Vemodigt registrerende fotobog går tæt på det danske landbrugsland
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Vemodigt registrerende fotobog går tæt på det danske landbrugsland

Det er længe siden, lærken slog triller over negene, og høet blev kørt hjem med et par staldkarle på toppen af læsset. Nu bliver høet bundet ind i gennemsigtig plast og ligger på markerne i lange rækker. Foto: Jens H. Petersen

Fotografen Jens H. Petersen skildrer med sit kamera det danske landbrug i en ny bog med tekst af Søren Ryge Petersen. Resultatet er en blanding af vemodig registrering og romantisk længsel.

Det danske landbrug fylder to tredjedele af vores land, men mindre og mindre i vores bevidsthed. Som Søren Ryge Petersen skriver i teksten til fotobogen ‘Landbrugslandet’, har de fleste af os aner på landet; en bedstefar eller oldefar, der var landmand eller i hvert fald boede i en landsby.

Vi var engang derude. Nu bor de fleste af os i byerne. Engang var der 200.000 landbrug, nu er der 20.000. En mark er noget, de fleste af os ser fra en bilrude.

Den danske naturfotograf Jens H. Petersen går derude i markerne. Han ser, hvordan vintersæden kigger op af den hårde muld, hvordan den blomstrende majs bliver sprøjtet, så bierne flyver forvirret op, og hvordan udsigten fra hans hus i Tirstrup forandrer sig med årstiden.

‘Når man bor midt i det, bemærker man, hvordan det år for år ændrer sig: Landbrug slås sammen, forladte stuehuse forfalder, gamle læhegn sløjfes eller erstattes med nye, afgrøder skifter, og maskinparken vokser,’ skriver naturfotografen Jens H. Petersen i bogens forord. Foto: Jens H. Petersen

Hans fotografier er lakoniske og konstaterende. Han manipulerer ikke med billederne for at lægge yderligere værdier ind i sit syn på landbruget. Hans oplevelser af, hvordan vores landbrugsjord bliver forvaltet, er dog ikke uden vemod.

Som han skriver i forordet:

‘Når man bor midt i det, bemærker man, hvordan det år for år ændrer sig: Landbrug slås sammen, forladte stuehuse forfalder, gamle læhegn sløjfes eller erstattes med nye, afgrøder skifter, og maskinparken vokser.’

Så selvom Jens H. Petersen overvejende registrerer vemodigt med sit kamera, ligger der også en kritik bag: Se, hvordan det industrialiserede – eller som det hedder her: det dynamiske – landbrug har gjort markerne mere ensartede, ja nærmest monotone at se på. Række op, række ned. Der bliver pløjet, sprøjtet og læst kurver og statistikker. Maskinerne bliver større og større og ruller tonstunge hen over jorden. Det mest brutale billede viser et blodigt rådyr, der er blevet mejet ned sammen med kornet af en sikkert gigantisk mejetærsker.

Det er længe siden, lærken slog triller over negene, og høet blev kørt hjem med et par staldkarle på toppen af læsset. Nu bliver høet bundet ind i det, der åbenbart hedder wrappølser – de der lange rækker af store halm- og høballer, der er vundet ind i gennemsigtig plast.

Landbruget er blevet et display

Søren Ryge Petersen, der har skrevet teksten, længes til gengæld åbenlyst efter dengang, en bonde kiggede op mod himlen – og ikke på en computerskærm – for at se, om det ville regne i morgen.

At drive landbrug i dag handler mere om at kunne håndtere maskinernes computere og ikke så meget om at have en fornemmelse for årstiderne, for mulden, for klimaet og dyrene. Landbruget er i stigende grad blevet intellektuelt og fremmedgjort i stedet for intuitivt og kropsligt, som det var engang. Landbrug er statistikker, tal og produktionsenheder.

Det er de lige, udjævnede marker, Jens H. Petersen fotograferer på sin tur gennem det danske landbrug. Dog på ét billede gennemskåret af en S-formet linje af muldvarpeskud, frembragt på et døgn af en enkelt muldvarp, som i ly af jorden har slingret sig igennem.

Nej, landbruget sår, høster, pløjer, mejer og hakker, som var kornet, roerne og rapsen elementer på en fabrik. Og mens bonden tærsker kornet, kigger han på maskinens display og vil hellere høre radioens hits end fuglens fløjt, som Søren Ryge Petersen nostalgisk skriver.

