Per V. Brüel fylder 100 år: Skovens søn fik smag for teknik

Brüel & Kjærs grundlæggere Holger Nielsen, Per V. Brüel og Viggo Kjær fotograferet i 1958.

En af det sidste århundredes mest markante ingeniører, Per V. Brüel, fylder 100 år den 6. marts 2015.

Per Vilhelm Brüel fylder 100 år. Han er måske ikke længere still going strong som før i tiden. Et langt liv har sat sine spor, men Brüel bor stadig i sit eget hjem i Gl. Holte på en stor naturgrund grænsende op til skov og sø.

Det er et naturligt hjem for Per Brüel.

Han var forudset til blive en skovens mand ligesom som far, Gustaf Brüel, der var statsskovrider.

Det stod på ingen måde skrevet i fødselspapirerne, at Brüel skulle blive ingeniør, iværksætter og med et nutidigt ord en ægte tekniknørd med interesse for motorcykler og fly.

Et job i skoven havde gået i arv fra far til søn i Brüel-familien siden Pers tiptipoldefar, Georg Wilhelm Brüel, der var født i Tyskland i 1752, som 25-årig kom til Danmark, hvor han blev en fremtrædende forstmand.

Efter ansættelse i landbrugsministeriet i København blev Gustaf Brüel forflyttet til Sønderjylland, da Per var en lille dreng. Når der var jagt i skoven, fungerede Per som klapper, men han holdt mere med dyrene end med jægerne.

Læs også: Danske akustikere hylder Per Brüel

»Jeg kunne ikke lide jagten, så jeg lod gerne dyrene slippe bagud gennem klappekæden,« fortæller han ved bordet i køkkenet, hvor Ingeniøren er på besøg en måneds tid før den runde dag.

»Min far kunne ikke forstå, at jeg ikke havde lyst til at skyde.«

Når Brüel fortæller om dele af sit lange liv, er der tre personer, der ofte dukker op i fortællingen. Det er hans mor, Viggo Kjær og P.O. Pedersen.

Han fik hjemmeundervisning af sin mor i de tidligste år.

»Vi boede fanden i vold midt ude i Sønderjylland, og der var ingen skole, så min mor læste med mig,« siger Per Brüel.

Og det var hans mors familie, han blev indlogeret hos i København, mens han studerede på Polyteknisk Læreanstalt.

Her havde den unge Brüel set, at årgangens dygtigste var Viggo Kjær, så da de studerende på et tidspunkt skulle have en makker til laboratorieøvelser, skrev Per Brüel sig på sammen med Viggo Kjær - uden denne kendte til det, han var nemlig sygemeldt på dette tidspunkt.

»Han havde lidt samme baggrund som jeg. Jeg havde ikke lyst til at blive forstmand som min far, og Viggo ønskede ikke at overtage fødegården. Så vi blev enige om at slå os sammen,« fortæller Per Brüel.

P.O. Pedersen var både rektor for Polyteknisk Læreanstalt, professor i svagstrømsteknik, stifter af Akademiet for de Tekniske Videnskaber og meget mere. Han blev mentor for Per Brüel.

»P.O. Pedersen kørte det hele, han havde stor betydning for Danmark. Han bad sine studerende holde et foredrag efter forelæsninger. Han blev så glad for mit, at han sagde, at jeg skulle blive hans assistent,« siger Per Brüel.

»Hvis jeg ikke havde mødt P.O. Pedersen, havde mit liv formet sig helt anderledes, bl.a. var jeg nok blevet maskiningeniør frem for elektroingeniør, for jeg var meget interesseret i svæveflyvning.«

Per Brüel og Viggo Kjær var fastbesluttede på stifte egen virksomhed efter deres civilingeniøreksamen i 1939. Det skete i 1942. Efter krigen kom der for alvor fremdrift i virksomheden, som voksede sig større og større og nærmest blev et nationalt ingeniørklenodie.

Stifterne og ejerne havde i mange år haft den politik, de ikke ville låne penge i banken. En ekspansion i 1980’erne endte dog i et kollaps forårsaget af forsinkede udviklingsprojekter og et sammenbrud på markederne i Østeuropa, som udgjorde en fjerdedel af omsætningen, efter Berlinmurens fald i 1989.

Firmaet var nu i bankernes kløer, og et salg af virksomheden blev gennemtrumfet.

Per Brüels afsked med firmaet, han etablerede sammen med Viggo Kjær, var ikke lykkelig. Det er historie, der er beskrevet flere gange - også i Ingeniøren. Men det er ikke noget, Per Brüel er meget for at tale om i dag.

Det ændrer dog ikke på, at Brüel & Kjær er hans livsværk. Firmaet har haft skiftende direktører og ejere siden 1992, som de færreste kan huske eller kender navnene på. Det er Per Brüel og Viggo Kjær, der døde i 2013 99 år gammel, der stadig fortælles om både i og uden firmaet.

Som 77-årig i 1992 havde han mere at byde på, så han oprettede firmaet Brüel Acoustics sammen med en italiensk ven og kollega. I dag er han ude af virksomheden, som nu drives som en italiensk konsulentvirksomhed uden Brüels medvirken, men stadig med brug af hans navn i markedsføringen.

Ind imellem snakken om Viggo Kjær, P.O. Pedersen og interessen for teknik, er det skoven og naturen, som han har lige uden for døren, som Per Brüel igen og igen vender tilbage til i vores samtale.

»Vi har både ræve og rådyr på grunden. Det er højst besynderligt, lige ved siden af nogle af rævenes udgange ligger rådyrene og får unger. Det er en dejlig grund, og så er den ret stor på 12.000 kvadratmeter.«

Det var afgørende beslutning, Per Brüel traf som ganske ung ved at gå mod slægtstraditionen, men det er tydeligt, at naturen og skoven ikke har sluppet sit tag i ham.

Brüels vigtigste opfindelse

Allerede året efter oprettelsen af firmaet Brüel & Kjær designede Per V. Brüel virksomhedens første kommercielle instrument: et piezoelektrisk accelerometer (Type 4303). Det var den første akustiske analysator i verden. Et instrument til registrering af lydtryk åbnede dermed markederne i USA og Japan.

»På det tidspunkt målte industrien overhovedet ikke lyd og vibration. Brüel skabte bogstaveligt talt feltet,« siger civilingeniør Torben Rask Licht, som har arbejdet sammen med Brüel i mere end 20 år.

Da Per V. Brüel for fire år siden blev spurgt, hvad der var medvirkende til at gøre firmaet Brüel & Kjær til et bemærkelsesværdigt firma, fremhævede han dog et andet instrument fra firmaets tidligste tid: niveauskriveren.

Fødselaren har selv berettet om udviklingen af dette instrument i et jubilæumstidsskrift for Dansk Akustisk Selskab i 2004 og i engelsk bearbejdning heraf i tidsskriftet Sound and Vibration i 2008.

Akustiske målinger dækker et meget stort dynamisk områder. Ofte er man interesseret i måle lydtryk inden for et område 60 decibel, dvs. det højeste lydtryk er 1.000 gange så kraftigt som det laveste. Ydermere ønsker man at have samme relative nøjagtighed for lave lydtryk som for høje lydtryk. Det var ikke let i 1940’erne.

Da det nyoprettede firma Brüel & Kjær havde svært ved at skaffe komponenter, tog Per Brüel allerede i slutningen af 1942 til Sverige, hvor han først arbejdede i Stockholm. Året efter blev et akustik laboratorium ved oprettet ved Chalmers tekniska högskola i Göteborg, hvor Brüel blev tilknyttet.

På samme tid var der mangel på instrumenter til måling af efterklangstid. Fra Finland kom en forespørgsel til Chalmers om at udvikle et godt instrument.

Det enkleste ville have været at modificere et instrument udviklet af civilingeniør Jens Oskar Nielsen i midten af 1930’erne, mens han var assistent for P.O. Pedersen ved Laboratoriet for Telefoni og Telegrafi.

Men der var en række ulemper ved J. Oskar Nielsens konstruktion, mente Brüel.

Så i samarbejde med bl.a. Freimut Larris og Uno Ingård udviklede han en helt ny niveauskriver, som han regnede med, at firmaet Brüel & Kjær skulle producere.

Problemet var blot, at de to stiftere havde aftalt, at de kun ville producere et instrument, som de forventede at sælge mindst 75 enheder af. Viggo Kjær mente, at der højst kunne sælges 50 stk. Brüel mente dog, at han nok kunne sælge 150, så han satte gang i en produktion i Sverige.

Enden på historien er, at niveauskriveren var i produktion indtil 1985, og der blev solgt 25.000 instrumenterne. Den er nu erstattet af digital teknologi, men principperne er de samme.

»Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor jeg kun troede, der var et marked for 150 enheder, og hvorfor behovet var så meget større end forventet. Niveauskriveren åbnede med et slag hele instrumentmarkedet for Brüel & Kjær i USA og Japan« skrev Per V. Brüel i jubilæumstidskriftet

Han tillægger en stor forklaring på det internationale gennembrud en artikel om niveauskriveren i det amerikanske tidsskrift Journal of The Acoustical Society i 1949, som Brüel forfattede sammen med Uno Ingård.

Det var ikke sidste gang, at Per Brüel og Viggo Kjær var uenige om vigtige beslutninger, fortæller Peter Brüel, søn af Per. Så de to kompagnoner måtte finde en måde til at håndtere deres deres uenighed, uden det førte til handlingslammelse.

»Skulle der træffes en beslutning i eksempelvis i forbindelse med ansættelse af en ny medarbejder eller udvikling af et nyt produkt forsøgte de at diskutere sig til en løsning, men de var ikke blege for at slå plat eller krone, hvis de var fundamentalt uenige,« siger Peter Brüel.

Kommentarer (5)

Jeg husker min tid hos B&K som den lykkeliste i mit arbejdsliv.
Vi er stadig en flok af gamle kalibreringsteknikere, der holder et maanedligt møde i "Onsdagsklubben".
Jeg vil gerne ønske tillykke med dagen.

  • 4
  • 0

var langt det bedste, jeg nogensinde har arbejdet i. Kjær var en jernhård leder af udviklingsafdelingen, afd 2, hvor kravet om at tjene penge, var hovedsagen. Kjær gav rammerne for det krav med en ledelsesstil, hvor ledelsesret og ansvar fulgtes af: Når man havde en idé, præsenterede man den for Kjær, og når han sagde ja, så var man både leder af, og ansvarlig for, projektet. Ingen andre blandede sig.

Nu om dage er der i alle firmaer fyldt op med fjolser fra handelshøjskolen, der hverken ved ud eller ind, og som i bedste fald kun er en belastning.

  • 6
  • 0

Det var som arbejdsdreng/mand her jeg fik en fornemmelse af at jeg skulle lave sensorer og have min egen fabrik med kvindfolk og maskiner.
Jeg har lavet ganske gode sensorer og en ud af tre er helt fint.Fremragende sted.Hjerteligt til lykke.

  • 0
  • 0

nu vi hylder en af Danmarks store virksomhedsledere, at fortælle en lille historie, fra Brüel & Kjær, der viser, hvad det engang var, at være ingeniør - dvs. opfinder.

B&K beherskede verdensmarkedet fra 20Hz til 20kHz, og i kataloget var der selvfølgelig mange smalbåndsfiltre med mange stillinger. Enhver, der har arbejdet med omskiftere ved, at det er meget vanskeligt at lave omskiftere med over 20 stillinger. I almindelighed sker fin-positioneringen af omskifteren i et "klikhus", hvor en fjederbelastet kugle bevæges hen over en sinusformet bane. Men skal det gøres ordentligt - med stor holdbarhed og præcision - så bliver det vanskeligt.

Som alle drenge af sin årgang vidste Kjær, at en kortsluttet cykeldynamo - en topolet synkrongenerator - gik fra en hvillestilling til den næste 180 grader længere fremme - i et lækkert svup. Så ned til cykelhandler Styhr (det hed han sørme) nede på hjørnet efter den bedst svuppende dynamo, som blev koblet til omskifteren med fjederbelastede tandhjul, og vupti havde man den lækrest svuppende omskifter på jord.

Den blev selvfølgelig døbt: "Kjærs Cyklodynamiske Omskifter". Tilsvarende smarte opfindelser fandt man i shot-noise generatoren og meget andet.

En stor tak for gode år i et fantastisk firma, og tillykke til Brüel med de 100 år.

  • 0
  • 0

Det har været lidt dårligt belyst (som Ingeniøren måske kunne dyrke lidt?) men den tyske besættelse skabte faktisk nogle særlige muligheder for kreative danske opfindere og iværksættere. Det gælder fx. Danfoss, Radiometer, B&K og fx en mindre virksomhed som Kaisers Laboratorium. De var alle drevet at nogle ret bestemte tekniknørder og da tiden for generationsskifte nærmede sig, blev det med et skiftende resultat. Da Radiometer gik på børsen med en god kurs (svjh ca. 13x den nominelle aktiekapital) blev der i industri- og bankkredse gjort forsøg på at få B&K-ejerne til at slippe tøjlerne, hvor man mente at virksomheden nok få en udbudt kurs på niveau med Radiometer, men ejerne afviste hårdnakket med den bemækning om at man nok skulle have mindst det dobbelte, dvs. ca. børskursen for A. P. Møller den gang, ca. 28x den nominelle aktiekapital! Det var virkelig synd at man ikke på det tidspunkt, for ca. 35 år siden, ikke lod en professionel bestyrelse/ledelse komme til. Der var et stort behov for at strømlinje virksomheden og "cashe in" på produktsegmenter, som man ikke selv kunne udvikle kommercielt!

  • 0
  • 0