Mht. hvad der i virkeligheden historisk set skete, så undrer det mig, ....

Og selvom man ligesom en vis anden herre mistede sit flagskib i sin egen lille verdenskrig, så lykkedes det i et par årtier at ødelægge mulighederne atomkraft i dele af verden, dog førte tabet af flagskibet "Regnbuekrigeren" måske til at Frankrigs atomkraft fik lov at være nogenlunde i fred for disse ballademagere!

Det er mere end man kan sige om Japans :-(

Især Jytte Hildens og co’s indflydelse i Socialdemokratiet var jo også en effektiv kæp i hjulet.

Virkelig ?

Er I atomkraftfortalere stadig ikke kommet længere, end til at skyde skylden på politikere I ikke bryder jer om ?

En nødvendig forudsætning for at kunne stikke en kæp i et hjul, er at der er et hjul til at begynde med.

Der har aldrig været et konkret og realistisk forslag om atomkraft i Danmark, som er blevet realitetsbehandlet, hverken af ELSAM, amtsråd, eller Folketinget.

Man har lavet en masse forskellige forarbejder og de er alle løbet ud i sandet længe inden de politikere der kunne skrive under på købsaftalen blev involveret, fordi det hver evig eneste gang var indlysende for alle involverede, at det ville blive alt, alt for dyrt.

Derfor har hverken Jytte Hilden, Påskemarchen, "Atomkraft Nej Tak" mærkater, eller nogen af de andre populistiske og performative manifestationer har, når det kommer til stykket, haft den mindste indflydelse på om Danmark fik atomkraft eller ej.

I 1980'erne hvor Jytte Hilden slog sine folder, havde løbet været definitivt kørt i over 20 år. De reaktortyper der kunne købes var alle så store, at der skulle indkøbes urealistisk stor overkapacitet (ca. 250%).

Den eneste grund til at atomkraft har været et diskussionsemne de sidste 60 år, er fordi atomkraftfortalerne og atomkraftbranchen, trods overvældende evidens om det stik modsatte, bliver ved med at påstå at nu bliver atomkraft meget billigere, for med det ny og større reaktordesign er alle problemer løst.

Så enig i din analyse af udsendelserne om Bohr og atomkraftens historie.

Mht. hvad der i virkeligheden historisk set skete, så undrer det mig, at man ikke også har kigget i dokumenterne, der lå i Beredskabsstyrelsen vedr. især omkring AEK, om ELSAM og GEUS standpunkter, og om Barsebäcks opførelse, og deres indbyrdes koblinger/mennesker bag/politikere og græsrøddernes fremkomst i 60’erne og 70’erne. Især Jytte Hildens og co’s indflydelse i Socialdemokratiet var jo også en effektiv kæp i hjulet.

Hvis man ikke ser en gevinst i form af billigere energi, flere arbejdspladser eller bedre nationaløkonomi, så er det knap med politisk mod.

Bestemt.

Men husk at Poul Hartling blev statsminister efter Jordskredsvalget kun havde sine egne 22 mandater bag sig . Mere et forretningsministerium end en regering.

Et stort, tiårigt, dyrt og skatteyderbetalt projekt for at indføre atomkraft, som svar på at Glistrup var stormet ind med 28 ondt-i-skatten mandater, vedtaget af alle de fire "gamle" partier (ABCV), der kun tilsammen kunne mønstre det nødvendige flertal, efter alle at have blødt vælgere ?

Beslutningen havde næppe holdt længe nok til at få en spade i jorden og Danmark ville have fået vores egen "Trump" til magten 40 år før USA fik sin.

Så gevinstens størrelse, eller eventuelle sidegevinster, spillede ingen rolle: Det nødvendige dybe greb i statskassen var umuligt, da OPEC blev sure.

Den eneste reelle, men meget lille chance jeg har kunnet øjne for atomkraft i Danmark, var Jens Otto Krag og hans "Fremtidens Danmark", der af gode grunde ikke nævner atomkraft direkte ved navn.

Hvis Bohr havde lagt sit navn på vægtskålen i 1962, så Krags's første regering havde kastet sig entusiatisk over atomkraft, var reaktorene stadig små nok til at elselskaberne kunne magte det med nogle statsgaranterede lån og de ville have tået færdige inden nogen fik den ide at stoppe dem - ligesom i Tyskland, Sverige og USA.

Men selv i 1962 var økonomien i atomkraft i Danmark ikke fantastisk set med Danske øjne: Det eneste vi selv kunne bidrage med var grus og sten til beton, resten var importvarer, fra kul til cementen, stål til armeringen osv. osv. I forhold til f.eks Sverige og Tyskland, gør det en ret stor forskel i det nationaløkonomiske regnskab.

Derfor ville det have krævet at Niels Bohr var gået "all-in" og overbevist både politikere og folket, om at atomkraft var fremtidens energikilde og Danmark var ved at sakke bagud.

Meget tyder dog på at Niels Bohr, som de fleste kernefysikere, troede at atomkraft kun ville blive billigere og billigere og at fusionsenergi snart ville slå bunden ud af energimarkedet, så selv hvis han havde levet ti år længere, tror jeg stadig ikke vi havde fået atomkraft.

Hej Poul-Henning Kamp

Det eneste reelle alternativ til nationalisering af NESA ville være at staten oprettede et nyt selskab som drev atomreaktorene og solgte strømmen til NESA, SEAS og NVE.</p>
<p>Men det var ikke indlysende bedre og rejser automatisk spørgsmålet om hvorfor jyderne selv skulle bære risikoen via ELSAM, når Staten påtog sig risikoen for Sjællænderne.

