Varmestyret maling på sportsgulve udrydder stregkaos

Det gammelkendte gulv i sportshallen med et virvar af farvede streger til badminton, basketball og håndbold har mistet pusten og kan godt finde sig til rette på bænken.

Producenten af sportsudstyr Virklund Sport i Silkeborg har sammen med Alexandra Instituttet i Århus udviklet et nyt, ensfarvet kunststofgulv, der kan skifte udseende. alt efter hvilke idrætsudøvere der skal løbe rundt på det.

»Vi er meget begejstrede for, at vi har udviklet en teknologi, som gør banen langt mere overskuelig for sportsfolkene og giver dem mulighed for at forbedre deres præstationer,« siger direktør Peter Stampe, Virklund Sport.

Spejder efter forsøgshal

Krumtappen i det nye sportsgulv er termokromatisk maling, som er temperaturfølsom, og derfor kan stregerne på gulvet kaldes frem ved hjælp af gulvvarme og et computerprogram.

Termokromatisk maling bygger på stoffet krystalviolet lactone, der kan skabe farveskift - eksempelvis mellem rød og blå ved stuetemperatur.

Virklund Sport har i samarbejde med Alexandra Instituttet udviklet en demonstrationsmodel på en enkelt kvadratmeter og har allieret sig med et arkitektfirma, som vil promovere ideen for bygherrerne.

»Teknologien er på plads, og vi ved, at det virker i praksis. Nu mangler vi bare at finde en bygherre med store visioner, som er parat til at slå til og vil være med til at opføre den første full scale-version af sportsgulvet,« siger Peter Stampe.

Opfindelse vækker opsigt

Skønt ingeniørerne altså mangler at færdiggøre produktet til full scale-indbygning, har opfindelsen allerede vakt opmærksomhed.

Arkitektgruppen KPF Arkitekter i Århus har undersøgt potentialet for det nye gulv og har taget sportsgulvet med i sortimentet. I den kommende tid vil man aktivt forsøge at sælge den nye teknologi til kunder, som står over for at skulle opføre en ny eller renovere en eksisterende sportshal.

»Vi ser et stort potentiale i den nyudviklede teknologi, og som arkitektfirma har vi en stor interesse i at kunne være first-mover og tilbyde det nye sportsgulv til de bygherrer, som gerne vil være helt på forkant på dette område,« siger projektchef Torben Brandi Nielsen.

Udfordringen er, at bygherrerne helst vil vælge en gennemprøvet løsning.

»Derfor arbejder vi nu på at finde en bygherre, som vil gå i samarbejde med f.eks. en fond om at opføre det første gulv af denne type,« siger Torben Brandi Nielsen.

Mange kuldsejlede forsøg

Ideen til det intelligente gulv havde ligget i baghovedet hos Peter Stampe i mere end ti år, før han kunne stå med det lille stykke gulv i hænderne.

Flere gange havde virksomheden gjort tiltag til at få ført drømmen ud i livet, og mange forsøg var kuldsejlet gennem årene.

Udgangspunktet for innovationsprocessen er, at eliteudøverne fra de forskellige indendørs sportsgrene giver udtryk for, at deres præstationer på banen bliver kraftigt forbedret, når de spiller på et sportsgulv uden generende streger.

Når eksempelvis håndboldspillerne spiller kamp på et gulv uden generende streger fra basket og badminton, fokuserer udøverne mere koncentreret på selve spillet. Flere sportsklubber forsøger at løse problemet ved at leje specialgulve og placere dem på hallens oprindelige gulv - men denne løsning er både dyr og besværlig.

»På et tidligt stadie i processen forsøgte vi os med at nedsænke dioder i gulvet. Den idé blev dog hurtigt droppet, da det viste sig, at lysindfald fra eksempelvis vinduer eller loftbelysningen udvandede kontrasten,« siger ingeniør Jesper Nielsen fra Alexandra Instituttet i Århus, som har været tilknyttet projektet som konsulent.

Til sidst blev løsningen med såkaldt termokromatisk farve valgt - kombineret med gulvvarme.

Maling skal fornyes hvert femte år

Stregerne på gulvet er usynlige med det blotte øje, når gulvet har normaltemperatur. Men når man tænder for gulvvarmen vil de forskellige streger dukke frem i gulvet alt efter, hvor høj temperaturen i gulvet er.

Malingen nedbrydes af sollys over ca. fem år og skal derfor fornyes med mellemrum. Samtidig passer de malede streger godt til arbejdsgangene i en sportshal, hvor man er vant til at renovere gulvene og male nye streger med få års mellemrum. Gulvene kan nemt repareres, hvis de går i stykker.

Virklund Sport har udført innovationsprocessen i samarbejde med Alexandra Instituttet i Århus og med økonomisk støtte fra it-brancheforeningen Itek.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

... hvis nogen med mindre rent mel i posen (fx med "interesser" hos en bookmaker) fik skaffet sig adgang til den styrende computer og ændrede på stregerne under kampen - !

/Knud Henrik Strømming

  • 0
  • 0

ja for fanden, så håndboldholdet lige pludselig begyndte at spille badminton i stedet for...

  • 0
  • 0

Fordi man kan få brug for streger som der ikke var tænkt på ved opførelsen, i eksemplet er der nævnt streger til badminton, basketball og håndbold hvad så hvis man senere også får brug for streger til volleyball osv., så er det nok smartere og 'fliser' på fx. 1 m2 og kun aktivere dem der er under de streger men skal bruge.

  • 0
  • 0

Derimod kunne man måske som viderudvikling forestille sig både varme og trykfølsom gulvbemaling således at man uden nogen usikkerhed fx. ville kunne vurdere om en spiller har trådt over stegen, eller om en fjerbold ramte stregen eller udenfor / indefor......osv. ad infinitum.....:-)

mvh Jesper

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten