Vandselskaber: Forbyd sprøjtegift i private haver

Vandselskaber: Forbyd sprøjtegift i private haver

Roundup er det mest solgte sprøjtemiddel, både i verden og herhjemme. (Foto: Casper Dalhoff) Foto: Casper Dalhoff

Vandselskaberne Hofor, Vandcenter Syd og Aarhus Vand opfordrer politikerne til at forbyde privat brug af sprøjtegift til ukrudtsbekæmpelse i haver, indkørsler og på flisearealer.

Når danskere bruger sprøjtemidler til ukrudtsbekæmpelse i deres haver eller på fliserne omkring huset, risikerer de at medvirke til, at den lokale vandboring må lukke.

Det vil Danmarks tre største vandselskaber, Hofor, Vandcenter Syd og Aarhus Vand, nu gøre op med. De opfordrer de danske politikere til at stoppe salg af ukrudtsmiddel til den almindelige forbruger og forbyde brugen af det i private husstande.

Danskere forurener mere end landmænd

Ifølge de tre vandselskaber lukker omkring 100 drikkevandsboringer om året i Danmark. Det skyldes blandt andet, at de bliver forurenet med sprøjtegift.

»Faktisk ligger 16 procent af de områder, hvor vi henter vand fra i Aarhus Kommune, i byområder. Ved et generelt forbud mod privat brug af sprøjtegift vil vi få grundvandet i disse områder beskyttet mod forurening,« siger geolog og ansvarlig for grundvandsbeskyttelse i Aarhus Vand Bo Vægter i en pressemeddelelse.

Forureningsrisikoen er større i private haver end fra landbrug, fordi private ikke er uddannet til at bruge sprøjtegift og ofte overdoserer. Derudover bliver sprøjtegiften brugt i indkørsler, havegange og på flisearealer, hvor den ikke bliver nedbrudt, før den siver ned i jorden.

Ingen regler for privat brug

Coop i Danmark har siden 1. marts 2014 standset alt salg af sprøjtemidler mod ukrudt, og ifølge de danske vandselskaber overvejer Holland at forbyde ukrudtsmidlet glyphosat til privat brug ved udgangen af 2015.

I kommunerne bliver der da også arbejdet for at sænke brugen af sprøjtegifte. I Aarhus bruger kommunen miljølovningen til at give landbrug og erhverv påbud om ikke at bruge sprøjtegift på sårbare områder med særlige drikkevandsinteresser, men forbuddet gælder ikke privat brug. Samme tendens ser man i Odense:

»I samarbejde med Naturstyrelsen og Odense Kommune gennemfører vi lige nu et at de største skovrejsningsprojekter i Danmark for at beskytte grundvandet mod sprøjtegift. Men inden for bygrænsen kan private fortsat bruge sprøjtegift i haver og indkørsler. Det hænger ikke sammen,« siger projektchef Christian Ammitsøe, Vandcenter Syd, i pressemeddelelsen.

Grundvandet skades af alle

Hofor, der står for Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, rejser også skov flere steder i samarbejde med Naturstyrelsen og kommunerne. Her siger leder for vandressourcer og miljø Anne Scherfig Kruse, at alle love bør gælde både for landbrug og private.

»Grundvandet mærker med garanti ikke forskel på, hvem der sprøjter,« konstaterer hun.

Kommentarer (32)

Fint nok at fokusere på privates ofte fejlagtige brug af glyphosat.
Men glem nu ikke de titusindvis af hektar landbrugsjord, hvor enhver plantevækst hvert år bliver fjernet med dette sprøjtemiddel. Selv med korrekt dosering må denne brug stadig udgøre langt den største glyphosat-risiko for vort grundvand.

  • 6
  • 9