Nordkaperen er en af verdens sjældneste hvalarter. Der findes måske kun omkring 350 af de op til 18 meter lange og 80 ton tunge hvaler tilbage i den nordlige del af Atlanterhavet. De er udsat for en lang række farer som sammenstød med skibe eller at blive indfanget i fiskeudstyr. Dertil kommer den stigende støj i verdenshavene, som forstyrrer deres indbyrdes kommunikation, der foregår med lavfrekvente lyde. Man hører ofte, at både det ene og det andet er synd for hvalerne, men for Nordkaperen er i det mange tilfælde helt korrekt.
Når det gælder støjen i havet, kommer Alice Affatani og to andre forskere fra det nationale italienske institut for oceanografi og anvendt geofysik i Trieste nu med en ny nedslående nyhed i tidsskriftet Earth’s Future, der udgives af American Geophysical Union. Forskerne forklarer, at hvis den globale opvarmning fortsat buldrer derudad, så vil udbredelsen af lyde i verdenshavene ændres, og der vil opstå nogle akustiske hotspots, hvor lydforholdene ændres markant, hvor Nordkaperen lever. De har netop valgt at behandle denne hvalart som en konkret case i deres artikel.
Men før vi kommer til den sørgelige konklusion, så lad os se på, hvad der egentlig bestemmer lydens hastighed i havet. Lydens hastighed i havet er omkring 1.500 m/s eller ca. 4,5 gange større end i luft. Men den er ikke ens overalt, tre parametre er afgørende: temperatur, saltindhold og dybde. I 1981 opstillede amerikaneren Kenneth V. MacKenzie en forholdsvis simpel empirisk formel for lydhastigheden i havet med ni led indeholdende disse tre parametre. Formlen har en nøjagtighed på omkring 0,1 m/s i temperaturintervallet -20 C til 30 0C, for et saltindhold mellem 2,5 og 4 procent og for dybder ned til 8.000 meter. Det er denne formel, som Alice Affatani bruger, når hun først skal beregne, hvordan lydens hastighed vil eller kan ændre sig i fremtiden. Beregningerne tager udgangspunkt i det klimascenarie, der i IPCC-rapporterne betegnes RCP 8.5. Og det er nok den største anke, man kan have mod analysen. For det er det scenarie, hvor man absolut intet gør for at reducere udledningen af drivhusgasser. Det kan godt være, at målet om en temperaturstigning på højst halvanden eller to grader kan blive svært at nå, men at RCP 8.5 vil skyde over målet, kan man nu godt betragte som sikkert i dag. Men okay, overdrivelse fremmer vel forståelsen. Så lad os se, hvad de italienske forskere mener, der kan ske under dette worst case-opvarmingsscenario.
Det mest markante vil være, at der opstår to akustiske hotspots i henholdsvis Grønlandshavet og øst for Newfoundland, hvor lydens hastighed i en dybde ned til 500 meter vil stige med halvanden procent eller mere end 20 m/s ved slutningen af dette århundrede. Mere interessant end ændringer i lydens hastighed er det transmissionstab, der vil være for lydens udbredelse i havet. På grund af ændringerne i saltindhold og temperatur vil der være forskellige værdier for lydens hastighed i forskellige havdybder. Det kan være med til at lede lyden gennem havet over store afstande, fordi en lydbølge i en retning opad tæt fra bunden af havet kan brydes nedad igen. Helt generelt findes i dybhavet en transmissionskanal, der holder lydbølger samlet, som det sker på tilsvarende vis for lys i en optisk fiber – hvor der er en forskel i lysets hastighed i forskellige glaslag. Lydkanalen går under navnet Sound Fixing and Ranging channel eller blot SOFAR. For nordkapere ved de to akustiske hotspots vil det medføre, at lyde i fremtiden vil udbrede sig over langt større afstande, end det er tilfældet i dag. Det bliver simpelthen mere støjende for nordkaperne og andre dyr i havet – og det er ikke så godt.
Det er igen væsentligt at påpege, at forskerne arbejder med et noget urealistisk klimascenarie for fremtiden, men på den anden side har de påpeget en – i hvert fald for mig – hidtil overset mulig effekt af global opvarmning: at det bliver mere stressende at være hval på grund af øget støj. Hvem skulle lige have troet det.
