Vattenfall bygger verdens største beboelsesplatform ved havmøllepark
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Vattenfall bygger verdens største beboelsesplatform ved havmøllepark

Energiselskabet Vattenfall bygger den hidtil største beboelsesplatform offshore til sine vindmølleserviceteknikere.

Platformen skal placeres i forbindelse med en tysk havmøllepark, Dantysk, 70 km vest for Sylt, som Vattenfall er næsten er færdig med, og montagen ude på sitet skal ske hen over foråret:

Læs også: Vattenfalls tyske havmøllepark leverer den første strøm

»Det er klart billigere at have folk boende tæt på arbejdspladsen ude ved vindmøllerne end at skulle sejle dem de 80 kilometer fra vores hovedkvarter i Esbjerg,« forklarer Ole Bigum Nielsen, som er Vattenfalls leder af offshore-projekter i Europa.

Han vil dog ikke sætte konkrete tal på besparelsen.

Der er tale om en platform til 375 millioner kroner, der vejer 2.500 ton og vil have plads til 50 personer på 2.500 kvadratmeter boligareal. Platformen, der er indrettet til brug hele året, rummer enkeltværelser med bad, hospitalsstue, læsesal og rum til diverse fritidsaktiviteter. Platformen hviler på en 40 meter høj jacket og vil således være hævet 20 meter over havoverfladen

Vattenfall har endnu et havmølleprojekt på vej i tysk farvand, Sandbank på 288 MW, som er nabo til Dantysk og forventes færdigt i 2017. Den nye beboelsesplatform skal også anvendes til medarbejdere på det projekt.

Reducerer servicetid med 20 pct.

Selskabets chef for nordisk vindkraft-produktion, Bent Johansen, kalder logistik omkring vedligehold af vindmøllerne for en vigtig del af øvelsen med at gøre offshore-vindkraft markant billigere.

»At få bragt omkostningerne ned handler også om, at vindmøllerne hele tiden er køreklar og i stand til at producere, når det blæser. Det er lykkedes os at optimere vedligeholdelse og systematisere serviceprocedurer, så vi har kunnet reduceret servicetiden med 20 procent,« forklarer han.

Bent Johansen understreger, at det er dyrt at have montører og servicefolk siddende i en båd i mange timer.

Læs også: Minister: Prisen på havmøllestrøm skal under en krone – ellers dropper vi nye parker

Ifølge Bent Johansen arbejder Vattenfall på at få reduceret omkostningerne set over hele møllens levetid. Svenskerne satser på at nå en reduktion på 40 pct. over de næste fem-syv år, og det kræver, at hele værdikæden skal lægge sig i selen:

»Både selve vindmøllerne, infrastrukturen omkring parkerne, fundamenter, platforme og logistikken omkring vedligehold skal billiggøres, hvis målet skal nås,« sagde Bent Johansen.

Lærte lektien på Horns Rev

Vattenfall lærte lektien, da svenskerne overtog hovedparten af havmølleparken Horns Rev 1 tilbage i 2006: Effektiv vedligeholdelse og god logistik er alfa og omega for at få vindmøller offshore til at køre mest muligt.

Siden da har energiselskabet overtaget eller selv bygget over 1.000 vindmøller til lands og til vands med en samlet effekt på cirka 2 GW. I oktober meldte svenskerne frejdigt ud, at de nu er klar til at give Dong Energy kamp til stregen på offshore-området og investere ikke mindre end 11 milliarder svenske kroner i vindkraft de kommende fem år.

Læs også: Fire selskaber vil byde på Danmarks næste havmøllepark

Ud over Horns Rev 1 har Vattenfall to havmølleparker i Storbritannien, én i Øresund, og de næste par måneder monterer selskabet de sidste 60 af i alt 80 vindmøller på den tyske havmøllepark Dantysk på 288 MW, som er selskabets hidtil største.

Vattenfall er ejet af den svenske stat og har for nylig skiftet strategi, så vedvarende energi nu er koncernens vigtigste forretningsområde.

Dong Energy etablerede den allerførste beboelsesplatform i 2008 forbindelse med en havmøllepark på Horns Rev 2. Platformen anvendes fortrinsvis om sommeren, og her er 'kun' plads til 24 personer på 750 kvadratmeter.

Læs også: I kamp mod bølgerne: Teknikere besøger hver havmølle 10 gange om året

Hvis andre, som jeg, undres over nogle af de ting der står i artiklen, kan jeg uddybe og fortælle at alle 80 vindmøller i Dantysk allerede står oprejst.

http://www.dantyskmollepark.dk/presse-og-s...

Desuden kan jeg tilføje at en mere korrekt beskrivelse af Vattenfall's offshore vindmølleparker er:

3 i britisk farvand (Thanet, Kentish Flats, og Ormonde)
3 i svensk farvand (Lillgrund, Utgrunden 1, og Yttre Stengrund)
Samt selvfølgelig Dantysk og Horns Rev 1.

http://www.lorc.dk/offshore-wind-farms-map...?

  • 1
  • 0