Venstres miljøordfører: Giftige pesticidcocktails skal under lup

Pesticider, som bliver seks gange mere giftige, når de blandes, skal ikke blot have lov til at flyde ud i den danske natur.

Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, vil have undersøgt problemet og om nødvendigt lave reglerne for pesticidgodkendelse om.

I starten af måneden skrev ing.dk om et nyt speciale, som har bevist, at visse pesticider bliver seks gange mere giftige for dafnier, når de blandes med et svampemiddel.

Pesticiders skadelighed bliver kun testet hver for sig. På den måde laves lovgivningen. Ingen undersøger, hvad der sker, når pesticiderne blandes. (Foto: Wikimedia) Illustration: Wikimedia

Pesticidblandinger er meget almindelige, men ingen kontrollerer deres effekt. Når pesticider skal godkendes testes de nemlig hver for sig, og landmanden kan så frit blande de giftige stoffer og sprøjte dem ud på marken.

Og det kan vi ikke være tjent med, mener Eyvind Vesselbo.

»Der er ingen tvivl om, at cocktaileffekten er betydelig. Man skal være opmærksom på, at kombinationer af pesticider kan give betydeligt større farlighed,« siger han.

Han vil taget det op i de kommende forhandlinger om en ny kemikaliehandlingsplan.

»Vi skal ind og kigge på cocktaileffekten. Der er sat spørgsmålstegn ved, om vi har viden nok om det. Det kræver yderligere forskning,« siger han.

Og han er åben over for både tests af blandinger, men også undersøgelser af, hvad der reelt findes af giftblandinger i naturen.

»Indtil videre har man ikke fundet noget dramatisk, men det afhænger jo af, hvad man undersøger. Det er jo begrænset hvad man undersøger i dag,« påpeger han.

Han kan dog ikke sige noget om, hvornår dafnierne i de danske vandløb kan føle sig trygge.

»Vi tager problemstillingen op. Det er i sig selv et resultat. Hvad der kommer ud af det og hvornår, kan jeg ikke sige,« siger han.