USA vil teste store sværme af autonome krigsdroner til sommer

USA vil teste store sværme af autonome krigsdroner til sommer

Foto: US Navy via Youtube

Det amerikanske søværn vil i år sende grupper på 30 minidroner på vingerne. De autonome dronesværme kan slippe igennem avancerede forsvarsværker for en brøkdel af, hvad moderne missiler koster.

Det amerikanske forsvar fortsætter arbejdet med sværme af små autonome droner, og allerede til sommer planlægger US Navy at gennemføre testflyvninger med sværme på op til 30 droner. Det fortæller chefen for det amerikanske søværns minidroneprogram, Low-Cost UAV Swarming Technology (Locust), Lee Mastroianni, ifølge forsvarsmediet Defense Tech.

Dronesværme kan bruges til at angribe svært bevæbnede mål, som f.eks. krigsskibe, og koster væsentligt mindre end moderne missiler. De små Coyote-droner, der udgør hardwaren i Locust-programmet, koster omkring 15.000 dollars, hvorimod et Harpoon-sømålsmissil ifølge Defense Tech koster 1,2 millioner dollars.

Coyote-dronerne er kun 0,9 meter lange, har en vægt på 5,9 kilogram og et vingespænd på halvanden meter. Locust-programmet foretog sidste år testflyvninger med ni droner, men er altså inden længe klar til næste store milepæl i testprogrammet.

Læs også: VIDEO: Sværme af autonome krigsdroner i test over USA

Dronerne er delvist autonome, hvilket dækker over, at sværmen styres kollektivt af én dronepilot, mens de enkelte droner selv er i stand til at flyve i formation, holde sikker afstand til hinanden og skifte placering, hvis en af dronerne bliver skudt ned. Det er derfor ikke selve dronerne, men sensorpakker og software, som udgør den store udfordring for Locust-programmet, som samarbejder med Georgia Tech Research Institute på at udvikle et system til formålet.

»Det er kommunikationen og/eller opmærksomheden på hinanden, der udgør det store skridt fra fjernstyrede eller selvstyrende systemer til et system, der tillader samarbejde,« forklarede Lee Mastroianni for nyligt til Wired.

Slipper igennem tæt forsvar

En analyse fra Naval Postgraduate School viste i 2012, at en destroyer, der bliver angrebet med 250 km/t af en gruppe på otte lavteknologiske, fjernstyrede droner med sprænghoveder, ikke vil være i stand til at forsvare sig mod dem alle. Analysen belyser udfaldene af flere hundrede simulerede scenarier, hvor dronerne angriber en destroyer med det moderne radar- og luftforsvarssystem Aegis Combat System, der råder over jammere, decoys, luftværnsmissiler, en letvægtskanon, to Phalanx CIWS-missilforsvarssystemer med rullekanoner samt seks tunge maskingeværer på dækket.

Læs også: Tilhører fremtidens luftrum kampfly eller droner?

Ikke desto mindre viste simulationerne, at gennemsnitligt 2,8 droner ud af gruppen på 8 droner slipper igennem skibets forsvarssystemer, skriver Defense Tech. Årsagen er, at dronerne på grund af deres lave radarsignatur først bliver opdaget af skibets forsvarssystemer med 15 sekunders varsel, hvilket ikke er tids nok til at affyre missilerne eller letvægtskanonen. Og dronerne kan heller ikke afbrydes af jammerne i Aegis-systemet, der ikke er indrettet til de små droner, hvorfor modstanden er overladt til rullekanoner og maskingeværer, der ikke kan nå at ramme alle dronerne.

Hurtige og robuste

Locust-programmet hører under det amerikanske søværns Office of Naval Research, men flere andre enheder i det amerikanske forsvar, som Defense Advanced Research Projects Agency (Darpa) og Strategic Capabilities Office, arbejder ligeledes med minidroneprogrammer, for eksempel Darpas Gremlins-program, der udvikler sværme af minidroner, der kan afsendes fra bombefly, kampfly eller transportfly.

Også den amerikanske forsvarsminister, Ashton Carter, luftede i denne måned satsningen på sværme af autonome droner ved et oplæg om forsvarsbudgettet for 2017.

»Til luftoperationer har de (Pentagons Strategic Capabilities Office, red.) udviklet minidroner, som er meget hurtige og meget robuste. De kan flyve i kraftig vind, og de kan smides ud af et kampfly, der bevæger sig med mach 0,9, ligesom de gjorde under en øvelse i Alaska sidste år, eller de kan smides op i luften af en soldat midt i den irakiske ørken,« sagde forsvarsministeren.

Se optagelser fra Locust-programmets tests med Coyote-droner sidste år:

Kommentarer (17)

Avanceret computer simulation viser at: Nok angribere kan overvælde et godt forsvar.

Gad vide hvor mange penge det kostede at regne det ud?

Gad vide om et simpelt opslag i historie bøgerne, kunne have fortalt en anekdote eller to omkring avancerede hære tabe krige til massive mængder af angribere med simple våben......

  • 6
  • 4

Igen må man tage hatten af for det amerikanske forsvars brug af forkortelser. Locust = græshoppesværm. Man foranlediges næsten til at tro at det fulde navn tilrettes til forkortelsen!

  • 0
  • 0