USA tester eksperimentel dna-vaccine mod zikavirus

Zikavirus bliver hovedsageligt overført af myggen Aedes aegypti. Illustration: James Gathany, U.S. Centers for Disease Control and Prevention

Det vakte stor forfærdelse, da FN's sundhedsorganisation, WHO, slog zika-alarm i februar 2016. I månederne op til havde medierne rapporteret om, at hundredvis af babyer i Sydamerika var født svært hjerneskadede med underudviklede kranier – microcephali.

Fænomenet var nyt, og på kort tid fandt lægerne den formodede årsag: zikavirussen, som bliver overført gennem myg. Samtidig gik forskere verden over i laboratoriet for at løse problemet.

WHO udpegede zikavirus til en global trussel, for myg kender ingen grænser, og virussen kan også overføres gennem seksuel kontakt.

En dna-baseret vaccine viser nu så lovende resultater, at den skal testes i de zika-berørte områder i USA, det vil sige i Florida samt i Puerto Rico, Brasilien, Peru, Costa Rica, Panama og Mexico, skriver USA’s National Institute of Allergy and Infectious Diseases.

Forsøg med 2.490 deltagere markerer en milepæl

I de kommende måneder bliver 2.490 frivillige raske kvinder og mænd vaccineret med den eksperimentelle vaccine.

Læs også: Forskere vil ændre køn på myg for at udrydde de stikkende hunmyg

Målet er at fastslå, om den stimulerer deltagernes immunforsvar til at beskytte mod sygdomme, der skyldes zikainfektion, ligesom man skal finde den optimale dosis til effektivt at forhindre sygdom.

Det er USA’s National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID), der står i spidsen for forsøget.

Billedet er fra april 2016, hvor Rio de Janeiros myndigheder advarede befolkningen mod zikavirus - som her på et skilt ved byens botaniske have. Illustration: Hanne Kokkegård

»Dette forsøg markerer en vigtig milepæl i vores bestræbelser på at udvikle modforanstaltninger for en pandemi under udvikling,« siger NIAID-direktør Anthony S. Fauci.

Dna koder to proteiner fra overfladen af zikavirussen

Det er forskere fra NIAID's vaccineforskningscenter, der i samarbejde med universiteter har udviklet dna-vaccinen, der er testet i dyreforsøg.

Vaccinen benytter et neutraliserende antistof mod zikavirus og bygger på en strategi, som forskerne tidligere har brugt til at udvikle et bud på en vaccine mod West Nile-virus.

I forsøget tester man en vaccine, der indeholder et lille cirkulært stykke dna kaldet plasmid, hvori forskere har indsat gener, der koder to proteiner, som findes på overfladen af zikavirussen.

Når vaccinen bliver injiceret i muskler, vil de kodede proteiner samles til partikler, der efterligner zikavirus og udløser kroppens immunsystem, så det reagerer mod truslen.

Vaccinen indeholder derfor ikke – som vacciner normalt gør - infektiøst materiale, og forsøgsdeltagerne risikerer derfor ikke at blive ramt af zikavirussen gennem selve vaccinen.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Illustration: Kirchgassner.dk

Todelt forsøg de næste to år

Forsøget er opdelt i to: I den første del deltager 90 raske mænd og ikke-gravide kvinder i alderen 18-35 år i Houston, Miami og San Juan i Puerto Rico.

Læs også: Open source-forskning skal stoppe zika-virus hurtigst muligt

Alle deltagerne skal forbi lægeklinikken for at blive vaccineret tre gange med fire ugers mellemrum. Der bliver trukket lod om, hvilke patienter der skal have høje og lave doser. Og lægerne følger patienterne tæt gennem 32 uger.

I anden del af forsøget deltager mindst 2.400 raske mænd og ikke-gravide kvinder i alderen 15-35 år i et forsøg, der varer to år. Her skal lægerne undersøge, om vaccinen effektivt beskytter mod zikarelateret sygdom, når nogen helt naturligt bliver udsat for virus.

Dobbeltblindet lodtrækning

Deltagerne kommer også her fra Houston, Miami og San Juan og derudover fra to andre områder i Puerto Rico, to steder i Costa Rica og et sted i hver af landene Peru, Brasilien, Panama og Mexico – med mulighed for at udvide forsøget.

Deltagerne vil ved dobbeltblindet lodtrækning blive fordelt i to grupper, så hverken deltagerne eller lægerne ved, hvem der modtager den eksperimenterende vaccine eller et placebo, der skal fungere som kontrol, så man kan se, om vaccinen reelt kan beskytte.

Myndighederne forventer, at forskningsprojektet afsluttes i 2019.

Billedet fra favelakomplekset (slumbyer) Complexo do Alemão i Rio de Janeiros sydlige udkant er fra april 2016, hvor de blå tønder på tagene (ses især på husene nederst i billedet) er vandtønder, som de brasilianske myndigheder har krævet er overdækkede på grund af risikoen for at tiltrække zikamyg. Illustration: Hanne Kokkegård

Bag om zikavirus

  • De fleste patienter ramt af zika-infektion har enten ingen eller kun milde symptomer som feber, ledsmerter, udslæt og blodsprængninger i øjnene.
  • Men når gravide kvinder bliver ramt af zikavirus, kan kvinden overføre virus til fostret, og det kan resultere i en række fosterskader – kaldt zikasyndrom – bl.a. underudviklede kranier, microcephali.
  • I øjeblikket er der ingen autoriseret vaccine til forebyggelse af sygdomme forårsaget af zikainfektion, som hovedsageligt overføres via stik af inficerede Aedes aegypti-myg, men som også kan overføres seksuelt.
  • En række syd- og centralamerikanske lande indførte i begyndelsen af i 2016 en række forholdsregler.
  • Myndighederne krævede overdækning af vandbeholdere, så myg ikke kunne lægge æg i det stillestående vand og myggelarver udklække dér. Desuden sprøjtede myndighederne insektgift ud i områder med mange myg. Forskere fra Virginia Tech forsøger ved hjælp af genredigeringsmetoden Crispr/Cas9 at ændre generne i myggeæggene, så alle larver bliver myg af hankøn, for det er kun myg af hunkøn, der stikker.
  • Som forebyggelse anbefaler myndighederne brug af myggebalsam og at undgå bar hud, ligesom kvinder og mænd ikke bør have ubeskyttet sex i zikaramte lande, og f.eks. bør danskere hjemkommet fra zikaramte områder holde sig fra ubeskyttet sex i to måneder efter.
  • Flere kendte udenlandske atleter fravalgte deltagelse i OL i Rio de Janeiro i Brasilien i august 2016 på grund af risikoen for at blive stukket, selv om risikoen var lav i det spæde forår i august og september på den sydlige halvkugle.

Læs mere om zika på Statens Serum Instituts hjemmeside