USA tester 150 kW laser til militærfly

Det amerikanske forsvars illustration af det store ildstøttefly AC-130 med laservåben. Blandt fordelene ved laservåben er imidlertid, at de netop producerer usynlige stråler. Foto: Defense Advanced Research Projects Agency

Pentagon og våbenproducenten General Atomics indleder i denne måned tests af en højenergilaser, som inden for få år kan bevæbne både kampfly, droner og de store ildstøttefly AC-130. Det er det seneste skridt i udviklingen af laservåben, som formentlig vil fortsætte med uformindsket styrke over de kommende år.

Den amerikanske våbenproducent General Atomics melder sig nu klar til næste skridt i udviklingen af kraftige lasere til militær brug. Selskabet vil fra januar teste en laser i 150-kW klassen, det såkaldte High Energy Liquid Laser Area Defense System (HELLADS), som bliver udviklet i samarbejde med Pentagon og skal udgøre et beskyttelsessystem mod fjendtlige missiler.

Med HELLADS placerer General Atomics sig blandt kandidaterne til at udruste de svært bevæbnede ildstøttefly AC-130 med laservåben til både defensiv og offensiv brug, hvilket formentlig bliver det næste større skridt inden for operationelle laservåben i det amerikanske forsvar.

Lydløse og usynlige stråler

De store AC-130 Avengers er det amerikanske luftvåbens bevæbnede variant af turboprop-transportflyet C-130 Hercules, som også det danske forsvar benytter. I et interview med forsvarsmediet Breaking Defense fortæller chefen for Air Force Special Operations Command, generalløjtnant Bradley Heithold, at »teknologien er moden til at blive implementeret i et AC-130,« og at luftvåbenet i øjeblikket er i dialog med en lang række producenter, der potentielt kan levere laservåben til flyet.

Fordelen ved laservåben er ikke mindst, at de producerer lydløse og usynlige stråler.

»Når en AC-130 i dag affyrer kinetiske våben, bliver det øjeblikket opdaget,« siger Bradley Heithold.

Læs også: Lockheed Martin begynder produktion af modulært laservåben

»Jeg vil have flyet til at være i stand til at deaktivere mål lydløst,« siger generalløjtnanten, som forestiller sig at udstyre op til fem AC-130 med laservåben i 2020.

HELLADS bliver testet af Pentagons såkaldte Defense Advanced Research Projects Agency (Darpa) sammen med Air Force Research Laboratory og skal over de næste 18 måneder gennemgå livefire-tests mod en lang række mål ved testcentret White Sands Missile Range i New Mexico, herunder rigtige raketter, mortergranater og missiler.

Ifølge General Atomics kan en version af HELLADS være klar til at installere i AC-130 inden for få år. Lasersystemet er endnu for stort til at installere i et fly, men selskabet, som i forvejen også har udviklet en tidlig version af en mindre højenergilaser, planlægger at udvikle en ny generation af mindre lasere, specifikt rettet mod luftvåbenets planer om at installere laservåben på AC-130.

Rivende udvikling

General Atomics bliver ikke alene om buddet. Våbengiganten Lockheed Martin annoncerede i efteråret planer om at producere en laser på 60 kW til beskyttelse mod fjendtlige raketter, og selskabet er ifølge egne udmeldinger i stand til at indrette produktionen til en kraftigere laser og til laservåben med flere forskellige anvendelsesmuligheder.

Lockheed Martin forestiller sig blandt andet at bevæbne netop AC-130 såvel som krigsskibe og kampfly som F-15 og eller det nye F-35 med laservåben.

Læs også: USA vil affyre laservåben fra fly i 2023

Laservåben udgør lige nu et hastigt voksende marked, og udviklingen vil formentlig fortsætte med uformindsket styrke over de kommende år.

Air Force Research Laboratory er for eksempel sideløbende med HELLADS-projektet i gang med laserprojektet SHiELD (Self-protect High Energy Laser Demonstrator), som har til formål at udvikle en mindre laser, som kan passe ind i en pod under kampfly som F-15 eller F-16 og beskytte mod jord til luft-missiler.

I 2014 udrustede US Navy et af sine skibe med et defensivt laservåben på op til 30 kW. US Navy meldte i slutningen af 2014 ud, at våbenet havde bestået testfasen, og at det pågældende skib, USS Ponce, nu havde grønt lys til at benytte laseren som beskyttelsesvåben.

