvis var Danmarks renteudgifter til udlandet i fjor på godt 30 mia.kr. af en nettogæld, der ved årets begyndelse androg 302 mia.kr. Det er noget, der kan mærkes.

AFLØST AF JAPAN Nu er Japan verdens største kreditornation med et nettotilgodehavende over for udlandet svarende til 611 mia. amerikanske dollar eller 14 pct. af dets BNP. Fra næsten ingenting i 1980 forbedrede japanerne stillingen stærkt gennem årtiets
Nu er Japan verdens største kreditornation med et nettotilgodehavende over for udlandet svarende til 611 mia. amerikanske dollar eller 14 pct. af dets BNP. Fra næsten ingenting i 1980 forbedrede japanerne stillingen stærkt gennem årtiets
første halvdel, og fremgangen er fortsat siden, om end i et noget svagere tempo.

Japan overgik i 1993 Tyskland, som gennem 1980erne var verdensøkonomiens største kapitalopsamler, men som efter genforeningen har tabt pusten i så henseende. Endnu i 1989 svarede Vesttysklands tilgodehavender over for udlandet til 23 pct. af dets BNP,
men siden er dette forhold næsten halveret; Tyskland er efter den seneste opgørelse i plus med 'kun' 212 mia.-, oplyser Bank of England, her citeret efter det britiske ugeskrift The Economist.

For Storbritannien er det ligeledes gået ned ad bakke. Endnu midt i 1980erne havde det en nettoformue svarende til 25 pct. af BNP; men allerede i 1990 var den væk, og siden er sket en svag forbedring til aktuelt et tilgodehavende i udlandet på 30 mia.-,
svarende til 3 pct. af det britiske BNP.

HANDELENS BETYDNING Udviklingen i et lands formuestilling er især et resultat af forholdene i dets udenrigshandel. USA, f.eks., har i lange tider betalt for en væsentlig større import, end eksportindtægterne kunne dække. I de 12 måneder frem til 1.
Udviklingen i et lands formuestilling er især et resultat af forholdene i dets udenrigshandel. USA, f.eks., har i lange tider betalt for en væsentlig større import, end eksportindtægterne kunne dække. I de 12 måneder frem til 1.

september var dets underskud på udenrigshandelen således 154,5 mia.-.

Modsat har Japan haft handelsoverskud gennem årtier, i sidstnævnte periode 145,2 mia.-, dvs. næsten lige så meget som det samtidige amerikanske underskud.

Handelstallene forklarer dog ikke alting, for i det økonomiske forhold til udlandet indgår også mange andre slags betalinger. De nævnte renteindtægter af tilgodehavender eller renteudgifter på udenlandsk gæld er én ting; andre poster er f.eks. køb og
salg af varetransport og andre serviceydelser, bistand til udviklingslandene, udenlandske statsborgeres hjemsendelse af penge, betaling til og bidrag fra internationale organisationer som f.eks.

EU, osv.

Det er dette samlede regnskab over for udlandet, betalingsbalancen, som i hovedsagen bestemmer udviklingen i et lands udlandsgæld eller -tilgodehavende. Tag som eksempel Tyskland, der siden 1989 har måttet spise af formuen for bl.a. at finansiere
genopbygningen af de østlige landsdele; Tyskland havde i de 12 måneder indtil 1. september et underskud på betalingsbalancen svarende til 30,3 mia.-. Men også andet kan spille ind.

Storbritannien har således i næsten samme periode nydt godt af en værdistigning i dets internationale tilgodehavender. Derfor er disse øget trods betalingsbalancens underskud, der i de 12 måneder indtil 1. juli i år udgjorde 9 mia.-.

Det har eksempelvis været en god forretning at have tilgodehavender i japanske yen, en dårlig at have dem i amerikanske dollar. Og modsat, når det drejer sig om gæld.

STATSGÆLDEN TRYKKER Et lands udenlandske tilgodehavender og gæld er sammensat af mangfoldige både offentlige og private elementer. Statsgælden er altså et andet begreb end det, der ovenfor er omtalt. Den er i øvrigt også både udenlandsk og indenlandsk,
Et lands udenlandske tilgodehavender og gæld er sammensat af mangfoldige både offentlige og private elementer. Statsgælden er altså et andet begreb end det, der ovenfor er omtalt. Den er i øvrigt også både udenlandsk og indenlandsk,
hvilket i vore dage ikke har den store betydning. Der er ulemper ved begge dele, ud over at der jo i alle tilfælde skal betales renter: Den statslige udlandsgæld bliver eksempelvis dyrere, hvis den nationale valuta falder i kurs; en stor indenlandsk
statsgæld er medvirkende til at presse landets renteniveau i vejret.

Har et land både stærkt voksende udlandsgæld og statsgæld, er det virkelig i knibe. USA og Sverige er grelle eksempler. Men også hvis alene statsgælden er stor og stigende, ringer alarmklokken. Således for Danmark, hvis statsgæld bortset fra 1986 og
1987 er vokset støt gennem årtier og for tiden suppleres via statslige underskud af størrelsen 40-50 mia.kr. pr. år.

I bedste fald, dvs. hvis regeringens politisk-økonomiske prognoser holder stik, standser vor statsgælds vækst omkring år 2000.

EU LØFTER PEGEFINGEREN I henhold til bestemmelser i Maastricht-traktaten skal medlemslandene holde deres statsunderskud og -gæld inden for bestemte rammer. Kun Irland og Luxembourg opfører sig i overensstemmelse hermed, og på et møde i oktober måtte de
øvrige ti lande give sig selv med stokken: Økonomi- og finansministrene vedtog på deres regeringers vegne at gøre en ekstra indsats for at skære ned på udgifterne eller opkræve højere skatter, så de offentlige underskud kan bringes ned.

Min regering vil 'gører sit yderste,' sagde økonomiminister Marianne Jelved ved den lejlighed. Maastricht-bestemmelserne, de såkaldte konvergenskrav, som tillige omfatter loft over medlemslandenes inflation og renteniveau, gælder nemlig principielt
allerede i 1994, i det man betegner som den økonomiske og monetære unions (ØMU) 2. fase.

I ØMUens 3. fase, dvs. fra ca. 1997, bliver konvergenskravene et must.

Danmark vil ganske vist ikke deltage i denne 3. fase, med mindre en ny folkeafstemning skulle annullere afstemningsresultatet fra 18. maj 1993.

Men også som udenforstående må vi rette os efter reglerne, ja måske i endnu højere grad end de direkte implicerede; for i modsat fald vil den internationale tillid til dansk økonomi og dermed til kronens værdi kunne ligge på et meget lille sted.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten