<a href="https://www.usgs.gov/faqs/how-does-earths-c..">https://www.usgs.gov/faq…;.

Er der ikke en smule evighedsmaskine over den forklaring? Man starter med et magnetfelt af ukendt oprindelse(!), og så roterer man noget elektrisk ledende rundt om det, og derved induceres strømme, som skulle forstærke det oprindelige felt - vel at mærke uden at den proces ender i et uendelig stort felt, hvis der er energi nok. Hmm. Hvis man roterer en ledende skive rundt i et magnetfelt, bremses den ned, og den tilførte energi til at dreje skiven bliver til varme - ikke til et forøget magnetfelt! Det princip bruges i mange fitnessmaskiner, som f.eks. spinningcykler og romaskiner!

Desuden er der ingen forklaring på de relativt hurtige polvendinger. Hvad får pludselig denne selvforstærkende effekt til at løbe den modsatte vej? Ifølge impulsmomentbevarelsen må en nedsættelse at én rotationshastighed resultere i en forøgelse af en anden, hvis jordens rotationshastighed ikke skal ændres unormalt under polvendingerne, og det er der vist ikke noget, der tyder på.

mangler jeg en plausibel forklaring på, hvordan de elektriske strømme opstår, og hvad, der holder dem igang,

Jeg tror heller ikke at den flydende del roterer den anden vej, i sin helhed. Men relativt må der jo ske nogle interne cirkulationer. Specielt hvis kappen og den indre kerne ikke har samme hastighed, så vil det flydende mellemlag jo være i relativ bevægelse. Og den relative bevægelse kan ændre sig, og hvis den indre kernes hastighed ændrer sig, så ændrer den relative bevægelse sig sikkert også.

Alt sammen meget godt; men saltvand er jo også ledende. Alligevel bliver havet ikke magnetisk uanset hvor tosset, det bliver hvirvlet rundt, eller hvis det køles ned til under frysepunktet eller varmes op til over kogepunktet.

I alle disse beskrivelser af årsagen til jordens magnetfelt mangler jeg en plausibel forklaring på, hvordan de elektriske strømme opstår, og hvad, der holder dem igang, og her er den termoelektriske effekt det eneste, jeg kan komme på. Den kræver imidlertid en meget skarp overgang mellem materialer med forskellig ledningsevne, og jeg forestiller mig blot en kerne, der gradvist bliver mere flydende udefter.

Desuden savner jeg årsagen til de relativt hurtige polvendinger. Det er aldeles usandsynligt, at man kan ændre rotationsretningen af kernen eller det omkringliggende, så jordens magnetfelt må skyldes en fin balance mellem to næsten lige store størrelser, så der blot skal små ændringer til for at det bidrag, der tidligere var det største, nu bliver det mindste, så polerne vender, som jeg også skrev i #5. Det passer iøvrigt med den "fuldstændig vanvittige" idé, som jeg omtalte i #1.

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Hairy_ball_theorem

det er den flydende del

Jeg tror Bs måde at skrive "langsommere end kappen" er "rotere den anden vej" - jeg forstod det tivertifald. Men det lyder,jo mere dramatisk.

Det tror jeg nu ikke ud fra det, jeg f.eks kan læse her

Du har ret. Det er kernen, men det er den flydende del, ikke den faste del.

PHK #7 Det tror jeg nu ikke ud fra det, jeg f.eks kan læse her

https://www.scientificamerican.com/article/what-causes-the-periodic/

men lad gerne vide, hvis jeg tager fejl.

Er det ikke den gængse teori for hvad der sker når jordens magnetfelt periodisk vender ?

Jeg kan se, Berlingske nu også har skrevet herom. Men det er altså ikke tilfældet, at den indre kerne kan finde på at rotere den anden vej, som det her skrives.

Er det ikke den gængse teori for hvad der sker når jordens magnetfelt periodisk vender ?

Jeg kan se, Berlingske nu også har skrevet herom. Men det er altså ikke tilfældet, at den indre kerne kan finde på at rotere den anden vej, som det her skrives. Der drejer sig kun om, den indre kerne roterer hurtigere eller langsommere end kappen.

https://www.berlingske.dk/videnskab/er-jordens-inderste-kerne-begyndt-at-bremse-op-her-er-hvad-vi-ved

Den eneste måde, man kan omsætte termisk energi til en elektrisk strøm, er mig bekendt den termoelektriske effekt; men den kræver to forskellige materialer med forskellig ledningsevne og en temperaturdifferens, og de betingelser er ikke opfyldt her.