Også i samspil med droner, som er et andet hjørne af våbenindustrien i voldsom vækst, er der grobund for udvikling af laservåben, vurderer General Atomics.

Selskabet står i forvejen bag dronen MQ-1 Predator, som har spillet en central rolle i det amerikanske luftvåbens droneprogram i Afghanistan, Pakistan og Yemen, og General Atomics forestiller sig også en mindre version af HELLADS-systemet til brug med nyere generationer af Predator-droner.

Kommentarer (19)

Det er på samme tid både imponerende og skræmmende så hurtigt som udviklingen går med militært isenkram i disse år.
Fremtidens slagmark i den næste store krig bliver ren science fiction, med laser og pulse våben, droner og robotter, nogle af dem helt autonome, samt cyber angreb, sikkert både på stationere systemer, men også mobile militære enheder/systemer.

Ikke alt sammen noget som jeg personligt synes er en god udvikling, specielt udviklingen med autonome robotter er jeg ikke så vild med, men en udvikling som man er nød til at følge med i og selv investere i.

  • 6
  • 0

Ved hvilken bølgelængde arbejder laseren siden den betegnes som "usynlig"?
"Deaktivere" lyder skræmmende, hvis det kan komme på tale at bruge laseren mod personel.

  • 3
  • 0

Er der nogen melding om fra hvilken afstand sådan en 150kW laser kan destruere objekter? Samt hvad penetrerings kraften er, kan det penetrere armeret beton eller militære køretøjer - har personligt kun set dem sænke en gummibåd fra middelmådig afstand.

  • 7
  • 0

nu er det ikke noget nyt, vi høre bare mere om det fordi at USA og Rusland har travle med at fortælle verden(hinanden) hvor stærke de er.

Vi er i gang med en kold krig, mellem vesten og Rusland/Kina. Også har vi også lige en Hot Krig mellem IS og ligne grupper og resten af verden

  • 3
  • 2

AC130 vil helt sikkert blive brugt mod menneskelige mål.
Det "nye" militær sprog benytter svage ord til at beskrive drab på fjender.
Servicerer mål, tage mål ud og deaktiverer er nogle af det nye sprogs synonymer for at dræbe fjenden.
Laser er ikke beskrevet i Geneva konventionen og må derfor gerne benyttes mod fjendtlige mål.

  • 12
  • 0

Tja, hvordan vil man helst slås ihjel?
En god gammeldags kugle eller en (usynlig?) laserstråle?
Helst så smertefrit som muligt!
En laserstråle brænder vel et hul i offeret?

  • 0
  • 0

Laser er ikke beskrevet i Geneva konventionen og må derfor gerne benyttes mod fjendtlige mål.

Wikipedia mener modsat at det er den (eller ihvertfald skrevet ind)

Derfor forstår jeg ikke hvordan de kan bruge de her våben fra gunships? Der står de skal "take all feasible precautions to avoid" at blinde folk. At skyde med lasere mod folk fra et fly er da godt nok at presse den definition.

Skyder du den her laser mod en bil så er det sandsynligt at en bagvedkørende bils chaufør bliver permanent blind af refleksioner.

Jeg kan tilgengæld godt se det attraktive i at bruge lasere til at forsvare mod misiler og moterer. Måske også at de kan bruges fra gunships til at sætte ild i ting uden man behøver at sprænge det i luften. Det er jo virkelig en skam for tiden, at hver gang man sprænger noget infrastruktur i luften som er faldet IS i hænderne, så sætter man også de retmæssige ejermænd langt tilbage. En del nemmere hvis man strategisk lige kunne brænde en transformerstation (substation) væk og lade resten stå urørt.

  • 2
  • 0

2W 532nm laser på batterier som legetøj. Har overvejet at skifte den til en omkring 800nm usynlig laser. Kommer der en indbrudstyv med våben opdager han ikke hvorfor han pludselig ser hvidt og ikke kan rense øjnene. Kun i det tilfælde at han direkte angriber og jeg eller kæresten frygter for livet! Så det helt lovligt at forsvarre sig. Det sker nok aldrig men klart det bedste forsvarsvåben til privat brug.

  • 4
  • 16

Derfor forstår jeg ikke hvordan de kan bruge de her våben fra gunships? Der står de skal "take all feasible precautions to avoid" at blinde folk. At skyde med lasere mod folk fra et fly er da godt nok at presse den definition.


