Vandet strømmer ind i kæmpetunnel trods fire års renovering

I mere end fire år er der arbejdet på at stoppe vandindtrængning i en gigantisk motorvejstunnel til 82,6 milliarder kroner. Lige meget har det hjulpet.

Ifølge en ny rapport er der ingen forbedringer i forhold til, da arbejdet begyndte, skriver avisen Boston Globe, og det er stadig usikkert, hvor grundvandet kommer fra.

Så sent som for en måned siden hævdede motorvejsselskabet i Massachusetts ellers, at der var styr på vandet i Thomas P. O'Neill Jr.-tunnelen, som dagligt benyttes af 200.000 biler. Den udgør den central del af en større sammenfletning af motorveje.

Selskabet udsendte en rapport, hvoraf det blandt andet fremgik, at mængden af vand, der bliver pumpet ud af tunnellen, er halveret fra 2003 til 2006.

Det rådgivende ingeniørfirma Wiss, Janney, Elstner, som staten har hyret, konstaterer dog nu, at vandindtrængningen er steget så meget i år, at det samlet er umuligt at spore fremgangen.

Risiko for varig skade

Ifølge ingeniørfirmaet skal det hurtigt afgøres, hvor vandet kommer fra, så det kan stoppes. Der er ikke den store risiko for livsfarlige oversvømmelser, men elementerne i tunnelen kan derimod tage stor skade ved at være udsat for vand i længere tid.

I september 2004 gav en betonvæg i tunnellen efter, og der var så massive oversvømmelser, at to baner af motorvejen måtte lukkes midlertidigt. Siden er en tredjedel af de steder, hvor grundvandsindtrængningen er identificeret, blevet lukket til.

I 2005 blev projektets tilladelse til at lukke 136.274 liter vand ud i Massachusetts kloaksystem om måneden trukket tilbage. Tunnelen lukkede nemlig op til 50 gange så meget vand ud. Siden er der blevet forhandlet om en ny aftale.

I øjeblikket diskuteres det, hvor meget staten skal betale for arbejdet, blandt andet på baggrund af, at det tilbage i 2004 blev lovet, at problemerne ville blive løst i løbet af måneder.

Tunnelen blev helt færdigbygget sidste år.

Emner : Tunneller
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Da tunnelen på billedet krummer, er det sikkert en Cut-and-Cover - NATM er normalt mere hvælvede i toppen.

Jeg ved endnu ikke hvilken tunnel man vil bygge i Kbh, men da man byggede sænketunnelen på Øresundsforbindelsen, var der snak om lige at fyre endnu en serie af, mens man var i gang....

Så - sandsynligvis ikke ;-)

De bedste hilsner Peter Kamp

  • 0
  • 0

Ikke alle tunnelerne i Bostons Big Dig er under havnen, de har proppet en masse veje under jorden.

/Mvh Morten

  • 0
  • 0

Interessante problemer. Men som det ofte sker, må man undre sig (og tvivle!) over nogle af de angivne data.

82,6 mia kroner - det tal kan da vel ikke passe? Vi har før set det journalistiske enhedssystem diskuteret, hvorfor ikke give prisen i dollars? De bruger vel ikke kroner i Boston!

  • Og hvorfor skulle det være et problem at lukke 136 kubikmeter/md vand ud i kloaksystemet i Boston?

  • Søren

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten