Valgdebat: Det gunstige arbejdsmarked skal give IDAs medlemmer bedre trivsel

For første gang ved repræsentantskabsvalg mødtes listerførerne i en direkte debat, som kunne overværes i IDA-huset i København eller fra skærmen derhjemme. Illustration: Skærmbillede

Tiden er med ingeniører og andre STEM-uddannede, fordi virksomhederne kæmper for at få de folk, de har brug for. Den situation skal IDA udnytte til at skabe bedre rammer om medlemmernes arbejdsliv.

Sådan lød det samstemmende fra flere listeførere (partiformænd, red.), da de torsdag aften mødtes til direkte debat i IDA-huset i København – og på skærmen hos de medlemmer, der havde valgt at følge debatten hjemmefra.

Mødet varede halvanden time, og med 13 forskellige lister var der begrænset taletid til hver enkelt under de i alt tre debatrunder. Sammenlignet med partilederrunder til et folketingsvalg opførte listeførerne sig eksemplarisk: Folk fik lov at tale ud, og alle ventede pænt på, at det blev deres tur til at tage ordet. Stemningen var mere præget af konsensus end konflikt.

Se hele debatten her.

Trivsel og arbejdsliv var emnet for debatrunde to, og Aske Nydam Guldberg, formandskandidat for Ingeniør & TeknologiListen, påpegede, at IDA lige nu befinder sig i en »unik situation.«

»Det er nu, vi har momentum til at lave ændringer. Under coronakrisen har vi selv og vores ledere lært, hvordan vi kan arbejde hjemmefra. Derfor skal IDA tage dialogen med medlemmerne og med lederne om, hvordan det skal håndteres. For det andet har vi en ekstrem lav arbejdsløshed, som giver os fantastiske muligheder. Selv har jeg lige været med til at forhandle løn i Cowi og hive fuld løn under barsel hjem.«

Juliane Marie Neiiendam, listefører for Innovation, Trivsel og Moderne Ledelse, glædede sig over, at trivsel var valgt som et af de tre emner, der skulle debatteres:

»Da vi startede vores liste for tre år siden, var det netop for at sætte fokus på emnet. Vi har en udfordring med trivsel, og nu taler samtlige lister om det.«

Hun opfordrede til, at IDA skulle gøre mere ud af at etablere netværk på arbejdspladserne og for at sikre, at IDAs trivselskonsulenter kommer ud på arbejdspladserne og holder oplæg om trivsel, motivation og samarbejde.

God ledelse en nødvendighed

De gode tider på ingeniørarbejdsmarkedet skal ifølge Cay Holst, listefører for Private Ingeniører – pi, bruges til at indgå i meget tættere samarbejde med både medarbejdere og ledelse på virksomhederne:

»Vi skal have oprette flere Virksomhedsgrupper (VG) eller talsmandsordninger, og så skal vi overbevise ledelsen om, at ingeniører er en ressource, virksomhederne kan bruge, fordi vi har løsninger på stort set alle problemer.«

Fra Pensionistlisten pegede listefører Jens Heide på, at ledelsen har enorm stor betydning for trivslen på en arbejdsplads:

»God ledelse er nødvendigt, og det er vigtigt med empatiske ledere med samarbejdsevner. Samtidig skal IDA sørge for at styrke vores tillidsfolk og arbejdsmiljørepræsentanter for at sikre den nødvendige indflydelse og samarbejde med ledelsen. Det kan højne trivslen.«

Listefører og formandskandidat Malene Matthison-Hansen fra Fagforeningslisten erklærede sig enig i, at tiden er moden til at komme igennem med ønskerne om et mere fleksibelt arbejdsliv på arbejdsmarkedet, og rettede derefter blikket mod det offentlige område:

»Vi har en overenskomst, der gør, at vi ikke er sikret, at der er noget at forhandle om fra år til år. Det skal vi ind og sikre. Det ville være dejligt, hvis vi fik indført, at der skal være penge med til lønforhandlinger på det offentlige område.«

