Venstre om placering af ny motorvej: Jysk erhvervsliv er de virkelige eksperter
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Venstre om placering af ny motorvej: Jysk erhvervsliv er de virkelige eksperter

Flere trafikforskere og medlemmer af regeringens egen Infrastrukturkommissionen har i klare vendinger kritiseret planerne om en Vestjysk motorvej mellem Herning og Holstebro.

Motorvejen blev vedtaget på årets finanslov, men behovet er langt større andre steder i landet, og en motorvej i sig vil ikke skabe hverken vækst eller udvikling i Vestjylland, lyder det fra eksperterne i kommissionen.

Alligevel fastholder trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V), at en Vestjysk motorvej er en god ide.

Regeringens forslag til ny motorvej mellem Herning og Holsterbro.

»Vi skal udbygge, hvor behovet er størst, og vi skal skabe kapacitet, hvor der er meget trængsel. Men vi skal også skabe udvikling. Og behovet er stort i Vestjylland for at sikre fornyet jobskabelse og vækst. Som kineserne siger: Vil du være rig, så byg en vej. Det har vi fulgt her,« siger han.

Erhvervslivet er eksperterne

Flere eksperter peger på, at en motorvej ikke i sig selv giver udvikling. Hvorfor mener du, at motorvejen vil skabe udvikling?

»Jeg bygger det på mange, mange samtaler med det Vestjyske erhvervsliv, og dem tror jeg mere på end såkaldte trafikeksperter. Erhvervslivet er eksperter i mine øjne, og de efterspørger en bedre vej.«

Hvor meget udvikling regner du så med, at vejen vil give?

»Det kan du spørge erhvervslivet om. Ring til direktøren for Bang og Olufsen. Det er meget mere interessant end at tale med trafikeksperter. Det er erhvervslivet vi lytter til, og vi har truffet en politisk beslutning.«

Flere eksperter har peget på, at en vestjysk motorvej er en politisk studehandel, der skal kapre gamle Venstre-vælgere fra Fællelisten, der kaprede 40 pct. af stemmerne til Regionsrådsvalget. Det afvises blankt.

»Hvorfor skulle det være en politisk studehandel, når en bred skare af partier beslutter det? Det vigtigste er, at vi får projektet gennemført. Hvis man følger tankegangen om kun at lave trafikale løsninger der, hvor der er trafikale problemer, så vil man få et land, der er mere og mere skævt. Så tiltrækker man flere og flere der, hvor der i forvejen er problemer.«

Han fastholder, at en motorvej vil skabe vækst og udvikling i Vestjylland.

»I mellemtiden kan resten af DK glæde sig over, at projektet er meget billigt. Jorden er billig, fordi det er sandjord. Der er ingen tvivl om, at motorvejen skaber vækst. Det siger eksperter i Vestjylland, nemlig erhvervslivet.«

I strid med Infrastrukturkommissionen

Flere kommissionsmedlemmer har tidligere fortalt Ingeniøren, at motorvejen er i strid med deres anbefalinger om at investere der, hvor behovet er størst. Men det afviser trafikordføreren fra Venstre.

Han henviser til, at infrastrukturkommissionens 314-siders lange rapport bruger betegnelsen 'hængsler'.

Hængsler defineres som »forbindelsesveje til den overordnede infrastruktur mv. Der kan også være tale om forbedringer af kryds, rundkørsler, ramper mv. i forbindelse med tilslutninger på motorvejsnettet,« står der i rapporten.

Hængsler skal især sørge for at koble de ydre regioner af landet op på det, der i trafikkredse betegnes som store h. Det er motorvejsnettet fra Nordjylland til Sydjylland, motorvejen henover Fyn og fra Nordsjælland til Lolland.

Christian Pihl Lorentzen mener, at Herning-Holstebro motorvejen er netop et af de 'hængsler', og derfor er beslutningen helt i tråd med anbefalingerne fra Infrastrukturkommissionen.

»Vi har gjort til punkt og prikke, hvad kommissionen anbefaler på det her punkt,« siger Christian Pihl Lorentzen.

Det afvises kraftigt af Oli B. G. Madsen, professor ved DTU Transport og medlem af regeringens Infrastrukturkommission.

»Det er en meget, meget specielt udlægning af, hvad vi anbefaler. Hovedformålet er at investere der, hvor det giver størst samfundsmæssig nytte, og det behøver man ikke mange modeller for at sige, at det gør man ikke der (med en motorvej mellem Herning og Holstebro, red.). Ellers kunne du lave hængsler alle steder.«

Han fortæller i øvrigt, at hængsler er mindre projekter.

»Man regner med små investeringer, der skal investeres der, hvor det giver størst samfundsmæssig nytte. Ikke en motorvej til 2,5 milliard, hvor du virkelig burde tænke dig om,« siger Oli B. G. Madsen.

Kommentarer (25)

Hvis de virkelige eksperter er erhvervslivet, hvorfor så ikke bare tage konsekvensen og spare alle de milliarder vi anvender på offentlig forsking og på at uddanne folk til eksperter?

At beslutte at bygge en motorvej, fordi det er meget mere interessant at snakke med direktøren for B&O end en trafikekspert, er et helt grotesk eksempel på foragt for veluddannede eksperters viden.

Der er godt nok nogen der må sidde tilbage med følelsen af, at have spildt sin tid.

Gad vide om det er det samme erhvervsliv der fremover skal tage beslutningerne i alle de vigtige spørgmål her i samfundet? Måske kunne B&O's direktør lave et hurtigt overslag over, hvordan man bedst muligt anvender pengene i de danske sygehuse.

  • 0
  • 0

...at den sidste stemme, der sikrede Finanslovsforliget kom fra?

Den enlige kristendemokrat, der sikrede Finansloven, er tilfældigvis valgt i Ringkøbing Amt.

Suk. Bananrepublik.

  • 0
  • 0