USA’s mystiske militær-rumfly X-37B lander efter 718 dage i rummet
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

USA’s mystiske militær-rumfly X-37B lander efter 718 dage i rummet

Billedet er fra i går, hvor X37B-rumflyet landede i Nasas Kennedy Space Center i Florida. Rumflyet bruger hypergolsk raketbrændstof, der antænder straks det blandes med iltningsmiddel. Stofferne er sprængfarlige og giftige, og der er derfor, at jordpersonellet har beskyttelsesdragter på. Foto: U.S. Air Force courtesy photo

Der var ikke brug for vækkeur i det centrale Østflorida søndag morgen kort før klokken otte, for USA’s rumfly X-37B brød lydmuren med et brag, da det lagde an til landing på Nasas Kennedy Space Center.

Det er fjerde gang, at USA’s militær har testet det ubemandede X-37B-fly, der blev sendt op den 20. maj 2015 ved hjælp af en Atlas V-raket fra Cape Canaveral i Florida.

Flyet har dermed igen overgået sig selv og sat rekord ved at være på vingerne i hele 718 dage.

Satellitspottere verden over holder øje med flyet, når det er i rummet i baner cirka 320 km oppe, og U.S. Air Force viser også selv billeder frem på de sociale medier og skriver kortfattede nyheder, når X-37B letter og lander.

Test af udstyr

Ifølge U.S. Air Forces hjemmeside bliver flyet brugt til eksperimenter inden for avanceret styring og navigation, termiske beskyttelsessystemer, pakninger, genanvendelig isolering, letvægts-elektromekaniske flyvesystemer, avancerede fremdriftssystemer og autonome orbitalflyvninger og genindtræden gennem Jordens atmosfære og landing.

Læs også: Spionfly lander efter usædvanlig lang mission i rummet

Det lyder helt logisk at teste udstyr, materialer og flyveegenskaber, siger Flemming Hansen, som i 29 år har arbejdet med udvikling af rumudstyr som satellitter og raketter og i dag er indehaver af Radiolab Consulting og konsulent for DTU Space.

Samtidig må man dog klart formode, at flyet også tester forskellige teknologier til overvågning af fjender nede på Jorden og i rummet, mener han.

Billig og hurtig testplatform

»Det er et stort aktiv for USA, at man hurtigt kan få noget i rummet og teste det – f.eks. nye typer af sensorer – og tage flyet ned igen og se, hvordan det har det efter en tur i rummet,« siger Flemming Hansen.

Flyet er en testplatform, der kan bære større instrumenter, som man kan teste billigere, end hvis man skulle bygge en satellit for at prøve nye teknologier.

Hvis flyet oveni har mulighed for at åbne til det lille lastrum og folde noget ud, kan man også køre længerevarende forsøg, folde det sammen igen og lukke lugerne, selv om pladsen er begrænset i flyet.

Ekstreme temperaturforskelle

Eftersom U.S. Air Force selv skriver, at de tester materialer, så handler det blandt andet om, at materialer skal kunne klare balancen mellem sol og skygge, mener Flemming Hansen.

Læs også: USA sender hemmeligt rumfly på ny testmission

Det tomme rum har ikke nogen temperatur, fordi der ikke er nogen luft. Men solsiden bliver bagt godt og grundigt, mens skyggesiden ud mod det kolde verdensrum bliver afkølet meget. Så på den måde bliver der en voldsom temperaturforskel på sol- og skyggesiden.

»Når vi designer satellitter, tager vi f.eks. hensyn til varmebalancen – balancen mellem ind- og udstråling. Og udstyret skal kunne klare den ligevægtstemperatur, der indstiller sig, så udstyret fungerer godt,« siger Flemming Hansen.

Solens stråler slider

I rummet bliver materialer også slidt på grund af Solens stråler. Hernede i vores del af atmosfæren, er iltmolekylet O2, men når det bliver påvirket af Solens UV-stråler i den allerøverste del af atmosfæren, spaltes det i rene iltatomer.

»Og fritsvævende iltatom er ekstremt aktive kemisk set, så det prøver at oxidere alt andet på sin vej. Og det vil sige, at alt hvad der nedbrydes af ilt, går meget stærkere, når det er atomar oxygen end iltmolekylet O2,« forklarer Flemming Hansen.

Derfor skal man sikre sig, at materialer og coating på rumflyet kan tåle atomar oxygen, for selv om luften utrolig tynd derude, er der iltatomer til stede som nedbryder overflader langsomt, men støt.

»Så det handler om at finde de bedste materialer til overflader, der skal sendes op. Og derfor er det interessant at langtidsteste det, som med et rumfly,« siger Flemming Hansen.

Derimod er kosmisk stråling ikke noget problem for udstyr, når man flyver i så lav højde som rumflyet.