Der står jo direkte i din henvisning at man ikke må lave våben specifikt udformet til at blænde fjender, men man må godt lave våben hvor en sideeffekt kan være at nogle bliver permanent blinde... Dog skal man tage de nødvendige forholdsregler for at undgå dette... Hvilket militæret skal gøre hver eneste gang de planlægger og gennemføre en militær operation. (begrænse civile tab, skader på bygninger m.m. med mindre det har et militært formål)

  • 1
  • 0

Der står jo direkte i din henvisning at man ikke må lave våben specifikt udformet til at blænde fjender, men man må godt lave våben hvor en sideeffekt kan være at nogle bliver permanent blinde... Dog skal man tage de nødvendige forholdsregler for at undgå dette... Hvilket militæret skal gøre hver eneste gang de planlægger og gennemføre en militær operation. (begrænse civile tab, skader på bygninger m.m. med mindre det har et militært formål)

Det er min forståelse, at måden man i normale situationer begrænser civile tab osv. er ved at vælge det bedste våben til situationen.

Det jeg siger er så, jeg har svært ved at se situationer hvor det kan forsvares at bruge lasers mod menneskelige mål, fra gunships. Ja, der er nok særligt operative undtagelser med special styrker hvor stealth er afgørende, men i normal dag til dag, nej.

Men det er jeg nok ikke eksperten til at dømme på. Jeg bemærker bare at der altså virkelig er nogle bagsider ved den her teknologi.

  • 2
  • 0

Målet med laseren er vel at dræbe en person. Alt efter størrelsen på brændpunktet, kan det ramme en eller flere personer. Virkemåden bliver som en lup imod en myre, man bliver kogt og brændt. Jeg tror ikke at man skal bekymre sig om at blive blind og overleve.

Med den normale AC-130 gunship anvendes 20mm og 40mm granater giver skader på bagvedliggende genstande og personer, hvor en laser standses af en væg.

I en venligsindet landsby hvor en gruppe terrorister angriber "fredsbevarende" styrker, her vil et laser våben skåne byen. Et godt eksempel er den netop befriet by Ramadi.

Her er en test af en laser imod UAV, Omkring 0:45 i klippet ser man dronens kamera, og denne laser er på 30kW i forhold til de 150KW.
https://www.youtube.com/watch?v=KEUwnqmKlbE

  • 1
  • 2

Mon ikke der bruges samme typer som i industrien til laserskæring, d.v.s. 1.- 2.000nm.
Problemet med laserteknologi på lange afstande er spredningen af strålen, for mens et par buesekunders spredning måske ikke spiller den store rolle de første par hundrede meter, er der ikke meget fut tilbage på et par kilometers afstand.
Og hver gang strålen passere et kraftigt skydække, taber det effekt, men nu har de jo ikke så mange skyer i Mellemøsten.

Jeg forstår ikke lige denne heroiske forargelse eller frygt som nogen giver udtryk for.
Nu er det ikke pænt at gøre folk blinde, men er det værre end at få sprængt underkroppen væk? De fleste gange der blir kastet en bombe el. missil, blir der dræbt nogle få, mens langt flere bliver invalideret for livet, og en hulens masse infrastruktur og bygninger blir smadret.
Man kan jo også gå på bukkejagt med håndgranater og dynamitstænger i baglommen, men det er unægteligt lidt smartere (læs skånsomt) med et præcisionsvåben, så det kun er dyret og intet andet der blir ødelagt.

Krigens spilleregler er en blød elastik, og der bruges fortsat både kemiske- og klyngebomber. Jeg har svært ved at se forskellen på, om det missil du får i hovedet er fjernstyret langt væk fra, kommer fra et fly flere kilometer oppe i luften, eller blot affyret få hundrede meter væk.

  • 6
  • 1

Spejle vil ikke hjælpe, medmindre du har et perfekt spejl, holder det rent for den mindste smule støv/damp/urenheder. Teknisk set temmelig umuligt.

  • 1
  • 0

...»Jeg vil have flyet til at være i stand til at deaktivere mål lydløst,« siger generalløjtnanten...

Den "normale" betegnelse er vel i denne sammenhæng "Uskadeliggøre".
Efter min mening udtrykkes en vis tvivlen på virkningen af laser som våben.

  • 0
  • 0