PS. Da flydende jern nok har større elektrisk modstand end størknet, og kernen er varmere end kappen, vil det faktisk være muligt at skabe en termoelektrisk strøm af elektroner inde fra kernen og udefter - altså ikke som figuren i din link viser; men hvad vej går returstrømmen så, og hvorfor balanceres stømme på den sydlige halvkugle ikke ud med modsatrettede strømme på den nordlige, så magnetfeltet bliver 0? Eller det gør de måske næsten også, og vi ser kun differensen, hvilket kunne forklare hurtige polvendinger og vandring af de magnetiske poler uden at skulle ændre særlig meget på bevægelsen af enorme masser!

med min fremhævelse

Læs lige de indledende linjer i det afsnit igen:

In order to maintain the magnetic field against <strong>ohmic</strong> decay (which would occur for the dipole field in 20,000 years), the outer core must be convecting.

Det er netop noget vrøvl. Der er intet tab i et magnetfelt bortset fra det, der skabes af eddy-currents, som man derfor ofte prøver at undgå ved f.eks. at lave kerner til elektromagneter og transformatorer af isolerede plader oven på hinanden eller at skære riller ind mod midten af en ferritkerne, så strømmene ikke kan komme til at løbe rundt. Det svarer faktisk til en leder, hvor den eneste strøm, der løber inden i lederen, er den, der varmer den op (eddy current loss)! Al nytteenergi ligger i æteren udenfor. Hvordan får man iøvrigt fotoner til at følge en krum ledning?

Den eneste måde, man kan omsætte termisk energi til en elektrisk strøm, er mig bekendt den termoelektriske effekt; men den kræver to forskellige materialer med forskellig ledningsevne og en temperaturdifferens, og de betingelser er ikke opfyldt her. Jeg mangler derfor stadig en plausibel forklaring på, hvordan termisk energi kan omdannes til atomart spin, som kan give et permanent magnetfelt. Jeg afviser ikke, at det er muligt; men jeg vil bare gerne vide hvordan, og det giver din link intet svar på.

Fra https://en.wikipedia.org/wiki/Magnet :

Another model is the Ampère model, where all magnetization is due to the effect of microscopic, or atomic, circular bound currents, also called Ampèrian currents, throughout the material. For a uniformly magnetized cylindrical bar magnet, the net effect of the microscopic bound currents is to make the magnet behave as if there is a <strong>macroscopic sheet of electric current flowing around the surface</strong>, with local flow direction normal to the cylinder axis. Microscopic currents in atoms inside the material are generally canceled by currents in neighboring atoms, so only the surface makes a net contribution; shaving off the outer layer of a magnet will not destroy its magnetic field, but will leave a new surface of uncancelled currents from the circular currents throughout the material.

Den holder imidlertid ikke i praksis. Prøv at tage to runde, permanente magneter og læg dem ved siden af hinanden med sydpol oven på nordpol, som illustreret nedenfor med ASCII-art (så godt det kan lade sig gøre på dette forum, som hverken har courier skrifttype, som det havde tidligere, eller kan finde ud at vise spacer på en fornuftig måde uden at lave dem om til tabulering):

       S=====N          
 S=====N

Drej så magneterne rundt om hinanden omkring den lodrette S-N akse, hvor de rører hinanden. Du vil så se, at tiltrækningskraften er stort set den samme uanset vinklen, og at omdrejningspunktet, som de to magneter hele tiden søger mod, er konstant og en smule nede af langsiden (ikke helt oppe på kanten). Det kan slet ikke forklares med et "macroscopic sheet of electric current flowing around the surface", for ved visse vinkler vil strømmene gå i samme retning, og ved andre i modsat. Det burde give en variation i kraften, men gør det bare ikke, hvilket faktisk er et mysterie, som jeg p.t. prøver at finde en forklaring på. Der er absolut ingen tvivl om, at energien i et B-felt er æter i bevægelse, for E = ½·μ0·V·H^2, og da μ0 er et udtryk for æterdensiteten, som ganget med volumenet V giver ætermassen m, og H-feltet bare er en hastighedsvektor, står der E = ½·m·v^2 - altså kinetisk energi; men det er pokkers svært at finde ud af, hvordan den bevægelse foregår. Det er næsten med garanti bare ikke som traditionel fysik forestiller sig!