På ét af bogens billeder er de ellers snorlige og udjævnede marker gennemskåret af en S-formet linje af muldvarpeskud, frembragt på et døgn af en enkelt muldvarp, som i ly af jorden har slingret sig igennem. Foto: Jens H. Petersen

Han er dog ikke blind for, at det industrialiserede landbrug samtidig har gjort det af med sult og nød. Er høsten slået fejl eller bare mindre indbringende, kan vi ikke se det på middagstallerkenen. Noget har det været godt for, at turen fra jord til bord nu først går gennem beregninger.

Søren Ryge Petersen citerer i indledningen historikeren Søren Mørch: ‘Det moderne landbrug har afskaffet hungersnøden. Det kan skaffe tilstrækkeligt med mad til 6,5 milliarder mennesker og mange flere, hvis det skal være. Når der stadig er mennesker, der sulter, og endnu flere, der bliver fejlernærede, skyldes det svindel, korruption eller grådighed ...’

Men Søren Ryge Petersen begræder nu alligevel, at den danske landbrugsungdom er blevet mere optagede af deres maskinpark end af dyrenes og planternes trivsel. Landsbyen samles ikke længere til høstfest, når høsten omsider er i hus. I stedet er der traktortræk med full pull.

Lad grøften være

Ja, de er romantikere, de to Petersen’er fra Djursland, men Søren Ryge Petersen har vel også en pointe, når han skriver, at det er tankevækkende, at 10 meter på hver side af et vandløb nu skal holdes fri for sprøjtemidler. De vandløb er der bare ikke nogen, der ser. Hvad med grøftekanterne? Søren Ryge Petersen skriver:

‘Hvis man tilsvarende forlangte bare to meter bræmmer langs hver eneste kilometer kommunevej, ville det give os 2.000 hektar mere natur. Til fri og nem afbenyttelse. Og naturligvis med rigelig kompensation til landmændene.’

Så ville Søren Ryge Petersen – og vi andre for den sags skyld – kunne plukke grøftekantsbuketter igen.

Jens H. Petersen og Søren Ryge Petersen: ‘Landbrugslandet’, Gyldendal, 200 sider, 299 kr.

Kommentarer (12)

Et landbrug der sled folk op, med mange arbejdsskader, lange arbejdsdage og i det hele taget usle arbejdsforhold.

Der er nok andre blandt de ærede læsere - udover mig - der kan huske endeløse timer på en Ferguson 26 i kold regnvejr om efteråret med den tofurede 12" plov frem og tilbage på de 50 tønder land - førerhus var noget man drømte om. forkning af roer ned i rasperen osv osv

Se det var romantisk ;-) (been there done that).

Se det var dengang der var børnearbejdere til i Danmark.

Det er heldigvis væk idag !

Men helt enig i at vi skal passe på naturen, grøftekanter osv

  • 18
  • 1

Landmænd har også kunnet brødføde en verdensbefolkning der er vokset eksplosivt de seneste mange år... (tjek høst-udbytter for fx. 25-50 år siden - og tjek så om der er areal nok på kloden til nuværende befolkning - økologisk dyrkning idag lider lidt under samme problemer - kræver 25% ekstra areal for at opnå samme udbytte).

I Indien nedsætter selv kul-kraftværker udledningen - ved at folk går væk fra petroleums-lamper og bål-afbrænding... der er masser af paradokser og fortidsromantik er sjældent smart.

  • 4
  • 1

Hvor planter man mon dem?
På mine kanter saves de ned, og ellers står de som underligt forkølede rester hist og her i landskabet.

Det piner mig især, når stynede træer ikke vedligeholdes, men får kæmpe grene, så de flækker i den næste storm. Stynede træer er guld for hulrugende fugle og flagermus.

Forresten er "muldvarpen" nok snarere en elskovssyg mosegris, de laver den slags spor af muldskud i det tidlige forår.

(Os haveejere kan gøre meget: Lav gren/bladbunker, skån lidt ukrudt og nælder ved kompostbunken, så bi-planter som sommerblomster/hav dito stauder, plant fuglevenlige buske og træer. De fleste haver er en klippet plæne- den er der kun stankelbenslarver og gåsebiller i!

Jeg har i år haft nogen nemme og meget besøgte bede med okseøje, stolte kavalerer og morgenfruer- især de sidste er en delig nem plante, til øjenfryd og insektglæde selv nu- derimod åd sneglene en del for mig, vinbjergsnegle er som dræbersnegle noget skidt!

Og det naboernes høns hakkede op- før jeg fik sat hegn. Jeg håber de (naboerne) fremover vil holde kun dværghøns de skraber meget lidt- og galer endnu mindre- de er lidt søde...)

Mvh
Tine- med familie på landet med landbrug
Selv bor jeg her kun.

  • 7
  • 0