Vand til tørstig jord

Af Peter Michelsen og Annette Hartung Studier af kunstvandingens historie fører vidt omkring og handler om liv og død Kunstvanding er et felt, hvor der er brug for ingeniører i hjælpearbejdet over for ulandene. Det er ikke så meget de gigantiske
anlæg med kæmpemæssige dæmninger, der tænkes på. Ofte er der endnu mere brug for bistand på beskedent niveau, f.eks. vejledning til etablering af hjælpemidler som vandløftehjul og pumper, overkommelige at anskaffe og til at reparere for den lokale
smed.

Vanding har i årtusinder spillet en væsentlig rolle i store dele af verden, og vi kan stadig lære af de ældre metoder, som talrige forskere da også har studeret. Overraskende nok har anlæggene ikke kun haft betydning i regnfattige områder, men
også på steder, hvor der normalt falder megen nedbør, endog på enge i det regnrige England. Hermed nogle eksempler: NORDEN I Danmark har kunstvanding som den kendes i dag med pumper, rør og spredere, kun i større omfang været anvendt siden 1950'erne.

Engvanding har derimod været udnyttet i flere hundrede år, og en del steder har der været strømhjul til hævning af vandet.

Større anlæg vandt indpas, da Hedeselskabet (grundlagt 1866) tog fat på systematisk opdyrkning af heden. Flere af anlæggene var i brug langt ind i 1900-tallet, og selv om de nu er ophørt med at fungere, har de efterladt tydelige spor i landskabet,
specielt de store kanaler, der blev gravet langs bredderne af de vest- og midtjyske åer.

I Norge kan kunstvanding spores meget langt tilbage. Den ældste omtale synes at være fra begyndelsen af 1600-årene. I 19l5 gav kulturgeografen Gudmund Hatt en indgående beskrivelse af den kunstvanding, der blev praktiseret især i Gudbrandsdalen og dens
sidedale. Dybt inde i landet, bag de høje fjelde, er der et område, som er temmelig tørt, fordi det så at sige ligger i læ for de vinde, der medfører den meste fugtighed. For at få vand fra højderne ned til dalenes marker blev det ledet ud i render og
hen over sænkninger ved hjælp af åbne hulede fyrrestammer på stolper eller opstablinger af sten.

Det er muligt, at man i Norge har kendt til kunstvanding allerede i middelalderen. Et af argumenterne herfor er, at vanding er nævnt i islandske tekster, som er skriftfæstet i 1200-årene.

Også i det sydlige Vestgrønland har der været vandet i middelalderen.

Nordboernes vigtigste næringsvej var jagt og fiskeri med supplement fra husdyrbrug, så de var afhængige af høbjærgning til vinterfoder. At der var brug for betydelige mængder ved man fra udgravning af gårdruiner, hvis staldbygninger gennemsnitlig havde
plads til en halv snes køer.

Et enkelt sted, i bispegårdens stalde, kunne der stå hundrede køer. Fra arkæologisk side undrede man sig længe over, hvordan det i sin tid var muligt at holde liv i så mange husdyr gennem den lange vinter. Svaret blev for nogle år siden fundet, da
lokale fåreholdere ville bygge et kunstvandingsanlæg for at modvirke sommerens tørke. Der var imidlertid ikke vand nok i elven, så de besluttede i stedet at bygge en dæmning og opdagede, at det havde andre gjort før dem.

Det blev udgangspunktet for en arkæologisk undersøgelse af biskoppens anlæg, som var baseret på, at der oppe i fjeldet - ved hjælp af dæmninger af græstørv og sten - var indrettet tre store vandreservoirer, hvorfra vandet gennem det naturlige elvleje
blev ledt ned til sletten. Øverst på sletten blev vandet ved endnu en dæmning tvunget ud i gravede kanaler med sider bygget af bl.a. græstørv. Kanalerne kunne føre vand til forskellige dele af den store hjemmemark, hvor græsset var beskyttet mod
fritgående kreaturer med diger af sten og græstørv.

Siden da er der fundet spor af flere lignende anlæg i Nordgrønland, men det er usikkert, hvornår teknikken er nået derop.

Indirekte siger opdagelsen også noget om forholdene sydpå. Hvis vikingerne, da de omkring år 1000 kom til Grønland, kunne foretage kunstvanding, må teknikken formodes at have været kendt hjemme i Norge, som de fleste grønlandske landnamsmænd kom fra.

VESTPÅ OG SYDPÅ I Amerika bliver der i vore dage foretaget kunstvanding med gigantiske, teknisk avancerede anlæg. Allerede i 1800-årene blev der bygget enorme anlæg, bl.a. af mormonerne, der udførte en pionerindsats ved den store Salt Lake i Utah. Men
Amerika bliver der i vore dage foretaget kunstvanding med gigantiske, teknisk avancerede anlæg. Allerede i 1800-årene blev der bygget enorme anlæg, bl.a. af mormonerne, der udførte en pionerindsats ved den store Salt Lake i Utah. Men
de var ikke de første: Da spanierne i 1533 erobrede Peru, fandt de, at bjergsiderne var omdannet til dyrkningsterrasser, som man kan se den dag i dag.

I Mexico kan man stadig opleve, at grundvand bliver tappet ved hjælp af underjordiske kanaler, som også kendes i Forasien og Nordafrika. Det mest sandsynlige er, at det er spanierne, der har bragt teknikken med fra Europa - og således er en gammel
persisk opfindelse ved arabisk og maurisk hjælp nået frem til den nye verden.

