USA: Vi skal forrest i kampen om udviklingen af små reaktorer

USA skal satse nu og her på udvikling af små modulære atomreaktorer, SMR.

Det mener USA's energiminister, Steven Chu, der i en kronik i går i Wall Street Journal, trækker linjerne skarpt op:

»Enten udvikler vi selv disse teknologier i dag, eller også importerer vi dem i morgen,« skriver Steven Chu.

I sit budgetforslag for 2011 har præsident Obama konkret bedt om 214 millioner kroner til et nyt program rettet specifikt mod udviklingen af SMR-teknologier.

»Lige nu undersøger vi sammen med industrien muligheden for at opnå certificering af et eller to designs. De er baseret på eksisterende letvandsreaktorer og kan formentlig tages i brug om 10 år,« skriver Chu.

Små reaktorer, som det internationale atomenergiagentur, IAEA, definerer til under 300 MW, er langt fra et nyt fænomen. Men skyhøje anlægsudgifter til store produktionsenheder samt et stigende behov for mere fleksible reaktorsystemer har øget interessen verden over, og allerede nu findes adskillige designs, der er langt i udviklingen (se liste fra World Nuclear herunder).

Siden atomkraften blev kommerciel i 1950'erne er de største reaktorer vokset til 1.600 MW, og store enheder vil stadig udgøre rygraden i atomkraften. Men mange steder vil små, fleksible enheder, der anvendes som 'plug and play' være langt mere optimale, mener Steven Chu.

Hvis de viser sig kommercielt bæredygtige, vil de i høj grad kunne udvide anvendelsesmulighederne for atomkraften:

»De vil være et godt valg til steder, der ikke kan understøtte store produktionsenheder. Elproducenterne kan bruge dem til at dække den stigende efterspørgsel eller erstatte kraftværker, der anvender fossile brændsler,« lyder det fra Steven Chu.

En anden fordel ved SMR er, at nogle af designkoncepterne formentlig vil kunne anvende brugt brændsel og atomaffald. Samtidig anvender flere af dem ikke vand som kølemiddel, hvilket vil reducere miljøpåvirkningerne, mener Chu.

Kronikken fra USA's energiminister kommer efter en yderst interessant måned for atomkraften i USA.

Først annoncerede Obama, at man ville yde betingede lånegarantier på 44 milliarder kroner til nye værker - de første i USA i næsten 30 år - og for nyligt meddelte Steven Chu, at man ville droppe planerne om at bygge et slutdepot til USA's højaktive affald i Yucca Mountain i Nevada.

I stedet skal en særlig kommission nu kigge på alternativer for USA's håndtering af brændslets cyklus. Den kommission holder sine første møder torsdag og fredag denne uge.

I går kunne den japanske nyhedstjeneste Nikkei meddele, at det Bill Gates-ejede energiselskab TerraPower havde indledt samarbejde med Toshiba om udviklingen af nye, små reaktorer.

Dokumentation

Læs kronik fra Steven Chu
IAEA statuspapir på SMR-teknolgier (pdf)
World Nuclears oversigt over SMR-designs

Emner : Atomkraft
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Så skal NRC lave deres godkendelsetariffer om. Det koster uforholdsvis meget per MW at certificere små anlæg.

  • 0
  • 0

Enhver kan slå efter på nettet og finde Nedenstående:

"De første reaktorer var gaskølede monstrummer på størrelse med en boligkarre. Men i ca. 1950 fik den amerikanske admiral Rickover den ide, at man måtte kunne bygge en atomubåd. Der er siden bygget 200 amerikanske atomubåde og 35-40 atomdrevene amerikanske overfladefartøjer. Skibenes atomreaktorer har aldrig givet anledning til uheld eller tab af menneskeliv.

Opgaven var bl.a. at bygge en reaktor der kunne indpasses i et skib med en diameter på 8½ meter. I juli 1951 gav den amerikanske kongres derfor grønt lys til at bygge verdens første atomdrevne ubåd. Den 30. september 1954 overgaves USS Nautilus som det første atomdrevne fartøj til USA’s flåde."

Den gang kunne man udvikle og bygge en ny reaktortype på 3 år. Jeg ved ikke, hvor stor Nautilusreaktoren var, men Molsfærgerne har to gasturbiner á 15 MW, så mon ikke reaktoren ydede mellem 50 og 100 MW?

Og skulle man inddrage ingeniørernes computere og give dem en regnestok i stedet for? Det var det værktøj de havde, dengang de kunne få ting fra hånden! Eller er der nogen der har bedre forslag til at reducere udviklingstiden på noget, der allerede var opfundet og fungerede for næsten 60 år siden?

På Lindø kunne man bygge Verdens største skibe på ca. 7 uger. Gad vide, hvor mange reaktorer model Nautilus, man kunne bygge på et år. Hvis altså europæiske og amerikanske politikere på trods af al mulig begrundet mistanke om det modsatte, virkelig skulle være interesserede i at gøre noget ved kuldioxiden og afhængigheden af fossile brændsler.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten