USA, Sverige, Polen og Kina: Batterifabrikker skyder op på stribe
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

USA, Sverige, Polen og Kina: Batterifabrikker skyder op på stribe

Illustration: Tesla

Verdens behov for moderne lithium-ion-batterier synes umætteligt. I løbet af den seneste uge er aftaler om mindst fire nye fabrikker kommet på plads. Flere af projekterne har været undervejs i længere tid, men nu er der både sat størrelse og placering på flere af dem.

Det er først og fremmest forventningen om endnu flere elbiler på vejene, som driver udviklingen, og da Kina er verdens største marked for elbiler, har det i længere tid været et stort ønske for Tesla at kunne producere batterier i landet.

Tesla får lov til at bygge i Kina

Ifølge Wall Street Journal, har Tesla nu indgået en aftale med myndighederne i Shanghai om at bygge en gigafabrik i byens frihandelszone. Det forlyder endnu ikke, hvor stor produktionskapaciteten bliver, eller hvornår produktionen kan gå i gang. Men mon ikke Tesla skruer helt op i løbet af få år? Tesla har ikke selv kommenteret aftalen.

Læs også: Norsk søgræs skal øge kapaciteten i batterier

Batterifabrikken vil være 100 procent ejet af Tesla og det forventes derfor, at Tesla fortsat skal betale 25 procent i importafgift. I modsat fald ville det være et krav fra de kinesiske myndigheder, at Tesla delte ejerskab og teknologi med et lokalt kinesisk selskab. Tesla omsatte i 2016 for over 6,5 mia. kroner i Kina.

Sverige skal være batteri-producent

Der har i længere tid været kendt, at et konsortium kaldet Northvolt vil bygge en batterifabrik i Sverige. I september måned indgik Northvolt en aftale med ABB, der inkluderede samarbejde omkring teknologi, produktion, forskning og udvikling.

Men det har været usikkert, hvor en kommende fabrik skulle ligge. Otte svenske og to finske byer har været undersøgt. Der har især været fokus for miljøforhold, da Northvolt ønsker at bygge verdens mest miljøvenlige batterifabrik.

Læs også: EU vil lave ‘batteriernes Airbus’

Det er nu blevet aftalt, at selve fabrikken kommer til at ligge i Skellefteå. Byen er i forvejen en del af en større klynge for minedrift i Nordsverige og har en lang tradition for fremstilling og genbrug.

Forskning og udvikling vil blive placeret i Västerås, hvor også ABB har sit svenske hovedkvarter. Her vil Northvolt opbygge en demonstrationsproduktion, som skal bruges til at optimere og kvalitetssikre processen. Det forventes, at byggeriet starter i 2018 og vil begynde produktion i 2020. Produktionskapaciteten vil i starten ligge på 8 GWh pr. år, men stige til 32 GWh i 2023. Samlet skal fabrikken og udviklingen skabe 2.500 nye job.

Polen skal huse største europæiske batterifabrik

Et par år før produktionen i Sverige kommer op at stå, vil Polen muligvis indtage førstepladsen, hvad angår produktionskapacitet af lithium-ion-batterier i Europa. For allerede i 2018 skal den nyeste LG Chem-fabrik stå klar, og den skal være i stand til at producere 'adskillige' GWh batterier - eller mere konkret; nok til at forsyne 100.000 luksus-elbiler.

Læs også: Svensker vil slå Tesla med gigantisk europæisk batterifabrik

Fabrikken skal ligge i det sydvestlige Polen og vil i første omgang producere batterier på basis af materialer importeret direkte fra moderselskabet, LG Chem i Korea. På lidt længere sigt at er det tanken, at polske virksomheder skal forsyne fabrikken med råmaterialer. Det forventes at fabrikken vil skabe 2.500 nye job i Polen.

New York skal også have batterifabrikker

Efter at Tesla i 2014 begyndte at bruge ordet gigafabrik om storskalaproduktion af batterier, er der vist gået lidt inflation i ordet. Tesla har selv omdefineret det til også at gælde solcelleproduktion, og nu har guvernøren i den amerikanske stat New York annonceret, at det skal bygges en gigafabrik til batteriproduktion i staten.

Læs også: Kina overhaler i stilhed Elon Musks giga-fabrik

Det drejer sig om et konsortium af tre virksomheder, der skal bygge fabrikken, som forventes at stå klar sidst i 2019. Produktionskapaciteten skal ligge på tre GWh og i løbet af nogle år stige til 15 GWh. Det er altså en hel del mindre end Tesla-fabrikken i Nevada, som forventes at komme op på 50 GWh.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Men der er ingen batterifabrikker, hørte man for et par år siden fra folk der ikke troede på elbilen, så kommer der jo heller ingen elbiler.
Havde de seriøst ikke forestillet sig, at markedsmekanismerne ville sørge for, at nogle ville forsøge at tjene penge på at opfylde dette behov.

  • 14
  • 3

Batterierne skal bruges til at udnytte strøm bedre i nettet fra termiske kraftværker, vindmøller og solceller - og til at putte i biler.

Det er lidt tankevækkende at Polen med deres begrænsede grønne energi og store mængder kulsorte energi skal lave batterier.