Overvågning med sensorer

Undervejs på missionen kører X-37B formentlig konstant et eller andet program eller forsøg, for det er trods alt et højteknologisk og dyrt aktiv for U.S. Air Force, mener Flemming Hansen. Overvågning ned mod Jorden er måske nok det mest sandsynlige.

»For der bliver hele tiden udviklet ny sensorer med bedre teknologi. Og så vil man gerne teste det, inden man f.eks. bygger en stor satellit og prøver det på,« siger Flemming Hansen.

»Selv om man har lavet beregningerne, der siger, at noget virker, så virker det måske alligevel ikke, når man kommer op i rummet, fordi der er ting, man simpelthen ikke kan teste på Jorden,« siger han.

Sådan gætter man på, at flyet er indrettet. Foto: Grafik: Space.com

Man ved også, at Islamisk Stat prøver at lave droner med våben på, der godt nok er rimeligt primitivt sammenlignet med bare et F16-jagerfly. Men som er nok til at sprede terror, der hvor de bliver brugt.

»Dér vil USA sikkert forsøge at finde ud af, hvordan man kan overvåge Islamisk Stat, og hvad de foretager sig, med alle de kanaler, de har til rådighed – både synligt og infrarød sensorer og via radiosignaler og aflytte, hvad de har gang i,« siger Flemming Hansen.

»Det er vigtigt at spille på så mange strenge så muligt, for jo flere kanaler man har at lytte på og kigge på, jo bedre informationer får man. Selv om man skal kæmpe hårdt for det hele, for alle prøver på at snyde dem, der lytter,« siger Flemming Hansen.

Ødelægger satellitter

Kontrol over fjendens satellitter vil formentlig også være noget, som rumflyet tester, fordi man der kan lamme kommunikationen og aflytte radiosignaler fra fjendens skibe, landfartøjer osv. Man kan f.eks. teste, hvordan man kan uskadeliggøre en spionsatellit ved at ødelægge den med en laser, der lyser ind i teleskopet, så det bliver ødelagt.

Man kan også tænke sig, at man blokerer kommunikationen gennem jamming, men det kræver, at satellitterne flyver i samme bane og følges ad, for ellers virker det kun i få minutter, fordi deres indbyrdes hastighed er så høj at de på få sekunder er langt fra hinanden.

Læs også: CIA løfter sløret: UFO'er, overtroiske ingeniører og spionfly på dansk jord

I december offentliggjorde USA, at man var sikker på, at Rusland havde atter havde afprøvet et missil, der kan uskadeliggøre satellitter. Både kineserne og amerikanerne har også prøvet at skyde satellitter ned. Men det er nu næppe noget, man for alvor vil give sig i kast med igen.

Da Kina skød en af sin egne gamle satellitter ned for en del år siden i stor højde, forøgede den mængden af rumskrot betragteligt.

Sådan bliver X-37B indkapslet i toppen af en Atlas-5 raket fra opsendelsesbasen Cape Canaveral Cape Canaveral i Florida. Foto: U.S. Air Force courtesy photo Foto: U.S. Air Force courtesy photo

»Så alle ved godt, hvad der er på spil, hvis man gør det én gang til, for så risikerer man, at vi får dét run-away-problem, som er skildret i spillefilmen Gravity,« siger Flemming Hansen.

Teste alt af – uden at gøre det

I filmen opstår der en kaskadeeffekt, da man skyder en spionsatellit ned, for den sender mere rumskrot i kredsløb i rummet, og det flår rumstationen i småstykker osv.

Mange forestiller sig måske en rumkrig som i Star Wars eller StarTrek, hvor heltene og fjenderne drøner rundt i rummet og styrer og bremser med høj lyd. En rumkrig vil være at skyde satellitter ned, der overvåger en.

»Men det gør man kun en gang, for så vil rummet være så forurenet med rumskrot, at man lukker for rummet. Det vil være det samme som en afslutning på rumalderen. Punktum.«

»Men man kan teste alt det, der skal til ved hjælp af rumflyet og uden at trykke på knappen, det vil sige teste sensorer, radarer, lasere osv.«, siger Flemming Hansen.

Det må da være noget, som de ikke vil dele med de andre lande ombord på ISS, som de laver med den 'rumkutter' - noget som tager lang tid. Måske dyrker de krystaller til lasersværd eller en ny slags organisme, der, hvis man laver smoothies af den, kan give superkræfter :)

De andre ting de nævner, er vel ikke noget, der kræver en næsten to års kontinuerlig test og/eller, som ikke ligeså godt kunne udføres på ISS?

  • 1
  • 3

Og du ved selvfølgeligt alt om hvor lang tid det er nødvendigt at teste materialer, sensoren, og lignede i rummet.
Og alt om hvilken teknologisk viden det amerikanske militær ønsker at dele med resten af verden.

  • 3
  • 4