Brug for indsats for ledige dimittender

Dimittendlistens Jesper Birch Carlsen henviste til, at halvdelen af alle arbejdsløse IDA-medlemmer er dimittender, og at det var vigtigt at gøre en indsats for denne gruppe, og for dem, der kun har en løs tilknytning til arbejdsmarkedet:

»Vi har talrige dårlige eksempler på nyuddannede, der havner i kortere, tidsbegrænsede ansættelser uden mulighed for forlængelse.«

Senioringeniørlistens listefører Nicolai Schiørring anførte, at IDA skal være bedre til at sikre medlemmerne i et »arbejdsmarked under forandring«:

»Det er vigtigt at vi kan tilbyde de mange medlemmer på individuelle kontrakter løsninger, som sikrer, ar de kan trække sig tilbage, når de selv har lyst.«

En af tilhørerne ville vide, hvordan IDA kan medvirke til at forebygge stress – særligt blandt de unge medlemmer.

Det spørgsmål blev sendt videre til listefører David Hansen, formandskandidat og listefører for Yngrelisten:

»Vi har desværre nogle ret foruroligende tal, der viser, at blandt unge i midt-20’erne oplever hver femte mand og hver tredje kvinder decideret mistrivsel. Vi har haft dialoger på Yngrelisten om, hvorvidt vi kan hjælp, så man ikke bare siger ja til det, man bliver tilbudt. De unge får rigtig meget frihed og ansvar, og tager det til sig, fordi de ønske at gøre en forskel, men med mere pres skal der også kompetencer til for at håndtere det.«

Ingeniører med supermandssyndrom

Undervejs kom Caroline Tromer Dragsdahl, listefører for Bæredygtig ledelse, med et helt konkret forslag til forsamlingen:

»Mange af jer nævner vigtigheden af god ledelse, og det er fantastisk, for så er vi enige om, at ledelse er afgørende for trivslen og menneskelig bæredygtighed. Så hvad siger I til, at vi nedsætter et råd, hvor vi kan idéudvikle og arbejde for, hvad bæredygtig ledelse skal være. Skal I ikke være med til det?« lød opfordringen, som Morten Thiessen, nuværende formand for Ansattes Råd (AR) i IDA og De Privatansattes formandskandidat, straks imødegik:

»Sådan et råd har vi allerede, og jeg er formand for det,« sagde han og fortsatte:

»Noget af det, vi skal være opmærksomme på som faggruppe, er, at vi måske ikke lider af overdreven ydmyghed i forhold til vores på egne evner. Det medfører et supermandssyndrom, så vi tror vi kan alt. Som ung i karrieren skal man nok lære, hvad man skal sige nej til og opfatte det som helt legitim. Dem, der forstår at dosere deres indsats, så de ikke mistrives, er dem, der på længere sigt får den bedste karriere og det bedste familieliv.«

Under sit indlæg foreslog Selvstændige Ingeniørers Liste, at IDA skal stå bag en fond, der skal støtte selvstændige i den første svære tid, hvor det er svært at få finansiering.

Listefører Olavur Thorup, Atomkraft ja tak!, formulerede sin listes arbejdsmarkedspolitik således:

»Det vigtige for os er inklusion, og det gælder køn, alder og nationalitet, og dem, der er psykisk, fysisk og socialt udfordret på en arbejdsplads. Dem vil vi gerne støtte.«

Det var første gang IDA afholdt en »partilederrunde,« som man kender det fra folketingsvalgene. Udover Trivsel og arbejdsmiljø, blev der diskuteret Grøn omstilling og Medlemspleje.

IDA-valg 2022

IDA-valg 2022 Bliv klogere på, hvad der adskiller de politiske lister i IDA, og på hvilken retning de hver især ønsker for foreningen. Se hele Ingeniørens dækningen af IDA-valget 2022.