USA vil teste store sværme af autonome krigsdroner til sommer

Foto: US Navy via Youtube

Det amerikanske søværn vil i år sende grupper på 30 minidroner på vingerne. De autonome dronesværme kan slippe igennem avancerede forsvarsværker for en brøkdel af, hvad moderne missiler koster.

Det amerikanske forsvar fortsætter arbejdet med sværme af små autonome droner, og allerede til sommer planlægger US Navy at gennemføre testflyvninger med sværme på op til 30 droner. Det fortæller chefen for det amerikanske søværns minidroneprogram, Low-Cost UAV Swarming Technology (Locust), Lee Mastroianni, ifølge forsvarsmediet Defense Tech.

Dronesværme kan bruges til at angribe svært bevæbnede mål, som f.eks. krigsskibe, og koster væsentligt mindre end moderne missiler. De små Coyote-droner, der udgør hardwaren i Locust-programmet, koster omkring 15.000 dollars, hvorimod et Harpoon-sømålsmissil ifølge Defense Tech koster 1,2 millioner dollars.

Coyote-dronerne er kun 0,9 meter lange, har en vægt på 5,9 kilogram og et vingespænd på halvanden meter. Locust-programmet foretog sidste år testflyvninger med ni droner, men er altså inden længe klar til næste store milepæl i testprogrammet.

Læs også: VIDEO: Sværme af autonome krigsdroner i test over USA

Dronerne er delvist autonome, hvilket dækker over, at sværmen styres kollektivt af én dronepilot, mens de enkelte droner selv er i stand til at flyve i formation, holde sikker afstand til hinanden og skifte placering, hvis en af dronerne bliver skudt ned. Det er derfor ikke selve dronerne, men sensorpakker og software, som udgør den store udfordring for Locust-programmet, som samarbejder med Georgia Tech Research Institute på at udvikle et system til formålet.

»Det er kommunikationen og/eller opmærksomheden på hinanden, der udgør det store skridt fra fjernstyrede eller selvstyrende systemer til et system, der tillader samarbejde,« forklarede Lee Mastroianni for nyligt til Wired.

Slipper igennem tæt forsvar

En analyse fra Naval Postgraduate School viste i 2012, at en destroyer, der bliver angrebet med 250 km/t af en gruppe på otte lavteknologiske, fjernstyrede droner med sprænghoveder, ikke vil være i stand til at forsvare sig mod dem alle. Analysen belyser udfaldene af flere hundrede simulerede scenarier, hvor dronerne angriber en destroyer med det moderne radar- og luftforsvarssystem Aegis Combat System, der råder over jammere, decoys, luftværnsmissiler, en letvægtskanon, to Phalanx CIWS-missilforsvarssystemer med rullekanoner samt seks tunge maskingeværer på dækket.

Ikke desto mindre viste simulationerne, at gennemsnitligt 2,8 droner ud af gruppen på 8 droner slipper igennem skibets forsvarssystemer, skriver Defense Tech. Årsagen er, at dronerne på grund af deres lave radarsignatur først bliver opdaget af skibets forsvarssystemer med 15 sekunders varsel, hvilket ikke er tids nok til at affyre missilerne eller letvægtskanonen. Og dronerne kan heller ikke afbrydes af jammerne i Aegis-systemet, der ikke er indrettet til de små droner, hvorfor modstanden er overladt til rullekanoner og maskingeværer, der ikke kan nå at ramme alle dronerne.

Hurtige og robuste

Locust-programmet hører under det amerikanske søværns Office of Naval Research, men flere andre enheder i det amerikanske forsvar, som Defense Advanced Research Projects Agency (Darpa) og Strategic Capabilities Office, arbejder ligeledes med minidroneprogrammer, for eksempel Darpas Gremlins-program, der udvikler sværme af minidroner, der kan afsendes fra bombefly, kampfly eller transportfly.

Også den amerikanske forsvarsminister, Ashton Carter, luftede i denne måned satsningen på sværme af autonome droner ved et oplæg om forsvarsbudgettet for 2017.

»Til luftoperationer har de (Pentagons Strategic Capabilities Office, red.) udviklet minidroner, som er meget hurtige og meget robuste. De kan flyve i kraftig vind, og de kan smides ud af et kampfly, der bevæger sig med mach 0,9, ligesom de gjorde under en øvelse i Alaska sidste år, eller de kan smides op i luften af en soldat midt i den irakiske ørken,« sagde forsvarsministeren.

Se optagelser fra Locust-programmets tests med Coyote-droner sidste år:

Kommentarer (17)

Avanceret computer simulation viser at: Nok angribere kan overvælde et godt forsvar.

