Vanskeligt at rydde olie efter grundstødning ved Fyn
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. Newsletters and emails from Mediehuset Ingeniøren may contain marketing from marketing partners.

Vanskeligt at rydde olie efter grundstødning ved Fyn

Foto: Jack Fitzgerald/MarineTraffic.com

Efter grundstødt skib: Forureningen på øen Endelave er langt sværere at håndtere end først forventet. Problemet er grus og sten.

Sidste fredag stødte et portugisisk fragtskib på grund nord for Fyn og slog hul på en olietank. Siden har to danske kommuner haft travlt med at rette op på skaderne. Men nu har olierester på småsten og grus har sat en stopper for oprydningsarbejdet på øen Endelave, hvor medarbejdere fra Horsens Kommune har været i gang med at opsamle forurenet ålegræs siden tirsdag.

»Grus og sten kan vi ikke indsamle på samme måde som ålegræs, og vi har derfor været nødt til at tage en timeout for at vurdere, hvordan vi bedst muligt griber opgaven an. Vi har derfor taget kontakt til andre kommuner og firmaer for at indhente erfaringer, så vi kan få lavet en køreplan for oprydningen,« udtaler Lene Thomsen, der er biolog og miljøvagt i Horsens Kommune, i en pressemeddelelse i går.

Tidligere på ugen kaldte hun ellers opgaven for overskuelig, da et hold på ti personer med to lastbiler og et par gummigeder tirsdags gik i gang med at rydde den fire kilometer lange kyststrækning, der var berørt. På det tidspunkt var olien begrænset til at ligge i pølser af ålegræs, men nu er sten og grus med olie på begyndt at skylle op, og det er en helt anden type opgave.

Læs også: 50 meter lang flænge i grundstødt skib - risiko for olieudslip i dansk farvand

»Vi skal have de rigtige metoder til at indsamle olien, men vi skal også have styr på logistikken og bortskaffelsen af den indsamlede forurening fra Endelave. Erfaringer fra andre olieforureninger viser, at man let kommer til at sprede forureningen, hvis man ikke har styr på hele kæden. Det er ikke mindst vigtigt, når vi er på en ø. For hvordan håndterer vi mange ton indsamlet materiale, hvis det er det, vi ender med at have?« spørger Lene Thomsen.

Overskuelig oprydning i Hedensted Kommune

I Hedensted Kommune er der fundet olie på kyststrækningen mellem Juelsminde og Snaptun Havn samt øen Hjarnø i indsejlingen til Horsens Fjord. Her er oprydningen dog overskuelig, fortæller miljøvagt Peter Svane Knudsen.

»Forureningen begrænser sig til ålegræs, så det er en overskuelig opgave. Vi har ryddet sandstrandene, men mangler stadig Hjarnø og skræntkysterne, som er mere svært tilgængelige. Så oprydningen kommer i hvert fald til at fortsætte et stykke ind i næste uge,« siger han.

Også dyrelivet er blevet påvirket af olieudslippet, der allerede har kostet flere fugle livet. Det præcise antal kendes ikke endnu.

Grundstødt skib på vej i dok

Det portugisiske containerskib Victoria, der er den mistænkte oliesynder, bliver bugseret i dok i dag. Skibet har ligget stille siden fredag aften, hvor det grundstødte nord for Fyns Hoved og pådrog sig en flænge på 50 meter ved skibets brændstoftank.

Myndighederne modtog rederiets bjærgningsplan i nat, og klokken 7 i morges begyndte to slæbebåde altså at bugsere det 176 meter lange Victoria til Fayardværftet i Odense Fjord. På værftet lægger man flydespærringer ud, før skibet repareres og renses.

»Vores vurdering er, at det sikreste er at få skibet i havn hurtigst muligt og få skabt en stabil situation. Det er ikke risikofrit at lade et skib ligge med en 50 meter lang flænge. Hvis der for eksempel kommer en storm, kan det potentielt give yderligere olielækage,« siger Ole Theill Sørensen, vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter.

De tre miljøskibe Gunnar Thorson, Marie Miljø og Miljø 103 har fulgt bjærgningen tæt for at holde øje med olieudslip.

Ifølge Forsvarets Operationscenter går operationen indtil videre som planlagt. Skibet skulle ankomme til Fayadværftet omkring klokken 13.

Kommentarer (14)

Den citerede ordbog er næppe en autoriseret, anerkendt, kilde til de danske sprog.
I ordbogen er ordet "ødelagt" brugt, som kan betyde det samme som den norske tekst herunder, men det er et lidt vagt udtryk (som også kunne dække e.g. brand).

Jeg fandt følgende (på wikipedia.no) som heller ikke er an autoritativ kilde, men forklaringen er god; yderligere er det troværdigt, at udtrykket, som mange andre maritime udtryk, kommer fra tysk eller hollandsk.

Altså:
Forlis (avledet fra lavtysk og/eller nederlandsk: verlieren, verlust, «tap»)[1] er et uttrykk som tilhører sjøfarten og beskriver det totale tap av et skip.

Det centrale er her:"totale tab af et skib" - hvilket naturligvis kan ske ved at skibet synker, ved at skibet går på grund og knuses af havet (gres ubrugeligt) eller måske sejler på land / ind i land (rammer klipper).

  • 1
  • 3