Varmepumper er en tikkende støjbombe
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Varmepumper er en tikkende støjbombe

Energivenlige, men absolut ikke støjvenlige. Det omdømme er de meget populære luft-luft-varmepumper, som titusindvis af danske husejere har investeret i, ved at få.

For kombinationen af varmepumpernes udendørs kompressor og ofte kort afstand til naboer har potentialet til at blive en tikkende støjbombe under villakvarteridyllen, vurderer en støjekspert:

»Problemet med varmepumper er, at de ofte bliver placeret i områder, hvor vi normalt forventer fred og ro,« siger Henrik Møller, professor i akustik ved Aalborg Universitet.

Han forudser, at problemet kan blive størst i villakvarterer og i sommerhusområder.

Også Tekniq, de danske installatørers organisation, udtrykker glæde over varmepumpernes energipotentiale, men bekymring over især de billigste produkters støjniveauer:

»Det, der kan bekymre mig er, hvis det bliver ligesom i Sydeuropa, hvor der er airconditionanlæg på de fleste terrasser, og man kan høre dem over det hele,« siger Nils Lygaard, som er teknisk konsulent hos Tekniq.

Der findes ingen præcis opgørelse over, hvor mange varmepumper der findes rundt omkring i de danske hjem, men branchen anslår, at der alene i 2008 vil blive solgt mellem 20.000 og 30.000 varmepumper.

Salget af varmepumper har således været støt stigende de seneste par år. I takt med at reducering af CO2-udslip og energineutralitet for alvor er kommet på det danske samfunds dagsorden, har varmepumperne vist sig som et energivenligt alternativ til elvarme og oliefyr.

Larmer mere end det tilladte

Men luft-luft-varmepumperne, som udnytter luften udefra til indendørs opvarmning, kan afgive meget støj fra den udendørs kompressor, varmepumpen bruger til at opvarme eller nedkøle luften, inden den sendes ind i huset.

Hvor meget varmepumperne præcist larmer, er forskelligt fra produkt til produkt, men Nils Lygaard anslår, at gode luft-luft-varmepumper har et udendørs støjniveau på 40-45 decibel.

Det er fem decibel mere end det tilladte støjniveau i et dansk villakvarter om søndagen eller på en hverdags­aften.

De billigere modellers støjniveau er ofte ti decibel højere. På det danske marked findes endda en model, hvis støjniveau er oppe på 60 decibel, hvilket i forhold til de mest støjsvage føles som mellem tre og otte gange kraftigere. Jo flere lave frekvenser der er, jo kraftigere høres lyden.

Problemet er lavfrekvent støj

En del af denne støj er det, man kalder lavfrekvent støj - den svage summen, som man også kender fra køleskabe og andre ventilationsanlæg og som kan give anledning til søvnbesvær og stresssymptomer hos personer tæt på støjkilden.

Og ifølge Henrik Møller skærmer danske huse ikke særlig godt af for lavfrekvent støj, hvorfor den irriterende summen kan ryge direkte ind i naboens stue. Det problem kender man fra Sverige, hvor en undersøgelse har påvist, at flere end halvdelen af alle naboklager angående støj skyldes netop lavfrekvent støj.

Det får nu Henrik Møller til at råbe vagt i gevær. Han mener, at de enkelte varmepumpers støjniveauer bør indgå på lige fod med deres energikapacitet, når de godkendes. Og fabrikanterne skal opgive, hvordan støjen er målt, hvilket ikke er tilfældet i dag:

»Som forbruger bør det også være muligt at få klar besked om apparatets støjudledning, så man ikke bare vælger i blinde. Og der bør også findes en vejledning i, hvordan pumperne installeres, så de larmer mindst muligt« siger Henrik Møller og påpeger, at forkert installation nemt kan forøge støjniveauet med adskillige decibel.

Der findes i dag ingen obligatorisk godkendelsesordning for varmepumper. Men Teknologisk Institut har siden 2005 stået for en frivillig godkendelsesmærkning, der fokuserer på pumpens ydelse og effektivitet. Støjniveauer har man dog ingen planer om at måle, fortæller Claus S. Poulsen, centerchef hos Teknologisk Institut:

»Jeg tror ikke, der er et reelt problem. Det eneste kan være, hvis folk bruger deres varmepumpe som airconditionanlæg om sommeren, når naboerne også er udendørs,« siger Claus S. Poulsen og tilføjer:

»Man skal passe på med at sætte en lavine i gang, for det er forskelligt fra øre til øre, hvad der irriterer én. Det bør ikke overskygge for varmepumpernes positive effekter.«

Klare retningslinjer savnes

Som en del af energiforliget 2008 er der sat 30 millioner kroner af til en kampagne, der har til formål at få husejere til at udskifte deres oliefyr med jordvarmepumper - blandt andet via bedre energimærkning af pumperne.