Så man mener altså, at hvis man køler flydende jern ned, så det størkner, vil resultatet blive magnetisk eller hvad

Hvem mener det?

Læs f.eks. her

https://en.wikipedia.org/wiki/Dynamo_theory

med min fremhævelse

In order to maintain the magnetic field against ohmic decay (which would occur for the dipole field in 20,000 years), the outer core must be convecting. The convection is likely some combination of thermal and compositional convection. The mantle controls the rate at which heat is extracted from the core. Heat sources include gravitational energy released by the compression of the core, gravitational energy released by the rejection of light elements (probably sulfur, oxygen, or silicon) at the inner core boundary as it grows, latent heat of crystallization at the inner core boundary and radioactivity of potassium, uranium and thorium

Ud fra impulsbevarelsen

UPS. Der skulle selvfølgelig have stået "Ud fra impulsmomentbevarelsen".

Den afgivne energi ved størkningsprocessen er med til at drive dynamoen, der generer Jordens magnetfelt.

Så man mener altså, at hvis man køler flydende jern ned, så det størkner, vil resultatet blive magnetisk eller hvad?

Deres påstand understøttes af en artikel i Science Advances sidste år, der indikerede, at den indre kerne før 1970 faktisk roterede svagt langsommere end Jordens overflade. Man er stadig ikke helt klar over, hvorfor dette er tilfældet, <strong>men årsagen til rotationen af den indre kerne forklares normalt ved, at den skyldes et samspil mellem en elektromagnetisk kobling mellem den indre og ydre kerne, der vil øge den indre kernes rotationshastighed, og en gravitationskobling mellem den indre kerne og kappen, der vil sænke rotationshastigheden.</strong>

Den vil jeg også godt have yderligere forklaret! For mig lyder det som om: "Vi aner ikke, hvad der sker; men videnskaben skal jo have en forklaring på alt, så vi opfinder bare én til lejligheden" - ligesom man gjorde med fotonmodellen, da man smed æteren ud og dermed stod uden nogen plausibel forklaring på stort set samtlige fænomener i universet incl. lysets udbredelse og himmellegemernes bevægelse i en galakse.

Ud fra impulsbevarelsen er det ret naturligt, at hvis den indre kerne roterer langsommere, må den ydre kappe rotere hurtigere og omvendt, da de roterer i samme retning, og svingningen med de ca. 60 års periodetid svarer til, at man sætter en urfjeder mellem de to. Det er da muligt, at denne "fjeder" skyldes magnetfelter; men så vil jeg igen gerne vide, hvorfor en størknet jernkerne genererer et magnetfelt ved at blive drejet rundt - det gør en roterende jernaksel jo ikke, og hvorfor smeltet jern udenom får ladning, så det kan generere et magnetfelt, hvis det sættes i bevægelse.

200 år efter, at Ørsted opdagede elektromagnetismen, og i en tid, hvor alt skal være elektrisk, er det temmelig beskæmmende, at traditionel fysik stadig ikke det mindste bud på, hvad der forårsager magnetfelt og ladning. Så måske skulle man starte dér; men også her kommer man ingen vegne, så længe Einsteins tanker blokkerer for enhver form for sund fornuft. Og inden I begynder at fortælle mig, at ladning bare er knyttet til elektroner og positroner, så se lige på Maxwells 3. ligning: E = -dB/dt. Enhver ændring i et magnetfelt - uanset hvor lille, den måtte være, vil skabe et elektrisk felt (E); men hvordan får man pludselig skabt elektroner eller positroner til det, hvis ændringen f.eks. sker i vakuum mellem to magneter?

Jeg har heller ikke løsningen endnu, selv om jeg har en "fuldstændig vanvittigt" idé, som ville sætte ny rekord i nedadvendte tommelfingre, hvis jeg offentliggjorde den her; men jeg prøver i det mindste at finde sandheden i stedet for blot at spille klog og give en sludder for en sladder, som næppe holder til en nærmere analyse.