Gad vide hvor mange penge det kostede at regne det ud?

Gad vide om et simpelt opslag i historie bøgerne, kunne have fortalt en anekdote eller to omkring avancerede hære tabe krige til massive mængder af angribere med simple våben......

  • 6
  • 4

Igen må man tage hatten af for det amerikanske forsvars brug af forkortelser. Locust = græshoppesværm. Man foranlediges næsten til at tro at det fulde navn tilrettes til forkortelsen!

  • 0
  • 0

Den persiske løsning tager også udgangspunkt i swarming strategi, men de anvender speedbåde med personel til at overmande en større modstander, som svarer lidt til japanernes strategi i slutningen af WWII.
Swarming strategien imod en landsby, giver ikke den store mening. Derimod en mobil fjende hvor det er køretøjer, eller skibe vil give mening.

Et filmklip med den Iranske swarming strategi:
https://www.youtube.com/watch?v=fXu2h9Xfp0A

  • 1
  • 0

Men et Harpoon-missil har en sprængladning på over 200kg. Det kan smådroner med en totalvægt på knap 6kg ikke rigtigt matche.

  • 3
  • 0

Det kan være at alle krigsskibe skal have en håndfuld pro-skeetskydere ombord fra nu af. De kunne hurtigt få kål på 5-6 stykker hver :)

  • 4
  • 0

I den org.artikel står der " and two Phalanx weapon systems, each with a multi-barreled 20mm canon" Så ja der tales om Gatlin kanoner. Udtrykket "Rullekanon" har jeg aldrig hørt før, måske det er opfundet af journalisten? Meget kreativt, men det ville dog klæde et fagblad som Ingeniøren at bruge den rette terminologi.

  • 0
  • 0

Verden er stort set opdelt i lowtech lande, eller for grimme drenge med a-våben. Førstnævnte har stort set intet forsvar mod almindelige angreb, sidstnævnte går ingen til angreb på med en flok droner...

  • 3
  • 0

Slaget ved Mont Montgisard, Slaget ved theropylæ, slaget ved Gaugamela er nogle gode eksempler på at antal ikke er nok.

Eller Dipprasad Pun. Tror han vandt 30:1 over taleban. Du kan selv finde flere eksempler, hvor antal bliver trumfet af taktik eller en mere avanceret fjende.

  • 0
  • 0

@Ole
Jeg kan også godt lide low tech. Ofte behøves ikke den store forkromede løsning, men...
Den video du henviser til er ren provopanda, og det giver jeg altså ikke ret meget for.
Hvis 200 småbåde med lowrange missileren flåde af US samt en carrier med helikoptere og fly, så er jeg temmelig sikker på at de småbåde bliver poppet inden de kommer indenfor skudlinje.
Jeg har ingen begreb om hvor langt disse både kan operere fra land, amerikanernes radar opløsning på denne afstand, mulige tider inden der evt kunne komme backup fra A-10'er fra nærtliggende baser, men.
e problemet i at flåden ikke selv kan neutralisere faren uden massive tab, men heldigvis er amerikanerne ikke dumme, så mon ikke de har indøvet denne strategi og taget højde for den hvis de er bekendte med en given fjende har en massiv flåde af mindre både, som kan udgøre en trussel?

  • 0
  • 0

Hvis du taler om Sovjets sejr, så var der langt flere faktorer der spillede ind. Og som Andreas siger, så er teknologi og god taktik en langt mere effektiv force-multiplier end antal - hvilket der findes masser af eksempler på.

  • 0
  • 0

@Kim Merrild
Selvfølgelig er det propaganda, for at skræmme USA fra et angreb. Men Iranerne udviser en vis øhh kreativitet. Her udstyrer man speedbåde med landbaseret 107mm raket kastere. Et ikke særligt præcis våben, men ville give en del kaos, når de ramte. Det er rigtig, at speedbådene er ikke særlige sødygtige, men de skal også anvendes i den persiske golf. De må dog ha ret i at hvis man sejler med højhastighed, så vil de være svære at ramme med kanoner, og "roterende" kanoner ;o) har en kort rækkevide.

  • 0
  • 0

@Christian Andersen.
Ved Rorke's Drift var styrkeforholdet ca. 1:32, imens det tidligere slag hvor 1200 britiske soldater med 2 kanoner møde 12000 zulu krigere (altså 1:10) tabte englænderne (slaget om Isandlwana ).

Forskellen var forholdene som englænderne kæmpede under. At ved Rorke's Drift var det en forberedt stilling med faste huse.
http://www.britishbattles.com/zulu-war/isa...

  • 0
  • 0