Jeg skal bestemt ikke afvise at den væsentlige årsag er som du beskriver ovenfor, men vil fredeligt nævne at politisk mod er afhængig af den gevinst man efterfølgende forventer at høste. Hvis man ikke ser en gevinst i form af billigere energi, flere arbejdspladser eller bedre nationaløkonomi, så er det knap med politisk mod.

Danmark havde på det tidspunkt førende virksomheder indenfor "almindelig" forbrænding, så kul- vs atomkraft var også et spørgsmål om beskyttelse af egne arbejdspladser.

Jeg tror slet ikke den slags hensyn nåede i nærheden af at få indflydelse under energikrisen, det strandede allerede på det finanspolitiske niveau:

ELSAM kunne sikkert have håndteret atomkraft Jylland og Fyn med et par statsgaranterede lån, men på Sjælland ville atomkraft kræve at man sammenlagde NESA, NVE og SEAS i (eller under) en tilvarende organisation. Ud over det personfnidder det indebar, var det et stort problem at NESA var et Aktieselskab.

NVE og SEAS var andelsselskaber, dem kunne man juridisk fedtspille på plads, men at fratage NESA's bestyrelse magten i så afgørende grad, ville kræve en nationalisering, af hvad der formodentlig var danmarks rigeste aktieselskab. Det ville gøre staten til direkte aktør i elforsyning, uden udsigt til at slippe ud af igen, for NESA's kunder kunne ikke tvinges til pantsætte hytten for at overtage selskabet på andelsbasis.

Det eneste reelle alternativ til nationalisering af NESA ville være at staten oprettede et nyt selskab som drev atomreaktorene og solgte strømmen til NESA, SEAS og NVE.

Men det var ikke indlysende bedre og rejser automatisk spørgsmålet om hvorfor jyderne selv skulle bære risikoen via ELSAM, når Staten påtog sig risikoen for Sjællænderne.

Hej Poul-Henning Kamp

Et ombygge hele det danske elnet, både elektrisk og organisatorisk, midt i en Energikrise hvor landet fattes penge, var ikke højt på Folketingets ønskeliste, når der er nemmere og billigere løsninger i form af kulkraft.

"...Da jeg havde set det første afsnit, var jeg stærkt irriteret..."

• det var jeg også, pi**e irriteret faktisk.

Jeg har gravet meget i netop det spørgsmål og min konklusion er, at efter Niels Bohrs død var der ikke længere en person der kunne overbevise de økonomisk meget konservative bestyrelser i elselskaberne.

Efter Niels Bohrs død var det for alle praktiske formål et enmands-show fra ELSAMs "grand old man" og det virker som om ELSAM gav ham masser af line, men aldrig kom i nærheden af at give ham nogen penge.

På det tidspunkt hvor eksterne begivenheder, i form af OPEC og oliekrisen, tvinger elselskaber til at tænke sig grundig om, er kommercielle reaktorer vokset over hovedet på dem, både i størrelse (>>500MW) og økonomi.

Et ombygge hele det danske elnet, både elektrisk og organisatorisk, midt i en Energikrise hvor landet fattes penge, var ikke højt på Folketingets ønskeliste, når der er nemmere og billigere løsninger i form af kulkraft.

Da folketingets beslutning tages, er løbet for længst kørt, i midten af firserne er kommercielle reaktorer blevet så store at de ikke kan indpasses i det danske elnet uden meget store ekstraomkostninger og atombranches deroute med byggeskandaler havde øget usikkerheden om både pris og leveringstid dramatisk.

Så alt i alt, med Niels Bohr dør Danmarks mulighed for atomkraft.

Mundkurven har intet med det at gøre.

Når nu de 2 præsenterer sig som historikere så savner jeg lidt at de gik ind i problemstillingen videnskab kontra politik. For som sædvanlig var det muligheden for anvendelse i krig der førte til atomkapløbet først mellem Tyskland og dets modstandere, dernæst mellem vest og øst. Så når noget både kan være godt og ondt så er det med andre ord normalt ondt der kommer først.

For som enhver videnskabsmand ville Bohr gerne at den enorme energimængde hans opdagelse gav adgang til blev udnyttet fredeligt i menneskehedens tjeneste, desværre er menneskeheden indrettet anderledes og har altid rummet elementer som Stalin og Putin hvis grænseløse ondskab man er nødt til at tage højde for. Og når Stalin allerede i 1945 havde gjort en ny verdensorden med FN i centrum til en illusion så var ideen om at dele så farlig viden med ham fra da af galimatias.

For mens vi her i Vesten forestiller os at være nået til et højere civilisationstrin hvor demokratier ikke fører krig mod hinanden så synes śovjetkommunismen og nu putinismen af have fastholdt den del af verden sådan som den var for 100 år siden. Tænk blot aktuelt på hvordan Canada lever fint sammen med sin store nabo til sammenligning med Ukraine og deres store nabo! Og vi ser især måske hvordan FN absolut ingen rolle spiller i den konflikt!

Bohrs dilemma løste sig af sig selv ved at russerne stjal amerikanernes viden, men dilemmaet eksisterer stadig , og senest spørgsmålet om hvem man skal dele sin viden om genteknologi med, her var omvendt amerikanerne ivrige efter at dele med kineserne, måske var det en fejl der gjorde os alle syge og hvor vi måske ikke har set de sidste ulykker endnu?