USA's energiminister inspicerer omstridt, norsk CO2-rensning

Den amerikanske energiminister, nobelpristageren Steven Chu, kommer på besøg på center i Mongstad nord for Bergen, hvor Norge vil rense CO2 ud af røgen fra et gaskraftværk og lagre den i tømte olie- og gasfelter.

Foreløbig er CO2-lagringen udskudt flere gange, mens det gaskraftvarmeværk, som Dong Energy opfører på stedet, skal stå klart næste år. Værket skal levere energi til naboen, Norges største raffinaderi.

Projektet har været kraftigt kritiseret, blandt andet fordi CO2 i en forsøgsperiode blot skal ledes ud i luften, og fordi teknologien er dyr. Det norske elselskab BKK opgav således tidligere i år at opføre endnu et gaskraftværk i området, fordi de norske myndigheder krævede, at CO2 så skulle renses fra røgen. Det ville, konkluderede BKK, blive lige så dyrt som selve kraftværket.

Steven Chu står selv i spidsen for en storsatsning på at rense CO2 fra kraftværkernes røg og lagre den i undergrunden. Han vil støtte amerikanske projekter med CO2-rensning med 20 milliarder kroner, og har selv bragt Monstad på banen.

»Mongstad er et pionerprojet, også i international sammenhæng. Da jeg mødte Chu for nogle uger siden, blev Mongstad fremhævet som et vigtigt projekt globalt for at komme videre med fangst og lagring af CO2,« siger den norske olie- og energiminister Terje Riis-Johansen til det nyhedsbureauet NTB.

»Vi er stadig langt fra målet, men lande som USA, Storbritannien, Australien og Norge er meget bevidste om, at klimaproblemerne ikke er løst, før vi har løst udfordringerne med fangst og lagring,« tilføjer ministeren.

»Mongstad er ganske rigtigt kun i opbygningsfasen, men jeg ser frem til at vise Chu kontorer af, hvad som bliver vist frem i verden, når det kommer på plads,« siger Terje Riis-Johansen til NTB.

Besøget på Mongstad finder sted lørdag, hvor Steven Chu også skal se Norges største vandkraftværk.

»Det er Chu selv, som har bedt om mere information om norske vandkraftværker, og hvordan vi kan bruge den som buffer i forhold til anden energiproduktion,« siger Terje Riis-Johansen til NTB.

Steven Chu kommer til Norge i forbindelse med Barack Obamas besøg. Præsidenten skal modtage Nobels fredspris torsdag.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra det norske Olie- og Energiministerium
Artikel fra Teknisk Ukeblad

Emner : CO2-lagring