Når man i Mellemamerika fortsat har megen gammeldags vanding, hænger det sammen med den billige arbejdskraft. Visse steder i det sydlige Mexico, i Guatemala og i El Salvador, kan man ligefrem opleve manuel vanding. Med en særlig skovl kan en mand stå i
timevis og skvætte vand ud fra huller eller vandingsfurer direkte hen til planterne.

I Sydeuropa er frugtbarheden af mange dale og sletter baseret på vand fra bjergene. Eksempelvis i Lombardiet, hvor der ligger adskillige århundreders arbejde med flodkontrol og kunstvanding bag udformningen af det landskab, vi kender i dag. Her føres
store kanaler over og under hinanden og høje diger holder Po og andre vandløb på plads i deres flodlejer.

Allerede i middelalderen blev her udfoldet betydelig aktivitet med henblik på engvanding. Som et særligt raffinement udnyttede man tillige kloakvand fra store byer til gødning af engene. Metoden menes indført ved Milano af cisterciensermunke i midten
af 1200-årene, men den blev praktiseret allerede ved oldtidens Athen.

ØSTPÅ Mellemøsten hører jo til de temmelig tørre zoner, og herfra har vandingsteknik i flere tilfælde bredt sig til større dele af verden. Det gælder f.eks. de underjordiske kanaler, som ledte grundvand fra højereliggende steder til oaser, hvor der
Mellemøsten hører jo til de temmelig tørre zoner, og herfra har vandingsteknik i flere tilfælde bredt sig til større dele af verden. Det gælder f.eks. de underjordiske kanaler, som ledte grundvand fra højereliggende steder til oaser, hvor der
kunne anlægges haver omgivet af ørken. Kulturgeografen C.G. Feilberg anså dem for opfundet i Middelhavsområdet og spredt derfra. Senere mente geografen Johannes Humlum, at de underjordiske kanaler snarere var kommet østfra.

Denne sidste opfattelse synes bekræftet af assyriologen Jørgen Læssøe, der har gjort opmærksom på, at de underjordiske kanaler er nævnt i en tekst i kileskrift fra 714 før vor tidsregning. Her skildres et område i det nordvestligste Iran, hvor den
særlige frodighed åbenbart har været baseret på kunstvanding fra underjordiske kanaler. Herefter regner man med, at det nok drejer sig om en persisk opfindelse, der siden har bredt sig over store områder.

Andre træk er spredt på tilsvarende vis, eksempelvis vandingshjulene, som ingeniør Thorkild Schiøler har interesseret sig for i den antikke og den islamiske verden. Betegnelsen det persiske hjul antyder den sandsynlige oprindelse af et
vandløftningsapparat, der har fået en vid udbredelse.

Senest har historikeren Peter Christensen studeret den almindelige tilbagegang i store dele af Mellemøsten, hvor de kunstvandede arealer er mindsket i årtusindet efter udgangen af oldtiden. Årsagen hertil tror han ikke skal søges i de gamle
katastrofeteorier, der f.eks. lagde vægt på virkningen af mongolernes hærtogter ind i området. Det afgørende har snarere været langsomme miljøændringer som forsaltning af den kunstvandede jord -et fænomen, vi kender alt for godt også i vore dage. Han
peger ligeledes på de store epidemier, f.eks. pest, der har gjort et vældigt indhug i befolkningen.

IMOD NATUREN I den tidligere Sovjetunion blev der gjort en imponerende indsats mht.

kunstvanding. Der blev udkastet fantastiske planer, som gik så vidt, at man alvorligt tænkte på at vende strømretningen i nogle af de store asiatiske floder.

Øst for det Kaspiske Hav blev skabt gigantiske anlæg, hvoraf flere i øvrigt var påbegyndt i zartiden. De tapper ikke blot vand fra floderne Amu-Darja og Syr-Darja, men også fra talrige andre floder der fra de høje bjerge løber ud over slettelandet. Den
voldsomme udbygning hang i nogen grad sammen med den omsiggribende dyrkning af bomuld, der mange steder fortrængte det vigtige brødkorn, hvede, til stor skade for befolkningen.

I den tidligere Sovjetunion har kunstvanding også givet problemer i form af forsaltning. Den opstår, når vandet ved fordampning trækkes op gennem det øverste jordlag, og saltet krystalliserer på overfladen. Da der mange steder er tale om landområder,
hvor der fra naturens hånd dannes saltsøer og saltstepper, er kunstvanding derfor yderst problematisk. Resultatet har da også været, at store arealer, der før blev vandet, nu ligger øde hen.

Således handler kunstvanding om liv og død: Om produktion af fødemidler til en stadigt voksende befolkning - og om miljømæssige følger, der nogle steder kan blive katastrofale.

Måske kan vi bruge historien til at sikre, at teknikken på langt sigt bliver til gavn og ikke får uoverskuelige konsekvenser.

Peter Michelsen var i mnage år leder af Frilandsmuseet ved Sorgenfri. Han har nylig udgivet bogen 'Vand til tørstig jord. Kunstvandingens hvor, hvornår, hvordan'', Christian Ejlers' Forlag, 160 sider, rigt illustreret, 240 kr.

Annette Hartung er fast medarbejder ved Ingeniøren.