Vandet strømmer ind i kæmpetunnel trods fire års renovering

22. august 2007 kl. 08:485
Efter fire års arbejde strømmer der stadig enorme mængder af grundvand ind i en kæmpe motorvejstunnel i Boston.
Artiklen er ældre end 30 dage

I mere end fire år er der arbejdet på at stoppe vandindtrængning i en gigantisk motorvejstunnel til 82,6 milliarder kroner. Lige meget har det hjulpet.

Ifølge en ny rapport er der ingen forbedringer i forhold til, da arbejdet begyndte, skriver avisen Boston Globe, og det er stadig usikkert, hvor grundvandet kommer fra.

Så sent som for en måned siden hævdede motorvejsselskabet i Massachusetts ellers, at der var styr på vandet i Thomas P. O'Neill Jr.-tunnelen, som dagligt benyttes af 200.000 biler. Den udgør den central del af en større sammenfletning af motorveje.

Selskabet udsendte en rapport, hvoraf det blandt andet fremgik, at mængden af vand, der bliver pumpet ud af tunnellen, er halveret fra 2003 til 2006.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det rådgivende ingeniørfirma Wiss, Janney, Elstner, som staten har hyret, konstaterer dog nu, at vandindtrængningen er steget så meget i år, at det samlet er umuligt at spore fremgangen.

Risiko for varig skade

Ifølge ingeniørfirmaet skal det hurtigt afgøres, hvor vandet kommer fra, så det kan stoppes. Der er ikke den store risiko for livsfarlige oversvømmelser, men elementerne i tunnelen kan derimod tage stor skade ved at være udsat for vand i længere tid.

I september 2004 gav en betonvæg i tunnellen efter, og der var så massive oversvømmelser, at to baner af motorvejen måtte lukkes midlertidigt. Siden er en tredjedel af de steder, hvor grundvandsindtrængningen er identificeret, blevet lukket til.

I 2005 blev projektets tilladelse til at lukke 136.274 liter vand ud i Massachusetts kloaksystem om måneden trukket tilbage. Tunnelen lukkede nemlig op til 50 gange så meget vand ud. Siden er der blevet forhandlet om en ny aftale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I øjeblikket diskuteres det, hvor meget staten skal betale for arbejdet, blandt andet på baggrund af, at det tilbage i 2004 blev lovet, at problemerne ville blive løst i løbet af måneder.

Tunnelen blev helt færdigbygget sidste år.

5 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
5
23. august 2007 kl. 11:19

Interessante problemer. Men som det ofte sker, må man undre sig (og tvivle!) over nogle af de angivne data.

82,6 mia kroner - det tal kan da vel ikke passe? Vi har før set det journalistiske enhedssystem diskuteret, hvorfor ikke give prisen i dollars? De bruger vel ikke kroner i Boston!

  • Og hvorfor skulle det være et problem at lukke 136 kubikmeter/md vand ud i kloaksystemet i Boston?

  • Søren

4
22. august 2007 kl. 21:22

Ikke alle tunnelerne i Bostons Big Dig er under havnen, de har proppet en masse veje under jorden.

/Mvh Morten

3
22. august 2007 kl. 21:13

Med mindre Moses var ansat på projektet kan jeg ikke forestille mig at tunellen i Boston havn ("Big Dig") er lavet som Cut&Cover :-)

Det falde loft du ser på billedet er det indre loft der falder ned og slår billister ihjel fra tid til anden.

Poul-Henning

2
22. august 2007 kl. 20:42

Da tunnelen på billedet krummer, er det sikkert en Cut-and-Cover - NATM er normalt mere hvælvede i toppen.

Jeg ved endnu ikke hvilken tunnel man vil bygge i Kbh, men da man byggede sænketunnelen på Øresundsforbindelsen, var der snak om lige at fyre endnu en serie af, mens man var i gang....

Så - sandsynligvis ikke ;-)

De bedste hilsner Peter Kamp

1
22. august 2007 kl. 10:42

Er der nogen der ved om det er den samme slags tunel der tales om i Københavns havn ?

Poul-Henning