Vær med til Ingeniørens valgmøde online: Klima, arbejdskraft og uddannelse

Illustration: Nanna Skytte

På vej ind i valgkampens sidste uge i det, der ligner moderne tids mest uforudsigelige udfald, er det til gengæld ret forudsigeligt, hvad der står på dosmersedlen hos den kommende statsminister: Klima, mangel på arbejdskraft og fremtidens uddannelser. Udfordringer der er skubbet lidt til side af emner, der nu engang dukker op i kampens hede.

SE VALGMØDET ONLINE HER
De tre emner vil vi imidlertid gerne holde fast i og sætte fokus på med et valgmøde kun tre dage inden valgdag. Fredag den 28. klokken 12 har vi derfor inviteret fem kandidater til online valgmøde og varslet dem, at vi først og fremmest vil tale om de tre emner. Derudover er det også muligt at sende spørgsmål til panelet på forhånd. Gerne indenfor de tre emner. Men bliver der plads til flere, skal de naturligvis med. Se tilmeldingsboksen i bunden af artiklen og skyd løs. Men vi kan lige tage et par indledende, opvarmende spørgsmål på de tre emner.

Mangel på arbejdskraft

Alle prognoser siger, at vi kommer til at mangle hænder til stort set alt. Men først og fremmest inden for STEM fagene. Kan vi uddanne os ud af det? Hvordan får vi tiltrukket arbejdskraft fra udlandet? Under hvilke betingelser skal de inviteres? Hvordan gør vi os attraktive?

Klima

Et af de største og mest komplekse emner. Hvordan får vi de landvindmøller op noget hurtigere? Hvordan var det lige med timemodellen i togdriften kontra en Kattegatforbindelse? Går det hurtigt nok med de energiøer? Og så er der landbruget.

Uddannelse

Her ligger en række forslag, som deler vandene. Udflytning af uddannelser. Forkortning af kandidatuddannelserne. Nedlæggelse af visse uddannelser for at give plads og penge til STEM. Hvordan hjælper vi de stressede studerende?

Kandidaterne

Vi har inviteret Ida Auken (S), Rosa Lund (Ø), Laura Lindahl (K), Jan E. Jørgensen (V) og Klaus Bondam (RV). Mød dem online fredag den 28. fra 12 til 13.30 ved at tilmelde dig i boksen herunder.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er nu bevist flere gange, at regeringen manipulerer med tal bla Lynetten og Forskere fra kødindustrien. Det er grotesk at de lyver om vores miljø og først når Alternativet selv undersøger det, så kommer de:”Åh undskyld vi brugte et apparat, der var 40 år gammelt” Hvorfor har I ikke inviteret Torsten fra Å

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten