Det fremgår ikke af artiklen, hvilke type forskere der tænkes på. Vi uddanner mange Ph.D'ere, og langt de fleste arbejder i private virksomheder. Der er meget lav arbejdsløshedsprocent blandt Ph.D'ere indenfor naturvidenskab. Og jeg fatter egentligt ikke, hvorfor at forskerne ikke får sig et job, frem for at skulle leve af at søge legater og bevillinger.

Jeg tror vi kunne være godt tjent med lidt højere faste bevillinger til universiteterne og lidt færre konkurrencer...

Jeg tror vi kunne være godt tjent med lidt højere faste bevillinger til universiteterne og lidt færre konkurrencer...

Det er en interessant tema, hvor det som oftest ender med for meget eller for lidt.

Ud fra devisen: ”Den der betaler musikken, bestemmer hvad der skal spilles” burde man kunne regne ud, at så opstår der ikke megen ny musik. Omvendt burde det også stå klart, at uden kunder, uden forventning og uden konkurrence, så vil det være spildte penge, at betale musikere for at lave ny musik.

Det virker som om, der ikke er nogen grænser for, hvor mange der dyrke deres personlige interesser og ride deres egne kæpheste som forsker indenfor eksempelvis humaniora. Omvendt er jeg ikke i tvivl om, at en masse god forskning kvæles i bureaukrati og bevillingssansøgninger.

Så ja, lad os få færre forskere af navn, og flere af gavn.

Og erhvervslivet søger uafhængige forskere, som udfører reel grundforskning?

Grundforskning, er måske i virkeligheden noget som politikerne betragter mere som en pligt end som fornuftigt. Vi får som land ikke speciel gavn af vores grundforskning, da vi jo giver den til andre, og de giver også deres forskning til os. Altså, vi har mest gavn af, at tage imod så meget som muligt, give så lidt som muligt, og bruge de få forskere vi har i erhvevslivet, til at få så meget som muligt ud af grundforskningen, både vores egen, og den vi kan få fat på fra andre lande.

Naturligvis skal vi ikke uddanne færre forskere, fordi at det offentlige ikke kan bruge alle fornuftigt. Erhvervslivet har et enormt behov

Naturligvis skal vi ikke uddanne færre forskere, fordi at det offentlige ikke kan bruge alle fornuftigt. Erhvervslivet har et enormt behov. Og der er meget få forskere der er arbejdsløse. Lad os håbe, at et nej til en ansøgning, i de fleste tilfælde ender med et andet projekt, der er langt bedre.

Personligt mener jeg vi bør have flere uafhængige forskere, som fuldt ud beskæftiger sig med reel grundforskning.

Skulle denne grundforskning resultere i noget der, muligvis kunne udmønte sig i et økonomisk lovende project, kunne dele overlades til et mere målrettet/fokuseret forskningshold.

F.eks Niels Bohr var svjv ikke udefra rettet mod noget bestemt mål.

Forskning er og skal være konkurrencepræget

Skal den det? Hvad gør konkurrencen egentlig?

Er det konkurrencen der fordrer den mest solide forskning? Den mest relevante? Men hvem bedømmer bedst om et projekt er relevant - den specialicerede forsker der kender sit felt indgående, eller generalisten hos forskningsfonden?

Fordrer konkurrencen en realistisk ansøgning? Eller påvirkes forskeren til at puste sit projekt mest op? Hvis ikke han smører tykt nok på kan han jo vinke farvel til sine kontraktansatte kolleger.

Er det også en konkurrence om at have den længste publikationsliste? Det højeste H-indeks? Eller bare at have størst anciennitet? Det bedste netværk?

Hvor meget tid går der med konkurrenceansøgningerne? Og hvad bliver tiden taget fra? Det forrige projekt? Forskerens fritid? Universiteterne er selvfølgelig behjælpelige med ansatte der målrettet hjælper med at finpudse ansøgningerne for at få den største bid af kagen. Hvordan kunne de midler ellers være brugt?

Jeg tror vi kunne være godt tjent med lidt højere faste bevillinger til universiteterne og lidt færre konkurrencer...