Verdens første virtual reality-park gør dig til Neo i 'The Matrix'

7. november 2015 kl. 14:00
Iført veste, briller og handsker kan gæster i parken The Void kæmpe mod drager, styre rumfly og opleve vandfald i en verden, der leder tankerne hen på filmen 'The Matrix'.
Artiklen er ældre end 30 dage

»You take the red pill – you stay in Wonderland, and I show you how deep the rabbit hole goes ...«

Sådan lyder de berømte ord fra Morpheus til den forvirrede Neo i filmen 'The Matrix', da han viser ham, at verden er en computerskabt virkelighed. Samme ord kunne lige så godt udtales af it-iværksætteren Ken Bretschneider til gæsterne i en ny slags forlystelsespark, The Void, der åbner i juni næste år i byen Lindon i den amerikanske delstat Utah.

Her bliver gæsterne nemlig sluppet løs i et virtuelt univers af alt fra drager, orker og vandfald til drabelige kampe i det ydre rum. Som i 'The Matrix' er det en computerskabt verden, hvor gæsterne kan få superkræfter, flyve rumfartøjer og skifte våben.

I The Void er der dog ikke nogen 'rød pille', men i stedet veste, briller og handsker, og 'kaninhullet' fører dig gennem gange, der føles endeløse, fordi gæsterne går i cirkler, hvor de virtuelle omgivelser konstant skifter. Og nye verdener dukker hele tiden frem i de otte til ti rum på 20 gange 20 meter, som parken består af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

The Voids skabere har netop inviteret dele af pressen til en snigpremiere på et udsnit af parken, og selvom teknologierne ikke er færdigudviklede (f.eks. bruger man i øjeblikket Oculus Rift-briller, men til premieren udvikler The Void sin egen brille kaldet Rapture) så er gæsterne voldsomt begejstrede.

Det gælder blandt andet fantasy-forfatteren Tracy Hickmann, der skriver på sin hjemmeside, at Void er virkeliggørelsen af hans barnedrøm om computerspil, hvor 'væggene føles virkelige, hvor våbnene ligger tungt i ens hænder, og hvor vi kan mærke slagene fra vores modstandere'. Lignende roser uddeles på internetforummet Reddit, hvor flere brugere deler deres oplevelser:

»Vandfaldet var såååå godt. Den kolde tåge og lydene fik det til at virke, som om man var trådt ind i et stort rum,« lyder det fra brugeren Chrysophrase.

En anden bruger, trm382, roser især oplevelserne i en slags 'Tomb Raider'-verden:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Se The Voids egen præsentationsvideo her:

Remote video URL

»De havde en scene, hvor man skulle tage en fakkel fra væggen for at lyse vej gennem en mørk gang. Faklen var der helt fysisk, det var en skum-fakkel med sensorer på toppen. Da jeg greb ud for at tage den og følte den i min hånd og så min digitale hånd gribe om den, så gispede jeg helt bogstaveligt. Gutten bag mig grinede, og jeg blev så overrasket, at jeg næsten ramte ham, fordi jeg havde glemt, han var der. Det er fantastisk.«

Tåge og ækle lugte er en del af spillet

Ophavsmanden Ken Bretschneider har smidt 13 millioner dollars af sine egne penge i projektet, og på den lange bane er planen at åbne lignende temaparker i flere store byer, men Lindon er spiludviklernes laboratorium.

Selv beskriver Ken Bretschneider det som en mellemting mellem en filmoplevelse og en spiloplevelse, der vil vare omkring en halv time for omkring 200 kroner. Parkens rum er beklædt med skumgummi og er bygget af vægge, der kan flyttes for at bygge nye verdener. Planen er at skabe nye spiluniverser hver tredje måned.

Se mere i et videoindslag hos Tech Insider.

Udviklerne hos The Void arbejder med alt fra skiftende lufttryk til temperaturændringer, tåge og lugte. Undervejs støder de besøgende også på genstande, som de fysisk kan røre, som f.eks. spindelvæv, døre og cylindre til udklækning af aliens.

Den store udfordring har været konstant at placere gæsternes hoved, hænder og krop præcist i den virtuelle verden og forhindre forsinkelser, der kan give en slags køresyge. En af løsningerne er at udstyre gæsterne med sensorer i handsker, briller og vest. Ifølge brugerne på Reddit er det lykkedes ret overbevisende allerede i den foreløbige udgave, og flere beretter, hvordan de har forsøgt at dreje hovedet lynhurtigt og kun oplever en ganske lille forsinkelse, som hurtigt bliver rettet ind.

Gad ikke sidde med joysticket i hånden

Vestene er også med til at give gæsterne en særlig oplevelse, da de er udstyret med aktuatorer, der giver forskellige oplevelser alt efter, om personen bliver ramt af kugler, lasere eller slag fra forskellige væsner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Handskerne er også udstyret med sensorer, der gør det muligt at gribe objekter og trykke på knapper undervejs, ligesom man kan kaste besværgelser eller få superkræfter.

Endelig har The Void også flysimulatorer til to personer med en 360 graders bevægelse over 'roll, pitch and yaw' samt op og ned. I simulatoren skal gæsterne beholde brillerne på og kan udføre kampe i fly og rumfartøjer.

The Void er resultatet af en drengedrøm. Ken Bretschneider fortæller til Washington Post , hvordan han altid har været utilfreds med at sidde derhjemme og spille computerspil.

»Jeg havde lyst til at hoppe op fra stolen og gå rundt. Jeg ville være inde i spillet og følte, jeg var afskåret fra den verden, når jeg bare sad ned og spillede,« fortæller Ken Bretschneider, der nu har fået sin drøm til at gå i opfyldelse.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger