Usikkerhed om designet af nordkoreansk brintbombe
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Usikkerhed om designet af nordkoreansk brintbombe

Kim Jung-un giver gode råd om designet for den nye bombe. Den viste model minder om en konventionel totrinsbombe efter Teller-Ulam-designet, men eksperter mener, at den testede bombe kan have været af et andet og mere simpelt design - en såkaldt boosted bombe - hvor sprængkraften er mindre end for en 'rigtig' brintbombe. (Foto: KCTV)

Nordkorea hævder, at deres seneste atombombeprøvesprængning var en test af en brintbombe.

Meget taler dog for, at der ikke var en tale om en ‘rigtig’ brintbombe, men en eller anden form for mellemting mellem en atombombe, hvor sprængkraften kommer fra spaltning (fission) af uran eller plutonium, og en termonuklear bombe, hvor sprængkraften kommer fra sammensmeltning af brintisotoperne deuterium og tritium efter Teller-Ulam-designet (se nedenfor).

Hvor processerne i konventionelle atombomber som de, der blev kastet over Hiroshima og Nagasaki i 1945, svarer til det, som sker i et atomkraftværk, er processerne i en brintbombe at sammenligne med det, som vil ske i en fusionsreaktor som Iter.

Bombens sprængkraft skønnes at have svaret til 120 kiloton TNT - eller otte gange Hiroshima-bomben og seks gange bomben, som Nordkorea testede i september 2016.

Men den nye bombe behøver ikke at have være en ægte brintbombe, den kan lige så vel være en mellemting i form af en boosted bombe, hvor fusionsprocesserne i bomben har til formål at øge sprængkraften fra fissionsbomben snarere end selv at give sprængkraft.

Venter på eventuelt udslip

Hvis der undslipper gasser til atmosfæren fra den nordkoreanske sprængning, som skete under jorden, bliver det måske muligt at bestemme mere præcist, hvilken form for bombe, nordkoreanerne nu har testet.

Men det kan tager uger for gasserne at lække til atmosfæren, og der er usikkerhed om, hvor let det i givet fald bliver at detektere dem.

Formodningen om, at gasser vil undslippe, styrkes dog af, at der 8½ minut efter den første rystelse i Jorden - opgjort til styrke 6,3 af US Geological Survey og forårsaget af bombesprængningen - blev detekteret endnu en rystelse på styrke 4,3.

En sådan hændelse, som kan være en form for kollaps i tunnelsystemet, øger sandsynligheden for, at gasser, som kan detekteres af Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty Organization(CTBTO), er undsluppet til atmosfæren.

Læs også: 170 seismiske målestationer holder øje med Nordkoreas atomprøvesprængninger

Uanset hvad man senere måtte blive i stand til at konkludere om bomben, er der dog ingen tvivl om, at der set fra et nordkoreansk synspunkt er sket betydelige fremskridt, og at der set fra omverdens synspunkt kun er grund til stigende bekymring.

Teller og Ulams design

Alle moderne brintbomber er baseret på den såkaldte Teller-Ulam-konfiguration, der er udviklet af den ungarskfødte fysiker Edward Teller og den polskfødte matematiker Stanislaw Ulam i 1951.

Første trin, fissionsbomben, er baseret på spaltning af plutonium, som skal give energi til at skabe de temperaturer og det tryk, der er nødvendige for at få deuterium-atomerne i det indkapslede lithium-deuterid i andet trin til fusionere med tritium, der dannes, når lithium-6-isotoper bombarderes med neutroner. Af samme grund er det anvendte lithium-deuterid - et farveløst krystallinsk stof med et smeltepunkt på 689 grader celsius og en massefylde på 0,78 - beriget med Li-6, som udgør 7,5 pct. af naturlig lithium.

Første trin sættes i gang af højeksplosive sprængstoffer, der er placeret, så de vil presse et materiale som eksempelvis aluminium eller beryllium ind på en ring af plutonium-239, hvor spaltningsprocessen går i gang, når tætheden i materialet bliver høj.

Der anvendes en tilstand af plutonium, der kendes som delta-tilstanden, idet den kan sammenpresses mest.

En reflektor af et tungt materiale, f.eks. uran-238 holder det hele sammen, så energien fra første trin, der primært findes i form af røntgenstråling, kan overføres til andet trin, før første trin blæses fra hinanden og ødelægger sprænghovedet. Fusionsprocessen, der sker i tritiumgassen, har udelukkende til formål at generere neutroner, der sætter ekstra fart i fissionsprocessen i plutonium-239.

Røntgenstrålingen fra første trin vil efterfølgende presse polysterenskummet sammen om lithium-deuterid-pulveret og sætte gang i trinnets 'tændrør' - en stang af plutonium. Nogle af neutronerne fra fissionsprocessen i 'tændrøret' vil absorberes af lithium-6, hvorved der dannes tritium, som vil fusionere med deuterium - og det udløser slutteligt bombens enorme sprængkraft.

Det er vist i denne grafik:

"Termonukleare bomber har normalt sprængkraft over 1.000 kiloton TNT,"

Det passer simpelthen ikke.

B61, USAs nuværende egentlige atombombe (som i: Droppes fra fly) har f.eks et yield der kan indstilles imellem 0.3 og 340 kilotons. (Den præcise fission/fusion fordeling kendes ikke for de to lave indstillinger.)

Alex Wellerstein har et rigtig godt blogindlæg om størrelse og vægt af atombomber:

http://blog.nuclearsecrecy.com/2013/12/23/...

Det er rigtigt at man i starten byggede meget store brintbomber, men det var for at kompensere for at man ramte dårligt, men med forbedret præcision kan man nøjes med meget mindre sprængkraft og dermed spare både vægt og fissilt materiale.

  • 13
  • 2

men uden det burde rokke ved det øvrige vi ved og ikke ved om den nye bombe.

Og vi er langt hen ad vejen enige om den del.

Det jeg personligt bider mærke i er at alt tyder på at de taler sandt i deres press-releases.

Bortset fra vores lønlige håb er der ingen grund til at antage at det er et boosted design, det ville være unødvendig omvej i forhold til NK's annoncerede planer om at sætte atombomber på ICBM'er.

  • 5
  • 2