Kampagnen omfatter dog ikke luft-luft-varmepumper, da de ikke kan opvarme et helt hus. Derfor er der ifølge Mikkel Sørensen, civilingeniør ved Energistyrelsen, ikke planer om øget fokusering på luft-luft-varmepumpernes støjudledning.

Det er dog en skam, mener Henrik Møller. Ikke mindst fordi ideen om flere varmepumper i de danske hjem er en god en af slagsen:

»Man skal sørge for at løse den her støjproblematik fra starten. Ellers risikerer en ellers god teknik at møde en masse modstand, når hr. Jensen køber en larmende varmepumpe og lægger sig ud med sine naboer,« påpeger Henrik Møller.

Emner : Varmepumper
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

En moderne kvalitetspumpe larmer ikke, faktisk bliver den overdøvet af blot en enkelt bil der kører forbi, så man skal hive amperemeteret frem for at se hvilken hastighed kompressoren kører med i en given situation.

Ældre varmepumper kan godt knurre noget, men hvad skal man også udenfor i varmesæsonen, der er alligevel fuldt af lavthængende "brænde"røg?

  • 0
  • 0

Jeg tror nu ikke helt det holder med at "de ikke støjer". Udover personlige erfaringer kan man blot se på støjtallene hvor de fleste pumper nok ikke underdriver deres "støjsvaghed".

At man bare kan holde sig indendøre er vel ikke et seriøst argument. Den kunen vi køre videre på de fleste miljøproblemer ;-)

Man kunne jo starte med at sige at al nybyg skal være 0-energi, både privat, virksomhed og offentligt. Der er egentlig ikke så mange argumenter imod det skulle man synes.

Dernæst stille krav til varmepumper om bla støj og effektivitet. Ja de bliver nok dyrere - men bla 0-energi huse vil nok hjælpe lidt på det.

Ja ... egentlig en så meget som muligt 0 energi politik kunne man da godt efterlyse.

  • 0
  • 0

Her i Norge er terrasserne blevet større og større.
Pga. niveauforskelle er de som oftest bygget af imprægneret træ, der så er hævet fra jorden.
Jeg hjalp en kammerat med at installere hans varmepumpe under terrassen. Nær pumpen lavede vi en slags kanal af hårde stenuldplader. Derefter fyldte vi hulrummet under terrassen med store sten og afdækkede, så luften skulle gå igennem hele stenfyldingen før den nåede varmepumpen.

I Danmark er det vanligt, at gulvniveauet i huset næsten er det samme som ude. Her kunne man grave et hul indtil grundmuren under terrassen, installere varmepumpen der, og lave åbne kanaler under terrassen, hvor luften suges igennem.

Den positive effekt af virkningsgraden ved varmepumpen er enorm.
Det er ved lave lufttemperaturer, man mest har brug for varmen, men når lufttemperaturen kommer under 0 grader falder virkningsgraden hurtigt.

Ved sydvendte terrasser, hvor man lægger et trægulv over og suger luft ned på solrige dage om sommeren, vil man kunne få hele "blokken" på op til 1m^3 per m^2 terrasse varmet op til omkring 20 grader om sommeren. Derved vil lufttemperaturen til varmepumpen kunne holdes over 0 grader selv sidst på vinteren.

Hvis man alligevel har en terrasse - eller vil bygge ny eller udvide, så er investeringen meget lille.
Fordelene er:
- COP-værdien på varmepumpen øges med mindst 1 gennem hele vinteren - og pumpen afgiver meget mere varme i de kolde perioder.
- Varmepumpen bliver praktisk taget lydløs!
- Om efteråret vil varm luft sive op imellem brædderne på kølige aftener, hvilket gør det muligt at bruge terrassen længere.

Mvh Peder Wirstad

PS: Der installeres nu mere end 100.000 varmepumper om året her i Norge. Selv om temperaturen ligger under 0 grader det meste af vinteren er det praktisk taget kun luft/luft varmepumper, da deres COP-værdi er steget meget mere end vand/vand pga. et enormt produktionsvolumen, hvilket også har gjort dem særdeles billige.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten