Er der nogen i Universet, der har fået øje på os? Og vil de i givet fald os i det hele taget noget godt, hvis de kendte til vores eksistens, og de med en for os hidtil ukendt form for teknolog kunne aflægge os et besøg? Det sidste spørgsmål hører nærmest ind under kategorien science-fiction, selv om flere astronomer helt tilbage siden 1970’erne har argumenteret for, at det måske ville være det bedste, at så længe vi ikke kender til fremmede civilisationers hensigter, at vi ikke bevidst eller ubevidst søger at gøre opmærksomme på os selv. Måske er det for sent. Radiobølger har vi udsendt i rundt regnet 100 år, og disse vil i princippet allerede kunne være opfanget af civilisationer tæt på os.
Fremmede civilisationer længere borte må dog bruge andre metoder til at finde Jorden helt på samme vis, som vi har fundet flere tusinde exoplaneter i stjernesystemer langt borte i Mælkevejen. Der er forskellige metoder til at finde exoplaneter. Næsten tre fjerdedele af alle exoplaneter er fundet med transit-metoden, hvor man kan deducere sig til eksistensen af en exoplanet ved, at den skygger for sin stjernes udstråling i retning mod Jorden, når exoplaneten bevæger sig ind i den direkte linje mellem Jorden og stjernen. Den bedste metode til at finde små exoplaneter ved stjerner langt borte er dog baseret på mikrolinseeffekter. Og det må formodes, at det vil være den metode, som fremmede civilisationer langt borte bedst kan opdage Jorden med.
Gravitationelle linseeffekter fungerer ved, at signaler kan forstørres, når lyset fra en fjern stjerne i henhold til Einsteins generelle relativitetsteori afbøjes rundt om en nærmere liggende stjerne, på samme måde som lys kan afbøjes med en linse. Hvis den nærmeste stjerne har en planet kredsende omkring sig, vil dette give anledning til små forandringer i signalet. Det er mikrolinseeffekten.
Spørgsmålet er så, hvor let det er for civilisationer i Mælkevejen eller de nærmeste galakser at bruge denne teknik til at finde netop Jorden. Det er i virkeligheden ikke særligt sandsynligt, skriver en række forskere i en videnskabelig artikel i Monthly Notices of the Royal Astronomical Society i denne måned. Det er muligt at definere en såkaldt Earth Microlensing Zone (EMZ), hvorfra det muligt at identificere Jorden på denne måde. Ved at bruge data fra kataloget over Mælkevejens stjerner baseret på Gaia-satellittens detaljerede observationer kommer forskergruppen frem til, at det kun er muligt at observere Jordens eksistens på denne måde fra omkring 15 stjernesystemer om året - under den antagelse, at der her findes civilisationer med samme teknologi som os. Det er så lille et antal, at det er meget usandsynligt, at nogen vil få øje på os med denne metode.
Når Jorden er så vanskelig at opdage, skyldes det dels, at Jorden befinder sig relativt tæt på Solen - det giver en meget lille effekt - og dels, at vi befinder os omkring 27.000 lysår fra Mælkevejens galaktiske centrum. Det bedste sted at observere Jorden fra med denne metode vil være fra et sted yderst i Mælkevejen, hvor Solen og Jorden vil kunne give en linseeffekt for en af de mange stjerner i midten af Mælkevejen. Men der er få stjerner yderst i Mælkevejen og dermed formodentlig også få observatører, bemærker forskergruppen. Generelt har vi altså et godt skjulested i Mælkevejen.
Man kan dog ikke udelukke, at andre kan finde Jorden med denne metode fra deres placering i Universet. Vi kan ikke vide os helt sikre på, at der ikke er nogen, som holder et vågent øje med os.