Lad os håbe det bringer os tættere på et kulfrit Europa

  • 11
  • 0

Men der er ingen batterifabrikker, hørte man for et par år siden fra folk der ikke troede på elbilen, så kommer der jo heller ingen elbiler.
Havde de seriøst ikke forestillet sig, at markedsmekanismerne ville sørge for, at nogle ville forsøge at tjene penge på at opfylde dette behov.

Men det forslår stadigvæk som skrædderen i helvede.
Jeg læste et sted en "ekspert" udtale, at han forventede en firdobling, af batteri produktionen de næste 5 år, med de kendte planer der er nu og hen mod 2023.
Mange af disse batterier, skal så bruges andre steder, end i en elbil
Elbiler idag står for under 1% af den årlige bilproduktion, så med lidt god vilje, er der batterier til at 4% af salget kan være elbiler i 2023
Der skal helt andre boller på suppen, hvis de hede drømme om at forbyde salg af nye ICE biler fra 2025.
Jeg håber på, at der snart virkelig sker noget, men når batteriteknologien er i sådan en rivende udvikling, frygter jeg at inverstorene hellere vil se tiden an, fremfor at komme til at inverstere i den " forkerte" batteriteknologi.

  • 3
  • 1

Men de vil komme i takt med efterspørgslen.

Der spekuleres i, at Tesla alene i år har sænket deres egen pris fra 195 til 120 $/kWh, og ikke er langt fra den "magiske grænse" på 100 $/kWh (et rundt tal i en arbitrær enhed - sjældent et udtryk for det faktiske optimum...).

Flere fabrikker, som kan konkurrere med Tesla vil uden tvivl presse prisen endnu længere ned.

En del af Elon Musk's genialitet er, at han var i stand til at se på dette produkt, og analysere sig frem til, at der er ingen fundamental grund til at batterier skulle være dyre. Og at producere 100.000 milliarder (en mia biler med et Tesla batteri hver) er ikke et problem, men blot en opgave.

Jeg håber virkelig, at han får samme succes med The Boring Company (at reducere prisen pr. km for borede tuneller med mindst en faktor 10), for hvor kunne det være genialt at have 20-50 tunneller under Kbh, og et par stykker under Aarhus, til at transportere biler og personer hurtigt frem og tilbage uden at forstyrre livet på overfladen.

Hvis borede tunneller begyndte at blive normalt, så ville de også blive industrialiserede i endnu højere grad og prisen falde yderligere. Det er nøglen til at sikre den vækst i mobilitet, som flertallet ønsker.

  • 7
  • 2

Det ser ud til, at Bolivia vil lade sig betale for adkomsten til verdens største forekomst (umiddelbart kendte største lettere tilgængelige) af litium. Dvs. udgiften, som der bliver tale om, tilfalder et land, som i forvejen ikke svømmer i rigdom. Det har jeg personligt ikke noget imod og jeg håber meget, at de får lov at bruge sit relative monopol på råstoffet, til egen vinding.

  • 5
  • 1

Den tilgængelige mængde af råstofferne lithium og cobalt kan også let blive en hæmsko for udviklingen. Der skal geares voldsomt op på minedriften.

Linket fra ovenstående beskæftiger sig mest med lithium, som der er masser af her på kloden, og som kan udvindes nemt og uden større miljøbelastning.

Sværere er det med cobalt (som på dansk hedder kobolt), som for en væsentlig dels vedkommende kommer fra Congo (den Demokratiske Republik), hvor børnearbejde indgår i minedriften (og som mest udvindes som et biprodukt i kobber- og nikkel-udvinding).

Hvis man har en eksisterende storproduktion af batterier med kobolt-katode, og der så senere udvikles en ligeså god eller bedre katode uden kobolt, hvor let eller svært er det så at omstille den eksisterende produktion?

  • 1
  • 0

For hvade vi ikke haft diesel gate, havde behovet da stadigt været der?

Nu hvor batteri-teknologien er modnet tilstrækkeligt, er elbilen objektivt bedre end forbrændingsmotoren.

Dieselskandalen kan dermed accelerere overgangen til eldrift, f.eks. kan man sagtens forestille sig at det politisk besluttes at kun emissionsfri kørsel tillades i visse byområder.

Faktisk er den ide allerede en realitet:

https://electrek.co/2017/10/23/electric-bu...

Det bliver da dejligt, når vi slipper for støj og os også inden i byerne.

  • 3
  • 0

Elbiler idag står for under 1% af den årlige bilproduktion, så med lidt god vilje, er der batterier til at 4% af salget kan være elbiler i 2023


Batterier synes at forbedre sig ganske meget, fx begynder et hollandsk firma a producere batterier med høj kapacitet, baseret på en siliciumanode.
https://leyden-jar.com/

Produktionsmetoder er kendte, og det skulle således være let at opskalere produktionen til bilbatterier.

Der er udsigt til at elbiler kan blive lettere end tilsvarende traditionelle køretøjer inden for en overskuelig fremtid - med lignende autonomi (rækkevidde).
Den øgede kapacitet fortrænger i nogen grad behovet for voldsom udbygning af batterifabrikker, hvis man altså ser bort fra popularitetsstigningen, som det uværgeligt medfører.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten